I artiklen med overskriften ”Rektor: Lærerne skal erobre skoledata tilbage” hævder Stefan Hermann den 6. marts på folkeskolen.dk, at ”lærere elsker data, hvis de handler om, hvor mange minutter de har til forberedelse. Men de hader data, når de handler om skolens kerneydelse.” Samtidig mener han, at ”fagprofessionen kan bidrage til soberhed med en strategi for, hvordan man kan bruge data konstruktivt til at gøre undervisningen bedre.”

Med andre ord har vores arbejde med data indtil nu altså været ikke-sober eller usaglig. For vi skulle tilsyneladende være blindt afvisende over for brug af data i undervisningen og kun optaget af at klynke over vores arbejdstid.

De udtalelser er der flere problemer i. For det første kan jeg på ingen måde genkende dataforskrækkelsen. Vi er rigtigt mange, der i mange år – også længe før skolereformen – har arbejdet meget konstruktivt med data i undervisningen. Vi har indsamlet dem, analyseret dem, omsat dem til ny undervisning og i vidt omfang kommunikeret dem til elever og forældre. Vi kan til hver en tid beskrive vores elevers faglige niveau og progression på en lang række faglige områder. For det andet er det bekymrende, at en rektor for læreruddannelsen tilsyneladende opfatter det som ”klynkeri”, når lærere gør opmærksom på, at der på grund af de ændrede arbejdstidsforhold er sket kvalitetsforringelser i skolen siden 2014. Det handler jo ikke om den enkelte lærers personlige luksusbehov, eller hvordan man nu kunne finde på at betragte det, men derimod om, at en fagprofession ytrer et stærkt ønske om at lykkes med den omfattende opgave, det er, at lave en god skole for vores elever. Vi klynker ikke. Vi kæmper for en folkeskole af høj kvalitet.

Herman plæderer endvidere for, at enhver lærer skal spørge sig selv, hvad der skal til for at lave en ”stærk undervisning”, hvor eleverne lærer noget. Det formulerer han med parolen: ”Ingen må gå ud af lokalet uden at have lært noget.” Og her er - som forstås - ”hårde data” tilsyneladende helt uundværlige. Data og dataindsamling er og bør være en naturlig del af en professionel lærers praksis. Det er der intet nyt i. Og hvad skulle vi ellers være optaget af, hvis vi ikke er optaget af, at eleverne lærer noget? Men hvis vi sætter lighedstegn mellem god undervisning og den læring, der kan indfanges i ”hårde data”, foretager vi en stærk forenkling og indsnævring af skolens faglighed. Man kunne tage et hvilket som helst begreb i skolens eller fagenes formål og lave en tilsvarende parole:

Ingen må gå ud af lokalet uden at have tænkt en selvstændig tanke.

Ingen må gå ud af lokalet uden med fantasi og kreativitet at have udtrykt sig personligt om det faglige stof.

Ingen må gå ud af lokalet uden at have fået en faglig oplevelse.

Når der refereres til skolens og fagenes formål, kan man ikke i samme grad, som når det drejer sig om konkrete læringsmål og snæver læring, genere data, der beskriver elevernes læringsudbytte. Så den gode undervisning er ikke altid den, der udstyrer læreren med sikker viden om, hvad eleverne helt konkret har lært. Hvis de skal træne den personlige stillingtagen, er det yderst vanskeligt at rangordne observationer og slå fast, at én elevs stillingtagen svarer til 1½ på en skala fra 1 til 5, mens en anden elevs svarer til 3. Og hvordan skal dataindsamlingen kunne beskrive en progression? ”For to måneder siden svarede din stillingtagen til 2½, mens den i dag har udviklet sig til 4.” Det giver ingen mening. 

Det er udtryk for et rigidt og alt for snævert syn på læring at forestille sig, at den til enhver tid kan udmønte sig i konkrete data. Min oplevelse er ikke, at lærerne er dataforskrækkede. Men vi vil – for at kunne leve op til skolens og fagenes formål – påberåbe os retten til at forholde os kritisk og nuancereret til databegrebet og praktisere undervisning, der både lever op til konkrete læringsmål og mere abstrakte og langsigtede formål.