I det herrens år 2010 lod DPU-dekan Lars Qvortrup kundgøre at:

”Én slags læring kræver ét sæt af fysiske og undervisningsmæssige rammer, en anden kræver andre rammer. Det kræver med andre ord pædagoger og lærere, der ikke agerer i kraft af ideologiske idealer, men agerer, fordi de er eksperter i undervisning.”  (Asterisk feb-marts 2010)

• Det var Qvortrups pointe. at lærere ikke længere skulle drives af et politisk engagement, men alene forstå sig selv som ekspert i forskningsbaserede metoder! Vi måtte forlade de forældede dannelsesidealer.

DPU- Professor Jens Rasmussen fulgte straks trop og annoncerede, at det var dybt problematisk, når det altid i dansk læreruddannelse har:

 ”været almindeligt at sætte de studerende i stand til at gøre rede for deres menneske- og samfundssyn som et grundlag for deres pædagogiske overvejelser og beslutninger. Det vil sige, at lærere i vidt omfang har tilrettelagt og gennemført deres undervisning på grundlag af holdninger til menneske og samfund. Omvendt kan vi se, at undervisningsmaterialet i læreruddannelserne i Singapore og Canada er orienteret efter forskningsbaseret viden kombineret med systematiske erfaringer med, hvordan den virker i praksis.” (Asterisk juni-juli 2010)

• Det var Rasmussens pointe, at lærere ikke længere skulle drives af et menneske- og samfundssyn, men alene orienterer sig efter forskningsbaserede metoder! Vi måtte forlade de forældede dannelsesidealer igen.

DPU-Professor Niels Egelund meldte sig selvsagt under samme faner:

“Uddannelsessystemerne kommer til at ligne hinanden mere og mere. Danmark kan ikke melde sig ud af en international sammenhæng og holde sig inden for nationalstaten. Det kan godt være, at det er synd for Grundtvig, men vi kan ikke skrue tiden tilbage til Morten Korch. Sådan er det.”

• Det var Egelunds pointe at, folkeskoler ikke længere skulle være en del af de frie skolers hovedsigte ”livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse”, men alene skulle orientere sig i akademiske metoder og resultater! Vi måtte forlade de forældede dannelsesidealer igen igen.

Men hvad var det egentlig der skete her?

Jo det var af-politisering af den pædagogiske profession!

Det var en opfordring til lige det, som tidligere højskoleforstander Knud Hansen (1898-1996) i artiklen ”Frie Ord” fra 1946, kaldte for ”faglig indespærring” Og som han frygtede: At specialiseringen bliver til mangel på menneskelighed, og derfor faren for et ny fascisme:

”..det viser sig, at jo mere Mennesker spærres inde i deres Fag, des lettere har de ved at blive et Bytte for en eller anden paagaaende Propaganda. Og der er vist ingen Tvivl om, at vi her har en af Grundene til, at Nazismen fik en saadan Magt, som den gjorde.

Heraf følger, at det ikke uden videre kan være rigtigt, naar det hævdes, at almindelige Mennesker hver for sig skal holde sig til deres Fag, og lade være med at blande sig i Politik. Tanken begrundes sædvanligvis med, at Politik er et Fag for sig selv, som kun de fagmæssigt trænede er i Stand til at beskæftige sig med paa nyttig Maade. Ogsaa Nazisterne hævede, at Politik var et særligt Fag. De forklarede os bestandig, at hvis bare vi andre vilde holde os til vort, Præsterne til at prædike, Landmændene til at pløje og harve, Haandværkerne til at mure og tømre osv., saa skulde de (de nazistiske Fagfolk) nok tage sig af det politiske. Men Politik er ikke et Fag for sig. Politik er noget fælles menneskeligt, noget der angaar os alle, fordi ethvert Fag har Berøringsflader, der vender ud mod det fælles. Men hvis de forskellige Fagfolk hver for sig lukker sig inde i deres fag og dyrker Faget i abstrakt Sagkundskab uden interesse for det fælles Omraade, risikerer man at dette Omraade bliver erobret af Demagoger som for Eksempel Nazisterne. Jo mere Mennesker mister Sansen for det fælles Menneskelige, des mere hjælpeløse bliver de over for en hensynsløs politisk Propaganda”

(Knud Hansen (1946) ”Frie Ord” I: ”Om at have mod til at leve” (2002) Forlaget Mimer)

Knud Hansen skrev artiklen i året efter befrielsen i håb om, at vi efter anden verdenskrig ville begynde at forstå årsagerne til nazismen, så vi kunne undgå en gentagelse.

Men omkring 2010 blev netop en af årsagerne til, at anden verdenskrig kunne ske, implementeret igen. Professionelle er i dag alle forskere eller rene "praktikere" uden et formål. Kants myndighed og Grundtvigs menneskeliv anses som forældede formål i en globaliseret verden. Der er kun metoder tilbage.

Så de tre professorer skal til at besinde sig, hvis fremtidige historiebøger ikke skal gøre dem ansvarlige for noget langt værre, end en teknologi-dreven folkeskolereform!