Sprødstegt svømmeblære fra en torsk er en af de smage, som deltagerne i Foreningen for Madkundskab har prøvet i dag.

Madkundskabs-forening: Der er for lidt tid til faget

Manglende tid til forberedelse, for få timer og manglende opkvalificering er nogle af de udfordringer, formand for Foreningen for Madkundskab peger på. Et landskursus i disse dage byder madkundskabslærere på netværk og smagsoplevelser.

Publiceret
Projektet smag for livet stod for den faglige opkvalificering på landskurset.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Paneret tyretestikel, sprødstegt svømmeblære fra torsk og andetunge. Det er nogle blandt mange smage, som 30 madkundskabslærere i disse dage får lov til at stifte bekendtskab med. Foreningen for Madkundskab arbejder blandt andet for at styrke sammenholdet mellem madkundskabslærere og støtte det pædagogiske arbejde. Og det sker på landskurset i disse dage.

Formand Lone Carlson fortæller, at faget madkundskab i skolen lige nu er udfordret fra mange sider.

"Vores største udfordring for faget ser jeg som de rammer, der bliver tildelt faget i skolen. Der er kun ét obligatorisk år, men pensum og mål til minimum to. Især også, når der ikke er udstukket et ministerielt minimumstimetal, og der derfor ofte kun er to lektioner til rådighed", lyder det fra Lone Carlson.

Nyt netværk vil styrke madkundskab i skolen

Men for nogle lærere er det også svært at få tid til at forberede timerne og penge til at købe de nødvendige råvarer ind.

"De fleste har flere andre fag, de underviser i, og de står for både indkøb og faglokalet. Mange kæmper med, at tiden til forberedelse føles utilstrækkelig".

På landskurset deler kursisterne erfaringer. En kursist har fortalt, at hun har 28 elever og et budget på seks kroner per elev.

"Det er ekstremt, men desværre ikke uhørt. Og det er også en del af de daglige udfordringer for madkundskabslærerne", lyder det fra Lone Carlson.

Mange skoler prioriterer ikke kurser og efteruddannelse til madkundskabslærere, og derfor giver Foreningen for Madkundskab faglig opkvalificering til de lærere, der deltager i landskurset.

"Vi bestræber os på at få koncentreret faglig opkvalificering. I år er fokus på smag. Smag for livet er et fire-årigt projekt, der er tildelt 38 millioner fra Nordeafonden. Her er tilknyttet forskere inden for gastrofysik, læring og håndværk. Her får vi den allerseneste forskning inden for disse felter. Det er vanvittigt spændende. Og lærerigt", lyder det fra Lone Carlson på landskurset.