Spanskforening om beskeden deltagelse i forsøg: Samarbejd med gymnasierne

Kun to folkeskoler har tilmeldt sig ministeriets forsøg med spansk i skolen. Det ærgrer Spansklærerforeningen, der repræsenterer spansklærerne på de gymnasiale uddannelser. Indgå et samarbejde med et nærliggende gymnasium, anbefaler foreningen.

Publiceret

De her skoler er med i forsøget

  • Lynghøjskolen, Roskilde
  • Tjørnegårdsskolen, Roskilde
  • Frederiksberg Ungdomsskole
  • Ringsted Ungdomsskole

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvom Undervisningsministeriet forlængede muligheden for at kunne tilmelde sig det forsøg, der giver skoler lov til at udbyde spansk som treårigt valgfag, havde kun to folkeskoler - begge i Roskilde - sagt ja tak, da fristen udløb 30. juni.

Den beskedne tilmelding var ifølge næstformand i Skolelederforeningen Dorte Andreas udtryk for en for kort frist, der tilmed lå efter at mange skoler havde lagt sidste hånd på det kommende skoleårs fagfordeling.

Mere spansk i skolen? Kun to skoler vil være med i forsøg 

Det er en kritik, som formanden for Spansklærerforeningen, der hovedsageligt repræsenterer spansklærere i gymnasiet, bakker op om.

"Det er rigtigt ærgerligt, for jeg har en opfattelse af, at der er mange skoler, som er interesserede. Og et forsøg som det her vil give en masse god erfaring", lyder det fra formand Irma Kobæk.

Elever har timer på gymnasiet

Til dagligt underviser hun på gymnasiet Roskilde Katedralskole. Her får eleverne fra de to deltagende folkeskoler undervisning i spansk.

 "Vi har kørt et samarbejde med skolerne i nogle år nu, hvor udskolingselever, der vil have spansk, er samlet på ét hold og har undervisning på vores skole. Så jeg har selvfølgelig også anbefalet skolerne at tilmelde sig forsøget", fortæller hun.

I dag tillader loven, at skolerne kan udbyde spansk som ét-årigt valgfag. Forsøget giver mulighed for, at skolerne kunne udbyde faget som et treårigt valgfag ud over de to 2.-fremmedsprog tysk og fransk.

Forlænget frist til tre-årigt forsøg med spansk

Hun anbefaler andre folkeskoler at indgå lignende samarbejder med gymnasier, hvis de ikke tilfældigvis har en lærer med de fornødne spanskkundskaber blandt lærerstaben.

"Spansk er jo ikke et fag på læreruddannelsen, så skolerne har kun en spansklærer, hvis de har en lærer, som har lært det andetsteds fra. Men det er godt med, at vi nu får et forsøg. Det kan forhåbentlig vise læreruddannelserne, at der er en efterspørgsel".

Undervisningsministeriets forsøg har både start fra skoleåret, som står for skud, og det vil også være muligt at tilmelde sig næste skoleår.

"Jeg håber, at ministeriet snart melder noget ud i forhold til tilmeldingen til næste skoleår. Så snart vi får noget vide, vil vi i hvert fald gøre en stor indsats for at udbrede budskabet, så skolerne kender til forsøget".