Anmeldelse

Fra øje til øre

Brug talens mikserpult

Fra øje til øre leverer velformidlet guide til oplæsningens kunst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En tekst, der læses op, kommer ikke til live af sig selv. Hvem har ikke oplevet dræbende højtlæsninger, hvor oplæseren bare blindt gengiver teksten, som den står på papiret? Det fænger ikke og gør tit mere skade end gavn. Titlen på denne grundbog om oplæsning er derfor spot on: Oplæsningen skal være meget andet og meget mere end en maskinel gengivelse af ordene på papiret. Tekster skal løftes fra øjet til øret. At læse op handler om at levere et stykke arbejde, så teksten får liv, vokser frem og pirrer tilhøreren.

Fakta:

Titel: Fra øje til øre

Forfatter: Hanne Smith Pedersen, Louise Fischer-Nielsen

Pris: 318

Sider: 269

Forlag: Samfundslitteratur

Det kan være en udfordring, fordi vi ikke læser så meget op som tidligere. Det er sjældent, at skærmene bliver slukket til fordel for at lytte til en god historie. Vi hører mest oplæsning, når tv-værten er i gang med sit manuskript, og så er det til tider med "tumpetryk" mystiske steder, som kan få nogle til at tro, at alle sætningens verber skal have tryk.

Emnet for bogen er derfor helt på sin plads: Hvis lyset er for svagt eller bogstaverne for små på en af de utallige PowerPoints, der projiceres op i undervisningslokaler rundtomkring, lægger vi straks mærke til det. Men vi tænker alt for lidt på, at vi i en oplæsning faktisk også projicerer tekstens ord op i rummet. Så hvis ikke oplæseren arbejder bevidst med at forberede sin oplæsning, risikerer teksten at forsvinde ligesom teksten på den utydelige skærm.

Bogen er et gennemarbejdet, velstruktureret og lettilgængeligt bud på, hvad man som oplæser bør være opmærksom på og kan arbejde med for at undgå det. Den kommer omkring og til bunds i alle de centrale elementer, der er vigtige for den gode oplæsning og forberedelsen af den. Spændet er vidt: fra den anatomiske beskrivelse af stemme og krop til den syntaktiske analyse, men der er rigeligt med eksempler, og det er særdeles godt formidlet. Tag for eksempel forfatternes idé med at beskrive talens udtrykselementer som en talens mikserpult. Her får de ikke alene leveret en anskuelig metafor. De peger også på, hvordan tryk, intonation, artikulation og så videre skal tænkes og øves sammen, så det hele svinger – samtidig med at tekstens kerne står tindrende klar for tilhøreren.

Undervejs i bogen er der små korte og rammende citater fra mennesker, der professionelt arbejder med oplæsning. Det er små kraftcentre af tanker, som i sig selv vil kunne bruges som afsæt for gode samtaler om oplæserens opgave.

"Fra øje til øre" vil være særdeles relevant for kommende lærere: Her kan man ruste sig til oplæsninger, der fanger og fænger. Men bogen rummer også gode overvejelser over, hvordan man i folkeskolen kan arbejde med oplæsning i forbindelse med arbejdet med digte, spoken words, poetryslam og sågar ældre litteratur.