Debat

S-kandidat: Sæt en stopper for klamydia med bedre seksualundervisning

Laura Rosenvinge (S) havde selv en mangelfuld seksualundervisning. Derfor foreslår hun i et læserbrev, at man gør seksualundervisningen til et skemalagt fag med et fast timetal.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 2016 registrerede man hele 34.132 tilfælde af klamydia – svarende til næsten 100 nye tilfælde hver eneste dag. Det er det højeste antal nogensinde og en eksplosion i antallet af smittede, som politikerne bør tage alvorligt.

Min egen oplevelse af seksualundervisningen var mildt sagt mangelfuld. Den bestod i en vikar, der satte en pornofilm på og lænede sig tilbage bag katederet. Vi kan ikke overlade seksualundervisningen til uforberedte vikarer og urealistisk porno. Det er et samfundsansvar, at alle får viden om prævention, sexsygdomme og test.

Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi jeg gerne vil forbedre seksualundervisningen i vores folkeskoler. Undervisning i sikker sex er helt afgørende for, at unge mennesker får en god start på deres sexliv. Og det er afgørende for, at vi kan sætte en stopper for klamydia-epidemien.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg ved, at der er mange ildsjæle i de københavnske folkeskoler, som gerne vil give eleverne en god oplevelse med seksualundervisning. De gør virkelig deres bedste for at følge med i den pædagogiske og sundhedsfaglige udvikling. Men fordi seksualundervisningen skal integreres i andre fag, så følger der ikke tilstrækkeligt med ressourcer med til forberedelse af undervisningen og efteruddannelse af lærerne.

Det er problematisk. For det betyder, at seksualundervisningen mange steder tager udgangspunkt i undervisningsmaterialer og -metoder, som hverken er normkritiske eller tidssvarende. Jeg vil gøre seksualundervisning til et skemalagt fag, så alle elever garanteres et fast timetal hvert eneste år – fra de starter i skolen, til de går ud af 9. klasse.

Ved at forbedre seksualundervisningen kan vi sikre, at alle unger mennesker lærer om prævention, kønssygdomme og tjek. Vi kan lære dem at tage ansvar for sig selv og deres sexpartnere. Vi kan lære dem, at man skal være stolt over at tjekke op på sin seksuelle sundhed med jævne mellemrum. Og hvis vi kan lære dem det, så kan vi stoppe klamydia-epidemien.

Laura Rosenvinge stiller op til kommunalvalget i København for Socialdemokratiet. Hun er nr. 9 på listen.