Michael Petersen oplever endnu ikke, at Synlig læring giver sig udslag i meget bedre faglige præstationer end ellers.

Matematiklærer: 
Hvornår sker der noget?

Michael Petersen er lærer på mellemtrinnet på Vemmelev Skole. Han er glad for den røde tråd, som synlig læring giver i undervisningen, og for hele feedbackelementet. Men hele grundlaget for Visible Learning er som bekendt uddraget af de indsatser, som forskeren John Hattie har fundet evidens for giver eleverne de største faglige fremskridt. Og efter to års arbejde undrer han sig over, at han faktisk ikke synes, han kan se en forbedret effekt af Synlig læring på elevernes faglige resultater i forhold til sin tidligere undervisningsform.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Jeg har spurgt konsulent Martin Steno, hvornår jeg kan forvente, at man kan se noget fremgang, og han siger, at jeg godt kan forvente, at det tager længere tid«, siger han og erkender, at han godt kan være bekymret for, om den undervisningstid, som går med at arbejde på den nye måde, måske kunne have været brugt mere effektivt på anden matematikfaglig undervisning.

Læringen er synlig i Vemmelev

»Men det kan godt være, at det er et spørgsmål om elevernes modenhed, og at vi kommer til at se resultater, når børnene bliver ældre«, siger Michael Petersen.

Han er også skeptisk over for før- og eftertestkonceptet, fordi han synes, det er svært at forsvare over for eleverne, at man tester dem i noget, de aldrig har lært. Kun når man bygger oven på noget, de tidligere har lært, synes han, at modellen giver mening.

De såkaldte impact cycles, hvor lærerne arbejder med bestemte aspekter af Synlig læring i en periode og selv undersøger effekten i deres egen klasse, er en fin ide, synes han. Hvis det vel at mærke var som et tankeredskab. At man skal indhente data og dokumentere skriftligt, bliver for omstændeligt, synes han.

»For mig føles det som en cyklus, der aldrig får ende!«

At fastlægge læringsmål nedbrudt i succeskriterier i sin forberedelsestid krævede tid i starten, men det har Michael Petersen vænnet sig til, og for ham har indførelsen af læringsplatformen Meebook gjort den del meget nemmere.

Powered by Labrador CMS