Anmeldelse

Computerspil

Get in the game

Jeg skal med det samme beklage den popsmarte overskrift – jeg kunne simpelthen ikke dy mig – men der er faktisk, ud over clickbait-kvaliteter, en grund til den bastante imperativ: Computerspil er ikke bare kommet for at blive, de kommer til at fylde mere og mere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den tid, hvor computerspil var ligegyldigt tidsfordriv eller kompulsiv adfærd for mandlige teenagere i fugtige kældre, er endegyldigt forbi. Alene det faktum, at jeg er klar over det, beviser det til fulde, for jeg er i den grad ikke med på de noder. Der var derfor ikke bare en gryende interesse for emnet bag min anmodning om at få Bo Kampmanns glimrende lille bog om emnet til anmeldelse, men også et grelt dannelsesbehov.

Fakta:

Titel: Computerspil

Forfatter: Bo Kampmann Walther

Pris: 200

Sider: 124

Serie: Studieserien

Forlag: Turbine-forlaget

At sige, at det blev dækket, ville være som at påstå, at én, der netop havde opdaget litteratur og læst en bog på 124 sider om litterær analyse, nu var dannet inden for feltet – altså noget vrøvl. Det er et stort og vidt forgrenet emne, der tydeligvis kan fylde et helt professionelt liv, eller flere, men bogen her er et rigtig godt sted at starte. For det første fordi den netop anskueliggør sit genstandsfelts omfang, dybde og relevans på forbilledlig vis. For det andet fordi man i løbet af de 124 sider får en god fornemmelse af emnets begrebsverden, og hvordan den knytter an til vor tids samlede mediebillede – som med rimelighed kan hævdes at være den største og mest indflydelsesrige faktor i menneskelivet anno 2017.

Det er en fornøjelse at læse Bo Kampmanns prosa, der på den ene side er akademisk og på den anden side har den dér særlige bagkant af nørdede formuleringer og indforståede detaljer, som viser enhver, der er opflasket med computerspil eller tegneserier eller rollespil eller andre af den slags mærkværdigheder, at teksten her er forfattet af en åndsfælle. Balancen er dog, som den skal være, så folk, der ikke har samme ballast, vil ikke føle sig fremmedgjorte – og enhver, der tager sig tiden til at læse med, vil blive ikke så lidt klogere.

Jeg skal understrege, at bogen ikke er praksisorienteret som sådan; der ligger ikke undervisningsforløb klar til brug. Til gengæld er det faglig læsning på højt niveau - jeg har ikke personligt kunnet læse den med et enkelt øje, mens jeg passede junior og rørte i stuvningen, den har krævet min fulde opmærksomhed. Som så altså har været godt givet ud.

Frem for anvisninger i at lave et undervisningsforløb giver bogen sin læser analytiske redskaber til at bearbejde og forstå computerspil, ligesom man præsenteres for et antal analyseeksempler af forskellige kendte og markante spil i forskellige genrer. Paradoksalt nok er disse efter min mening bogens akilleshæl – de forekommer uforløste. Jeg finder, at de kønsorienterede overvejelser i analysen af spillet Sims er højdepunktet af analysearbejdet. De andre forbliver skitseagtige, og jeg ville især ønske, at sporet om båndet mellem spillet Minecraft og "Dantes Guddommelige Komedie" var blevet foldet ordentligt ud. Samlet sidder jeg med en fornemmelse af, at analyserne er komprimeret for voldsomt af hensyn til formatet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der ligger meget udførlige analyser på forfatterens harddisk, ligesom jeg er overbevist om, at han kan sin Dante. Det ville have været herligt, om redaktøren havde smidt 50 sider mere i bogen, så man som læser kunne få nogle mere udtømmende analyser om disse spil.

Det skal dog ikke få mig til at reducere min anbefaling af bogen – og jeg tror i øvrigt, at en ferm udskolingslærer vil kunne bruge analyserne som udgangspunkt for klassens samtale om og analyse af de pågældende spil, for de tager nogle centrale tråde – moralske valg for eksempel – op, og man aner konturerne af mange spændende diskussioner; dem kan man jo så tage op selv.

Men altså – så ingen tvivl kan herske – denne bog er god at læse. Man bliver klogere. Jeg er nok ikke den eneste, som har en svær anakronistisk lidelse i forhold til computerspil i undervisningen. Denne lidelse blev for mit vedkommende grundlagt i starten af dette årtusinde, hvor der dukkede forskellige læringsspil op på de computere, der stod rundtom i klasseværelsernes hjørner og tiltrak sig langt mere opmærksomhed fra eleverne, end de egentlig fortjente. Kvaliteten af disse spil og det pauvre læringsmæssige udbytte gjorde, at jeg fandt det langt mere betimeligt at sende elever ud at spille rundbold end at lade dem spille disse ørkesløse underholdningstilbud.

Der er imidlertid løbet en del vand gennem kundskabens kilder i mellemtiden. Computerspil er nu om dage en multisaga, som med al mulig rimelighed kan finde sin plads i lærerens arsenal af dannende og uddannende redskaber. Læs denne bog, og find ud af mere om hvordan og hvorfor.