DLF: Den gode lærer brænder for sit liv

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Den gode lærer møder hver dag ind fuld af energi, overskud og engagement. Han brænder for sit liv, for hvis vi skal vække de unge mennesker til at ville noget med deres liv, skal vi også selv brænde for vores. Og så brænder han for de fag, han underviser i, og han er nysgerrig og begejstret efter at udvikle sit fag«.

Understøtter reformen den gode lærer?

»Det gør den desværre ikke, og det er det, som er bindegalt. Det er derfor, der er så mange lærere, som stempler ud. De skriver direkte til mig, at de stopper som lærer, fordi de ikke føler, at de kan levere det, som eleverne har krav på, og det, de føler, at de selv bør levere. Og når man ikke føler det, så slår man ikke til som lærer, og så er det ikke sjovt som lærer. I stedet for reformen burde man sørge for, at lærerne fik en fremragende grunduddannelse. Og så skulle man samtidig lave en langt bedre indslusningsordning, hvor man bliver mødt af en dygtig lærer, som giver supervision og hjælper i de vanskelige situationer, så man ikke knækker nakken det første år, som alt for mange lærere gør. Vi skal sørge for, at alle får en oplevelse af at have kollegial sparring, hvor man overværer hinandens undervisning og diskuterer undervisningens kvalitet. Og så er der brug for inspirerende oplæg fra nogle, der tænker pædagogiske tanker, som eksempelvis Alexander von Oettingen og andre personligheder, så det professionelle engagement, som lærere i den grad lærer af hele tiden, bliver understøttet og underbygget. Det er sådan, vi får den gode lærer til at blomstre«.