Den surrealistiske Pisaoperation var godt i gang, men de pædagogiske styrker var under pres. I radioen kørte bulletinerne: Folkeskolereformen var allerede en kæmpesucces, så landet skulle bare holde ud. Alle pædagogiske dilemmaer, konflikter og paradokser ville snart ophøre. Og Danmark dermed et rent land med ro og orden! Efter kommunale bunke-foredrag var en task force af konsulenter på vej ud på de enkelte skoler med metoder og reformlitteratur. Med den ammunition ville alle kunne holde stand.

Jeg satte sandsække op ved min kontordør og forsøgte at overskue udviklingen med nåle på et danmarkskort. Udviklingsdirektøren havde forstået det danske ord ”udvikle”, som at ”vikle sig ud” af enhver stillingtagen. Jeg måtte konstatere, at Danmark slet ikke var besat af kineserne, men af metoder fløjet ind fra vores canadiske og newzealandske allierede. Hvad hjalp det at kæmpe imod noget, hvis selve kampen var problemet. Hvorfor slå kineserne med tests og data, hvis man selv allerede var kinesisk? Så kunne de lige så godt bare overtage Danmark.

Jeg hentede et kasseret historiekort i kælderen og fulgte tidslinjen med en pegepind. Vi måtte i gang med at opruste præcis der. Jeg slog i kortet. Lige der hvor Danmark var stærk. Vi havde en 100 år gammel dannelsestradition. Den havde taget kampen op imod latinskolerne. Den kunne slå buzzwords-invationen. Jeg havde fået besked på at sælge, og så det var fanden gal’me, hvad jeg skulle. Jeg skulle sælge kurser i livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, så kommunerne endte med at stå på venteliste! Jeg greb mit bælte og råbte Holger Danske. Nogle ph.d-er tyssede på mig. Men jeg var allerede ude i røgen.

Jeg mavede mig under radaren og over til efterskolernes pædagogiske enhed. De var jo netop frie, og åbenlyst rige! Inde i hærteltet lå en fru Greve og spiste druer på romersk maner. Jeg mente Greve var et efternavn, men det var åbenbart en titel. Grevinden havde endda et slot. Men det er vel en efterskole, det der slot du har, forsøgte jeg. Åh det er mere sådan i teknisk forstand, virrede grevinden med hovedet, altså tilskudsmæssigt. Vi er mere nærmest sådan en slags Eton eller Herlufholm. I realiteten. Jeg begyndte min salgstale: Jamen altså kunne vi ikke lave nogle kurser, hvor livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse er udgangspunktet– i stedet for et eller andet selvopfundet buzzword udtænkt af embedsmænd? Det er jo lige det, der gjorde, at de frie skoler opstod. Nu er vi jo i samme situation! Og det står jo i jeres hovedsigte. Jeg smilede overbevisende.

Grevinden stirrede forbavset på mig. Hoved-hvad-for-noget, sagde hun. Næ nej lille du, her tænker vi således ” what’s in it for me?” Altså har du nogle etcs-point med? Fører det til højere karaktere og længere uddannelser for vores kunder? Vi kan jo bygge en ny idrætssal, tage på studierejse til Japan eller betale for gode evalueringer i stedet for! Hun så skeptisk på mig, mens hun agede en stor hvid kat med glimmer-halsbånd. Jeg har et tilbud-der-ikke-kan-afvises, fortsatte jeg….hvad hvis vi lavede nogle kurser, så kunne vi invitere folkeskolelærerne over på dem? Så har de også et alternativ til buzz-words. Folkeskolen, skreg grevinden, og rejste sig op i sin toga. Der stod nu et telt i teltet. Ved du ikke, at jo værre det går folkeskolen, jo flere kunder får vi! Og hvad er der i vejen med buzzwords?

Et granatchok nærmede sig min tinding. Øh jamen hovedsigtet er jo…..jeg opgav. Vi kan lave diplomuddannelser sammen, foreslog jeg pragmatisk, det giver etcs-points? Stort sælgende smil. Man var vel blevet privatiseret, fusioneret og moderniseret. Go with the flow og as they do in Rome. Jeg var helt med, omstillingsparat og fleksibel. Det skulle ikke komme an på det. Granatchok eller ej, der findes vel altid en offentlig jahat, der kan dække en enkelt dunkende tinding. Kom nu grevinde, bad jeg. Om ikke andet for folket og fremtidens skyld. Vorherre bevares, du kan give et skriftligt tilbud, afsluttede grevinden audiensen, så får vi arkivere den sag ordentligt.

Jeg kørte tilbage til bunkeren, og ringede til specialefterskolerne. Dem ville efterskolerne ikke lege med. De var ikke fine nok. Deres elever nåede aldrig i gymnasiet. Måske de havde bevaret fatningen. Der var ikke noget som et par udviklingshæmmede til at holde een til virkeligheden. Kendingsmelodien til M.A.S.H ringede tinnitus-agtigt for mine ører. Med hjelmen skubbet ned over min dryppende pande råbte jeg ind i røret: Hallo, hvad siger I til noget livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse? Du mener hovedsigtet, råbte de tilbage, ja for fanden, det er jo hele vores formål for dælen. Træd speederen i bund og kom straks, vi skal nok dække dig på vej herud. Har du benzin nok ?

Jeg var lige ved at græde. Tænk at nogen havde overskud til omsorg i disse tider. Her var de sande inklusions-eksperter. Jeg tog jeepen og fræste rundt på specialskolerne. Fik ordre i hus. Kurser. Faktureringsbunken voksede. Ingen Mærsk-penge der, ingen Mærsk-penge her: En udviklingshæmmet elev kan jo ikke trylles om til en kemi-forsker. Men der var til gengæld vilje, samfundssind, ansvar. Krudt og kugler, der kan forsvare et land, et folk, et menneskeliv…

Men i mit mailsystem pliiingede det konstant ind med tidsregistreringssystemer. Dag og nat, weekend og helligdage. Det lød som én, der holder fingren på dørklokken. Jeg tog ørepropper på og forsøgte at udfylde de elektroniske registreringssystemer i de få ledige studer. Men her stod ikke noget om at fræse rundt og sælge til frie skoler. Der fandtes ingen rubrik til den slags aktiviteter. Jeg mailede rundt til alle mine mellemledere og spurgte: Hvad mange timer kunne der registreres for at fræse rundt og hvor? Ingen svarede. De forstod ikke spørgsmålet. Frie hvad-for-noget? Imens pliingede ”du-har-ikke-registeret-din-arbejdstid-dit-fjols” ind konstant. Også julenat. Hvor jeg troede, der var våbenhvile.

Bomberne fløj om ørene på mig gennem hele vinteren, men jeg var godt i gang ude på de frie skoler med salgstaler, salgsmøder og kurser. Som en anden frihedskæmper skabte vi sammen mulighed for at beskytte livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse. Der var håb. Mit hjerte bankede. Vi kunne gøre det. Vi kunne slå kineserne. Med kloge livsmodige lærere, pædagoger, elever. Sveden løb ned af panden på mig. Men vi var i gang. Sammen!

Så blev jeg kaldt ind til generalen. Hvad laver du? Fræser rundt og sælger, sir! Det kan jeg ikke se, sagde han, det står ikke i it-systemet? Men der er ingen steder, jeg kan registrere det, sir, jeg er jo i en slags civil og undercover. Er du ikke en del af Mærskmillionerne, brølede generalen arrigt, mens sildesalaten blafrede. Nej sir, det er kun ph.d-erne, der er trænet til det. De er fabelagtige til at ignorere alt praktisk, pædagogisk og politisk. Jeg smilede kollegialt. Generalens sildesalat var ved at nå nedsmeltningspunktet: Jamen du har jo ikke lavet noget? Jeg arbejder hele tiden, sir. Han gik hen til computeren. Ikke ifølge systemet, konstaterede han. Kan du bevise, at du laver noget, råbte han? Meget er faktureret manuelt og nogle af mine kommende salgsaftaler er mundtlige, sir. Mundtlige, råbte han vantro. Det kan vi sgu ikke bruge til noget. Tror du vi er på Hjallerup Marked?

Jeg forsøgte at forklare om livet out there, uden for murerne: En del af tiden networker jeg på konferencer, holder formøder, overtaler kunder og underviser på de frie skoler. Jeg sælger, sagde jeg stolt, som en der har lavet sine lektier. Han hamrede en stor finger ned i skrivebordet: Hvis det ikke findes i systemet, så findes det ikke. Vi kan ikke bare slå op på de gule sider her. Sildesalaten var nu opvarmet til en stor medalje. Han fortsatte rødglødende: Ingen Mærsk, ingen armen. Jeg mener, ingen Mærsk, ingen it-registrering. Compris? Men findes jeg så ikke sir, hviskede jeg. Generalen blev lidt fjern. Fornuften truede med at overtage. Han overvandt den. Han gjorde rent bord: Du tager 1000 kroner for hver time, du er derude og 20.000 for hver dag. Det er ikke en gavebod det her. Det er nye tider. Har vi forstået hinanden?

Jeg løb tilbage gennem de nedfaldne bomber og sprang ind på mit kontor. Ringede fagforeningen op. Jeg kunne høre bomberne faldt derovre i hovedstaden også. Du har sgu igen rettigheder, grinede de. Følger du ikke med? Det lød, som om de havde fået krigshumor. En mand overtog røret. Måske klædt i dametøj og læbestift. General Klinger kluklo: Hold da op, tror du det her er 1900tallet? Du må aftale fra projekt til projekt med din sergenter. Jamen de svarer ikke, råbte jeg tilbage. Det er sgu da en ledelsesret ikke at svare, kvindemenneske. Udvikling betyder at vikle sig ud af ansvaret. Har du ikke selv været på opkvalificeringskursus? Ellers har vi et godt karrierekursus på mandag: Personlig afvikling for begyndere. Jeg vil bare have lov at undervise i pædagogik, skreg jeg. Hvem fanden har sagt, det er en menneskeret, svarede han. Du må akut have en psykolog, jeg viderestiller dig straks!

Jeg hører, hvad du siger, svarede arbejdsmiljøkonsulenten. Før jeg havde nået at sige et ord. Der var ingen lyd af bomber nu, kun lyden af bølger og defiler i baggrunden. Jeg begyndte at forklare. Han lyttede tålmodigt: Jeg tænker, at hvis du har det dårligt, så besøg en lokal psykolog eller tag et karbad. Jeg tænker, at du skal sygemelde dig. Jeg tænke, gå en tur, bag nogle boller, start dit eget firma. Jeg er sgu ikke syg og hvad med alle mine kolleger, gentog jeg til han mistede tålmodigheden. Nu hørtes en tsunami i baggrunden og et par uddødende dyreracers skrig. Who cares, hvæsede han. Lad dog være med at hænge i fortiden. Nu holder du fanme op med alt det solidaritet, skreg han ind i røret, det er jo ikke til at holde ud. Det er ikke noget 70er-kollektiv det her. Det er Magisterforeningen!

Røret røg ud af hånden på mig, og jeg faldt sammen over kontorbordet. Jeg var blevet ramt. Mit højre bryst var skudt af. Kuglen havde snittet hjertet. Jeg indså i et split sekund, at jeg havde været vanvittig. Hvis jeg kørte mere rundt for at sælge, ville der kun stå et nul på min arbejdsseddel. Jeg havde snart ikke flere private benzinrationer, og kræfter til trykning af kursuskatalogerne og bøger i febrilsk modstandsmands-stemning. Er man ikke Mærsk, så er man makværk i dag: Så var det jo alene et personligt engagement. Generalmajor Ziegler havde advaret: Det blev man kun stresset af. Min tilstand var selvforskyldt, pådraget af ren idiotisk idealisme.

Jeg kørte med MASH-melodien i hovedet hjem i bombernes lysglimt og gik i karbad. Hvem fanden tror også, at man i det offentlige kan sælge livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse, skældte jeg ud på selv. Betragt det her som en dåb: Bliv født som ikke-fagperson, som en Mærsk-arbejder. Jeg steg op af vandet. Følte mig ikke en skid genfødt, ikke på nogen måde vakt. Bare våd. Jeg ville bare have mit gamle land tilbage. Jeg lagde mig på sengen. Et bryst var skudt af, to tænder manglede og mit hår var blevet gråt. Men jeg trak vejret. Bare ligge stille, tænkte jeg, så går det hele over. Når de indre kinesere overtager, bliver alt stille, åh så stille. Jeg faldt i søvn, imens en gammel sang afløste MASH-tonerne.

Til Dem, Hr. præsident

jeg disse ord vil skrive

som måske er naive

men læs i allenfald.

Igen fik jeg en mail

med ordre til at stille

men da jeg ikke villle

jeg disse linier skrev.

Jeg tænkte ved mig selv,

det er jeg ikke nødt til

for jeg er ikke født til at

slå folk’lighed ihjel.

En desertør, javel,

og jeg er skide bange

men før jeg la'r mig fange,

må De slå mig ihjel.

Still based on a true story.