Lærerne står ikke alene. Der er ved at komme en større bevægelse, som stiller spørgsmålstegn ved den måde, som politikken udformes på, sagde Anders Bondo ved åbningen af DLF's kongres i dag.

Bondo: Lad os se fremad

Vi finder ikke løsninger ved at beskrive problemerne. Vi finder dem ved at se fremad og afsøge nye muligheder, hvor vi kan gøre en forskel. Det var hovedbudskabet i Anders Bondos indledning til DLF’s kongres i dag.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er et enormt pres på DLF's medlemmer. Finanslovsforhandlinger, kommunale budgetforhandlinger, nedskæringer og 2025-plan tegner mørke skyer forude, sagde Anders Bondo i sin indledning til kongressen i København i dag. Han fremhævede, at han ude på skoler og arbejdspladser møder medlemmer og tillidsrepræsentanter, som knokler for at gøre en forskel og for at få hverdagen til at hænge sammen.

I den situation skal DLF og kongressen være med til at skabe optimisme og søge efter løsninger - samtidig med at det stadig er nødvendigt at skabe plads til lærernes engagement og til, at lærerne kan lykkes med deres opgave.

"Det er hovedstyrelsens håb, at når vi forlader denne kongres, så går vi herfra med en tro på, at vi kan gøre en forskel", sagde Anders Bondo.

Visioner er nødvendige

DLF-formanden kritiserede statsminister Lars Løkke Rasmussens 2025-plan for at være uden visioner og gribe til redskaber, som er blevet brugt igen og igen i mange år. Tænk, hvis vi havde en statsminister, som kom med nye drømme og ideer til, hvordan Danmark kunne udvikle sig, sagde han.

Men når man kritiserer, må man også selv komme med visioner, understregede han.

"Vi løser ikke udfordringerne ved at beskrive dem. Det er vores ansvar at sætte en dagsorden og se efter alternativer. Når man oplever, at de løsninger, man har brugt, ikke virker mere, er det vores ansvar som politisk ledelse at se fremad og forsøge at finde nye muligheder i forhold til, hvor og hvordan vi kan gøre en forskel for vores medlemmer", sagde han.

 "Det er vores ansvar ikke bare at fortælle, at konkurrencestatslogikken  er ødelæggende for de skoler, vi gerne vil udvikle - og at den ikke er en naturlov. Vi skal også fremlægge vores visioner, vi skal afsøge, hvordan vi kan hjælpe medlemmerne med den helt fantastiske opgave de har hver dag med børn og unge".

En bevægelse

Lærerne står ikke alene, fremhævede Anders Bondo. Der er ved at komme en større bevægelse, som stiller spørgsmålstegn ved den måde, som politikken udformes på, sagde han.

"Allerede i 2013 var der mange andre end lærere på Slotspladsen ved Christiansborg. Jeg tror, at vores kamp dengang var med til at vise, at der var en anden vej, fordi vi ikke kom på vores grædende knæ. Og siden da er mange andre også begyndt at sætte spørgsmålstegn. Så det er vigtigt at huske ude på skolerne, når vi tænker at vi tabte dengang. Vi har været med til at ændre dagsordenen", sagde Anders Bondo.

Kongressen kommer både til at diskutere skole, lærernes arbejdsliv og det demokratiske velfærdssamfund.

Powered by Labrador CMS