Forskning Skolepolitik
7   141

Konkurrencestaten drukner i skolens fællesskabskultur

Konkurrencestaten præger skolepolitikken. Men ude i virkeligheden bliver politiske beslutninger omformet, så de passer ind i lærernes og skolens værdier, lyder det fra antropolog.

Hvis man ser på, hvordan lærere arbejder med børn i en klasse, opdrager de dem stadig til at være sammen på en måde, der passer til det gamle danske velfærdssamfunds værdier omkring god adfærd og gode fællesskaber. De skal trives, og de skal lære, hvordan man opfører sig som en del af et fællesskab, og hvis de konkurrerer og kun fokuserer på det faglige, bekymrer det lærerne. Samarbejde, hensyn til andre, at give plads og hjælpe er normer, som er helt fundamentale i den opdragelse. Efter mange årtier som velfærdsstatens skole ligger det helt inde i folkeskolens struktur og rutine, forklarer antropologen.Når vi skal forstå, hvordan det foregår, skal vi tage udgangspunkt i, at skolen fungerer som et minisamfund, der spejler det store samfund. Vores idealer for et civiliseret samfund betyder, at en undervisning, der ensidigt retter sig mod det faglige og lærer børnene at fungere i konkurrencestaten, vil vække bekymring«, forklarer antropolog Laura Gilliam.

Artiklen fortsætter under banneret

»Hvis 'det sociale' ikke fungerer, og der er konflikter, mobning eller nogle, der ikke trives, bliver fagligheden sat til side. For langt de fleste lærere er det helt indgroet, at det sociale skal være i orden, før man kan arbejde med det faglige. Det er både praktisk og moralsk nødvendigt«, siger Laura Gilliam.

Hun har fra 2002 til 2012 gennemført en række feltstudier på fire danske folkeskoler og fulgt elever, lærere og forældre i den periode, hvor der blev indført elevplaner og nationale test. Det var i samme periode, hvor den skolepolitiske skude drejede over imod, at skolen i højere grad skulle fokusere på elevernes faglige udbytte. Hun har også gennemført enkelte studier og fulgt skolen, efter at folkeskolereformen er indført - og har derfor et bredt grundlag for at vurdere, hvordan det politiske program med øget faglighed har slået igennem i skolen.

I en artikel for nylig har hun kritisereret Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Business School, som i sin indflydelsesrige bog »Konkurrencestaten« fra 2011 skriver en fortælling om, hvordan konkurrencestaten og nødvendighedens politik har sat sig igennem i hele samfundet. Det gælder også for folkeskolen, hvis værdier er ændret og nu opdrager eleverne til at være »soldater i konkurrencestaten« i stedet for demokratiske medborgere - for nu at sætte konflikten på spidsen.

Men Laura Gilliam mener, at han tager fejl:

»Jeg er ikke uenig i, at der sker væsentlige ændringer i velfærdsstaten, især fra politisk side. Det er også tydeligt, at de nye dagsordener slår igennem i ændringer i undervisningens fokus, men når man er ude i skolen, kan man ikke se den værdiændring, som Ove Kaj Pedersen beskriver. Det er i stedet slående, at lærere og forældre og elever deler nogle værdier omkring gode fællesskaber og social adfærd. Det er kulturelt dominante værdier, som vi alle sammen er opdraget til - blandt andet gennem skolen - som er helt grundlæggende for vores opfattelse af, hvad det vil sige at være et ordentligt menneske og et civiliseret samfund. På trods af at samfundet ændrer sig, synes disse værdier at have en vis resistens, blandt andet fordi de ligger i skolens struktur og i lærernes professionelle identitet. Det er nogle meget stærke institutionelle mønstre og værdier, som de politiske ændringer ikke bare ændrer, men bliver tænkt ind i«, siger hun.

FORLIGSTEKSTEN OM REFORMEN INDLEDES MED DET SOCIALE

»Vores folkeskole er blandt de bedste til at udvikle eleverne til aktive medborgere og til at give dem gode sociale kompetencer. Folkeskolen skal sammen med forældrene fremme elevernes alsidige udvikling og dannelse og give dem kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere.

Folkeskolen fremmer elevernes evne til at forstå og deltage i demokratiske processer.

Eleverne er godt rustet til deres fremtidige liv som samfundsborgere i Danmark.

Fagligt klarer de danske elever i indskolingen sig godt i både dansk og matematik.

Derudover har de danske elever gode samarbejdsevner, og debatkulturen og det sociale klima på skolen og i klasserummet er generelt godt.

Men den danske folkeskole står også over for store udfordringer …«.

Kilde: 7. juni 2013: Aftale mellem regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti om et fagligt løft af skolen.

Hun fremhæver, at selv i teksten om folkeskolereformen (se faktaboks) og det faglige løft i folkeskolen starter teksten med en lovsang til de fælles værdier: »Vores folkeskole er blandt de bedste til at udvikle eleverne til aktive medborgere og til at give dem gode sociale kompetencer«, lyder indledningen. Først efter at teksten har forsikret, at alt er i orden i forhold til de blødere værdier, starter afsnittet om det faglige løft.

Dette illustrerer, at det ikke er legitimt at sætte gang i en faglig optimering, uden at det sociale er i orden. Det viser, at politikerne selv er rundet af de samme fællesskabsværdier, som lærere og forældre fremhæver. Det er stadig ikke god tone at konkurrere eller være alt for individualiseret i folkeskolen.

»Hele institutionen folkeskolen er indrettet, så den understøtter elevernes opdragelse til at være en del af fællesskabet, og alt for meget individualisering, pacing og konkurrence bliver der ikke set mildt på«, siger Laura Gilliam.

I sin bog ser Ove Kaj Pedersen på, hvilken politik der er vedtaget, men ikke på, hvad der så sker i praksis, mener hun.

»Selv om han jo godt er klar over, at der er forskellige virkeligheder, og at politik ikke implementeres 1:1 ude i skolen, tror han alligevel, at det er et spørgsmål om tid, før konkurrencestaten har sat sig igennem i folkeskolen«, siger Laura Gilliam.

Men det sætter hun spørgsmålstegn ved:

»Vi vil helt sikkert se ændringer, og det gør vi allerede, men vi kan se ude i skolen, at de politiske reformer i høj grad omfortolkes, så de tilpasses det projekt, der er i skolen i forvejen. Så vi kan ikke kende resultatet. Det er slående, at lærerne, forældrene og politikerne stadig ser trivsel og dannelsen af gode mennesker og fællesskaber som et centralt anliggende for skolen. Det har ikke ændret sig. Men argumentationen er nu en anden: I stedet for at sige, at trivsel er afgørende for, at børn har et godt liv, argumenteres der nu også med, at trivsel er en forudsætning for, at eleverne kan blive så dygtige, som de kan«, siger hun.

Det betyder ikke blot, at arbejdet med trivsel er blevet underlagt et fokus på faglighed, men at lærerne har fået et nyt argument til at fastholde det.

Skolen civiliserer børnene

Fællesskabsprojektet videreføres ikke kun af værdier. Selve organiseringen af skolen i klasser understøtter, at eleverne opdrages til at være socialt orienterede og demokratiske samfundsborgere.

»Over tid er en af skolens primære funktioner blevet at civilisere børnene til at indgå i det større fællesskab, når de kommer ud af skolen. At man placerer dem sammen i den samme klasse i mange timer på begrænset plads, gør det praktisk nødvendigt at opdrage dem til, hvordan man begår sig i fællesskaber, hvor man er afhængige af hinanden. Det er ikke uden problemer, for det kan også være begrænsende at skulle finde sine relationer og identitet inden for en bestemt gruppe. Men klassen er stadig et sted, hvor man mødes på kryds og tværs af samfundet og individuelle forskelle, danner venskaber og lærer, hvordan man skal opføre sig over for folk, man ikke selv har valgt at være sammen med. Klassen bliver på den måde et billede på samfundet og de demokratiske normer for god adfærd i Danmark«, forklarer hun.

I den periode, hvor feltarbejdet foregik, blev der indført både elevplaner og test, og der blev lagt stadig stigende vægt på, at elevernes individuelle præstationer skulle forbedres.

»Det er tydeligt, at der er kommet mere fokus på det faglige og på undervisning, der er orienteret mod test og læringsmål. Men stik mod den varslede nedtoning af skolens karakterdannende projekt har jeg på alle skolerne været slået af det stærke fokus, skolens lærere og pædagoger har på, hvad de kalder 'arbejdet med det sociale'«.

Lærerne brugte alle anledninger til at træne sociale færdigheder. Uddeling af kage blev brugt til at tale om retfærdig og uretfærdig fordeling, konflikter mellem børn blev taget op, og der blev diskuteret konfliktløsning. Det foregår mest i de små klasser, men også i skolens ældste klasser er der fokus på, hvordan eleverne trives, og hvordan de bidrager til fællesskabet. Det er et vigtigt ideal for en lærer, at hun kan få klassen til at være en god klasse.

»For at forstå, hvorfor det er så vigtigt, må vi netop se på skolens forhold til samfundet. Skolen er samfundets spejl. Derfor tolker vi børnenes adfærd som et tegn på, hvad der venter os i fremtidens samfund. Det betyder, at vi - så længe vi har de samme idealer om det civiliserede samfund - ikke kan lade hånt om, hvordan børn opfører sig i skolen. Vi er bekymrede, hvis eleverne ikke er søde mod, ignorerer eller mobber hinanden, og får, hvad jeg vil kalde civiliseringsangst. Og vi bliver rørte og glade, når en klasse fungerer rigtig godt, og alle tager sig af hinanden«, siger hun.

Klassen er vigtig

Selvom det kan være svært at opretholde arbejdet med det sociale på grund af tidspres og andre dagsordener, har de grundlæggende værdier altså ikke ændret sig, siden fagligheden er begyndt at komme i højsædet politisk, mener hun. Men nogle af omstruktureringerne kan godt føre til ændringer.

»Som vi ser det i nogle skoler og i andre lande, er der andre måder at organisere skolen på. Her har man ikke på samme måde en klasse, som man følges med. Der kan man for eksempel være sammen med én gruppe i engelsk og en anden i matematik. Man bevæger sig måske rundt i forskellige lokaler. Der kan også ske det, at man splitter klassen op og danner hold efter for eksempel fagligt niveau eller interesse. I de tilfælde ser man ikke den opdragelse til fællesskab, som ligger i, at man skal kunne fungere i en klasse«, siger hun.

Det er bestemt ikke uden problemer for den enkelte at skulle passe ind i en klasse, siger antropologen, som ikke ønsker at idyllisere livet i klassen. Men hvis man opløser klassen, opløser man samtidig det »minisamfund«, som man kan sige opdrager eleverne til livet i det »store samfund« og viderefører de herskende værdier om det socialt integrerede fællesskab.

Det faglige og det sociale

En anden ændring, Gilliam ser, er, at sociale kompetencer og arbejdet med det sociale er blevet mere formaliseret. Det sociale og det faglige har altid været de to ben, som skolen går på. Det nye er, at det sociale nu måles og trænes på en anden og mere rigid måde. Tidligere var normerne mere implicitte og arbejdet mere uformelt, i form af at eleverne skulle være søde mod hinanden og opføre sig ordentligt. I dag er det sociale i højere grad en formaliseret kompetence, som man også skal lære i skolen.

»Det er en mere behavioristisk tilgang, hvor eleverne trænes i det sociale - og hvor det også bliver målt. Det ville man tidligere ikke have accepteret. Det kan godt give nogle snævrere normer for, hvornår man er en god elev, og blive en formel form, som børn blot kan kopiere«, siger hun. Hun skynder sig dog at tilføje, at der også tidligere var normer, de var bare ikke udtalte - og også her var der nogle, som faldt udenfor.

Ove Kaj pedersens svar

Laura Gillliam har - sammen med en række andre forskere, som arbejder med analyser på »velfærdsområderne« - fremført en kritik af Ove Kaj Pedersens fortælling om konkurrencestaten i tidsskriftet antropologi. Ove Kaj Pedersen svarer på dele af kritikken i et efterskrift til samme nummer.
han kalder det en misforståelse, hvis nogle tror, at der i hans bog er tale om, at en velfærdsstat direkte vil afløses af en konkurrencestat. »sådan har jeg ikke beskrevet udviklingen, men har tilstræbt at lægge vægt på, at velfærdsstaten reformeres, men samtidig viser sig robust. Det er denne pointe, som fremføres her i tidsskriftet (se for eksempel Gilliam), og som jeg fuldt ud tilslutter mig«, skriver han.
han skriver også, at hans analyse er en »diagnose af tendenser, der går fra noget i retning af noget andet, uden at endemålet derfor nødvendigvis er formuleret, ej heller er målet«. Han understreger, at han ikke forudsætter, at »politiske beslutninger implementeres per automatik og uden modstand«. 
han mener dog at have fat i en tendens, den udviklingslinje, »der ud fra de givne betingelser og med valgte parametre er sandsynlig, og som til trods for kompleksiteten kan findes og give indsigt i, hvad der er sket, er ved at ske og med en vis sandsynlighed kan forudsættes at ville ske. Diagnostik har sine potentialer, men også sine begrænsninger«, skriver Ove Kaj Pedersen.


Laura Gilliams oprindelige artikel og Ove Kaj Pedersens svar findes i Tidsskriftet Antropologi 
nummer 73, »Velfærdsstaten 2«.

Men alt i alt har hun svært ved at se, at konkurrencestaten er slået igennem i folkeskolen som et entydigt projekt:

»Jeg oplever nogle lærere, som i høj grad forsøger at afbalancere alle de forskellige krav og få det hele til at hænge sammen. De river sig i håret, men dele af de nye ideer bliver taget ind, andre bliver aflyst eller bliver bare ikke til noget. Lærerne forsøger at skabe en mening - og holder fast i, at det sociale arbejde med eleverne stadig er helt afgørende, nu måske med nogle lidt andre begrundelser«, siger antropologen.

»De er under pres på grund af nye arbejdstidsregler og et mere rigidt system, og man kan opleve mange frustrationer over, hvordan man kan leve op til idealet om at være en god lærer og danne gode børn under de nye betingelser. Men jeg ser ikke, at skolen kaster værdierne over bord. De kan ændre sig gradvist over tid, når generationer af nye børn er formet til en anden ide om det gode samfund, men i dag er de båret af de idealer for adfærd og fællesskaber, som vi også former skolen efter.

Men kunne der være tale om, at konkurrencestaten bare endnu ikke er slået igennem? Og peger kritikken af konkurrencestatens indtog ikke på noget væsentligt?

»Kritikken er vigtig, fordi den kan være med til, at der bliver råbt vagt i gevær«, siger Laura Gilliam.

Men hun kritiserer den politikorienterede forskning for ikke at se på, hvad der sker i praksis, og for at skygge for, at man får øje på, hvad der så rent faktisk sker af problematiske ændringer i skolen.

Hun vil dog ikke lægge hovedet på blokken for, at skrækken for konkurrencestaten kan aflyses:

»Det kan være, at reformen på langt sigt kommer til at skabe de ændringer, som Ove Kaj Pedersen skriver om, og som varsles af mange profetier«, siger hun.

Men der er stærke kræfter, som trækker den anden vej - så længe de ikke bliver knækket af det strukturelle, mener hun.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ