Siden lektiecaféerne blev obligatoriske, er andelen af pædagoger, der oplever at varetage lektiehjælp mindst en gang om ugen, fordoblet.

Flere pædagoger i undervisningen

Pædagoger spiller en markant større rolle i undervisningen i folkeskolen i dag end for to år siden. Cirka hver tredje føler sig ikke rustet til opgaven.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når eleverne i den danske folkeskole mødes af en voksen i en undervisningssituation, er det i stigende grad en pædagoguddannet. 

Det viser nye tal fra Det Nationale Institut for Kommuner og Regioners Analyse, Kora, der som en del af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligstillings evaluering af folkeskolereformen en gang om året spørger cirka 7.500 dansk- og matematiklærere samt pædagoger om deres oplevelse af reformens tiltag.

Pædagogerne oplever i forhold til 2014 i stigende grad at være involveret i især  lektiecafeer, der blev obligatoriske sidste år. Desuden i er de mere involveret i planlægningen af undervisning, bevægelse i undervisningen og undervisningens gennemførelse. Der er ingen skoleopgaver, hvor pædagogerne oplever at de deltager mindre end tidligere.

Mere end ni ud af ti af alle pædagoger i skolen oplever nu at være med til at gennemføre undervisning mindst en gang om ugen. I 2014 var det tre ud af fire.

DLF: Lærer-kvalifikationer afgørende for faglighed

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen mener, det er på tide at diskutere, om resurserne i folkeskolen bliver brugt rigtigt, når man ansætter pædagoger på bekostning af lærere.

"Hoveddagsordenen bag skolereformen var, at vi skulle styrke elevernes faglige niveau. Vi ved, at noget af det, der betyder mest for elevernes udbytte af undervisningen er lærerens kvalifikationer. Så er der noget besynderligt i at nedprioritere antallet af uddannede lærere", siger han.

Antallet af pædagoger i folkeskolen er ifølge Kora steget fra 3.469 fuldtidsstillinger i 2013 til 4.060 i februar 2016. I samme periode er antallet af pædagogstillinger i skolefritidsordninger på grund af den længere skoledag faldet fra 16.152 til 13.968.

"Det ville være rigtig fint, hvis vi havde masser af resurser, og vi kunne ansætte alle de lærere og pædagoger, vi havde lyst til. Men det er ikke virkeligheden", siger Anders Bondo Christensen.

Pædagoger føler sig ikke rustede til opgaven

Kora-rapporten viser også, at  mange pædagoger oplever, at de ikke er rustet til at varetage opgaverne. Lidt under en tredjedel mener, at de lav grad, meget lav grad eller slet ikke er rustede til arbejdet med skolereformens elementer i den nye skolehverdag.

26 procent føler sig i høj eller meget høj grad rustede og 46 procent i nogen grad rustede.

Tallene er stort set de samme som i 2015, hvor der dog blev spurgt til, om pædagogerne følte sig rustede til at indgå i undervisningen, mens der i 2016 er blevet spurgt til, om de føler sig rustede til det arbejde, som folkeskolereformen lægger op til.

Læs hele rapporten her:

Læs mere

Kora: En længere og mere varieret skoledag

Kora: Inddragelse af pædagoger iskoledagen