Anmeldelse Pædagogik
0   83

Lærer- og pædagogfaglighed er vigtigere end det personlige

Stat og kommuner har alt for længe trukket gratis på påstanden om personen og personlige evners betydning på det pædagogiske område, siger forskningschef i ny bog.

Person

Fakta


Titel
Person

Forfatter
Martin Bayer

Pris
250

Sider
141

Forlag
Hans Reitzels Forlag

Hvorfor betyder begrebet person så meget inden for det pædagogiske område? Og hvordan kan det være, at lærere og pædagoger, der er personer - støttet af ”familiært orienteret pædagogisk forskning og professionsviden” - så ofte henviser til det personlige i deres arbejde, spørger Martin Bayer. De fleste nyuddannede lærere og pædagoger har logisk set kun få erfaringer med pædagogisk arbejde. Men de har alle været i observationsmesterlære som børn i daginstitutioner og elever i skolen, derfor tillægger de som studerende og nyuddannede deres egen person stor betydning. Og det hænger ved, så når de i løbet af deres arbejdsliv med stor sandsynlighed ramler ind i kritiske påvirkninger og begivenheder, oplever de dem ofte som personlige.

Martin Bayer er nyudnævnt forskningschef på UCC, og tidligere har han som forsker på Roskilde Universitet fulgt 700 unge læreres professionslæring og karriereforløb. I løbet af projektets otte år blev lærerne fire gange spurgt, og de ændrede stort set ikke mening undervejs: 67 procent svarede, at de anså deres person for at være den vigtigste faktor, en mindre gruppe mente, at erfaring betød mest, mens langt de færreste vurderede teoretisk viden som vigtigst.

Artiklen fortsætter under banneret

I sin nye bog gennemtrawler Bayer en stor mængde pædagogisk-filosofisk litteratur og en masse forskningsrapporter om forholdet mellem position og person. Der mangler bestemt ikke analyser af og meninger om sammenblandingen mellem det personlige og det professionelle, men mens nogle ser på læreres arbejde og meninger, ser andre på pædagogers. For begge grupper har samfundsudviklingen ændret autoritetsforholdene og rykket relationsdannelsen højere op på dagsordenen, så der er ingen vej tilbage for lærere og pædagoger, og det er vanskeligt for en profession at puste sig op indefra eller velmenende at sige, at ”respekten skal tilbage”, mener han.

Norske forskere har konkluderet, at det i ”relationelle professionsuddannelser” er ufrugtbart og umuligt at skelne mellem kundskaber og færdigheder på den ene side og personlige værdier, holdninger, ideologier og engagement på den anden side.  En ekspertgruppe - også norsk - siger, at ”det faglige” og ”det relationelle” ikke er modsætninger, fordi kernen i læreres arbejde er det relationelle. Det handler på én gang om platonisk kærlighed til kundskaber og elever, derfor bliver det, der kendetegner lærerarbejde og lærerrollen, at beherske både det relationelle og det faglige. Det samme gælder sikkert også pædagoger, vurderer Bayer.

I hverdagens praksis er det givetvis rigtigt, at det faglige og det personlige ikke kan skilles, siger han, ”men analytisk bør man i en diskussion af kognitiv legitimation af professionalisme kunne skelne, blandt andet fordi en eller anden grad af vidensbasering er forudsætningen for tilstedeværelsen af en profession og professionsudøvelse”. Selvfølgelig bringes både følelser, fornuft, samvittighed, personlighed og særtræk med ind i det pædagogiske arbejde. Det gør man i alle professioner. Men lærerens og pædagogens arbejde udspringer historisk af lægmandsarbejde, så en person, der kunne læse sin bibel, kunne blive lærer, og en person, der havde det godt med børn, kunne blive pædagog.

Forestillingen om tilstrækkeligheden af kald og lægmandskyndighed lever videre i karikaturen, at ”alle kan blive lærer og pædagog”, og stereotypen, at ”hun er den fødte lærer/pædagog”. Sammen med urealistisk høje forventninger, som støttes af filosofisk og psykologisk inspireret professionsviden og -forskning om ”den gode pædagog” eller ”den autentiske lærer”, har det efter al sandsynlighed svækket opfattelsen af faglighedens og uddannelsens betydning og længde, argumenterer Martin Bayer.

I bogen tager han fat på vigtige diskussioner og træder kækt på adskillige ømme tæer undervejs. Stat og kommuner har i årevis lånt læreres og pædagogers egne opfattelser af det personliges betydning - uden at ville give noget tilbage til professionerne. ”Hvis lærere og pædagoger vil opnå større professionel autonomi, anerkendelse, trivsel og bedre resultater, må de opgive forestillingen om betydningen af personens og personlige evners fortrin”, siger forfatteren og mener, at en vej kan være en ny femårig professionskandidatuddannelse. Men, mener anmelderen, selv om der er oplagte ligheder mellem pædagogers og læreres arbejde, giver det både indholds- og formuleringsproblemer, at der også er vigtige forskelle – og at mange undersøgelser kun ser på enten lærer- eller pædagogforhold. Det fremgår for eksempel ikke, om Bayer tænker i én fælles lærer- og pædagoguddannelse eller i to forskellige.

Personligt (!) mener anmelderen, at en adskillelse mellem person og faglighed kun kan fungere analytisk, og selv om der kan være andre gode grunde til at gøre læreruddannelsen længere, vil det ikke opløse person-position-problemerne. Men det er bestemt vigtigt – både i grund- og efteruddannelser – at arbejde neget mere med at analysere den nødvendige personlige praksisnærhed og den vigtige kombination mellem personrelationer og faglig undervisning. Dét vil det være fint at få forskningsmæssigt belyst.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ