På kopitilundervisningen.dk kan du læse alle kopireglerne.

Forlag: Lærere kopierer ulovligt

Flere forlag oplever, at lærere tager ulovlige kopier af deres undervisningsmateriale, og piratkopieringen kan koste forlagene rigtig mange penge.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ole Camåe driver et forlag, der udgiver engangsmaterialer til forskellige fag på grundskoleniveau, og han er godt træt af, at hans bøger bliver kopieret. Sidste år fik han over 30.000 kroner refunderet fra Copydan. 

Han har eksempelvis udgivet engangshæftet 'Min første skrivebog'. Da det er et engangsmateriale, må skolerne slet ikke kopiere det, og alligevel fik Ole Camåe sidste år over 11.000 kroner fra Copydan som vederlag for den ulovlige kopiering af bogen. 

En stor gruppe skoler bliver hvert år udtrukket til at indberette alle de kopier, de tager, og det er ud fra denne stikprøve, beløbene beregnes. I Copydan Tekst og Node kan forhandlingschef Stefan Eland Kristensen derfor følge med i, hvor stort omfanget af piratkopiering er. 

"Det er et generelt problem, at nogle kopierer engangsmaterialer i stedet for at købe nye. Det drejer sig om millioner af sider hvert år, så omfanget er ret stort", siger han.

Ole Camåe fortæller, at han flere gange har oplevet, at skoler bestiller 10 eksemplarer en af bog, og et par dage efter ringer og spørger, om de kan levere 9 tilbage.

"Når jeg udgiver engangsmaterialer er det meningen, at børn skal have deres egen bog at skrive i. Hos os skal man som minimum bestille 10 eksemplarer af en titel, og der er påfaldende mange skoler, der kun bestiller 10. Og så mange klasser med et elevtal på 10 tror jeg alligevel ikke, der er. Skolernes budgetter er pressede, og så kan man jo godt sætte det blinde øje til skiltet ved kopimaskinen, når man mangler materialer til klassen", siger han.

EU vil fritage læremidler fra copyright 

Kopikontoen er mere åben

Også hos forlaget Gyldendal oplever de piratkopiering. Direktør for Gyldendal Uddannelse Hanne Salomonsen fortæller, at det især er reglen om, at man ikke må kopiere mere end 20 procent af en bog, maksimalt 20 sider, der bliver brudt. Engangsmaterialer bliver også kopieret rask væk.

Hun peger på manglende kendskab til skolernes kopiaftaler med Copydan, som en af årsagerne til de ulovlige kopier:

"Det kan ikke udelukkes, at noget af den piratkopiering, der finder sted, skyldes uvidenhed om hvad man må og ikke må. Copydan har lavet et stort informationsmateriale om kopireglerne i form af plakater og andet oplysningsmateriale. Men det er ikke mit indtryk, at alle skoler er lige gode til at få det formidlet ud til lærerne".

Direktør i Forlæggerforeningen Christine Bødtcher-Hansen bliver af og til gjort opmærksom på piratkopiering af lærere, elever eller forældre, der for eksempel har set engangsmaterialer, hvor 'må ikke kopieres-skiltet' er streget over med tusch eller hele grundbøger, der ryger en tur gennem kopimaskinen.  

"Jeg tror, det handler om, at læremiddelkontoen er lukket, når lærerne står og skal bruge et materiale i undervisningen. Og så kører man på kopikontoen, der åbenbart er mere åben".  

Forlag taber penge på piratkopiering

Christine Bødtcher-Hansen lægger ikke skjul på, at ulovlig kopiering er med til at underminere branchen, når lærerne tager ulovlige kopier i stedet for at købe flere udgaver af bøgerne.

"Forudsætningen for at man kan producere nye materialer er, at man kan sælge det, man producerer. De penge, der skal ryge tilbage i fødekæden, de kommer ikke," siger hun.

Ole Camåe udgiver udelukkende engangsmaterialer, så for hans virksomhed er det vigtigt, at kopireglerne bliver overholdt:

"Det kan være rigtig mange penge, et forlag går glip af. Danmark er et lille sprogområde, og det ødelægger markedet for nye materieler, hvis den uhæmmede, ulovlige kopiering fortsætter. "

Direktør Christine Bødtcher-Hansen tilføjer også, at er dårligt eksempel for eleverne piratkopiere.

"Det er problematisk, hvis lærerne sender signaler til elever om, at det er okay at snyde forfattere for deres vederlag. Det kan smitte af og påvirke holdningen når det kommer til film, musik og andet arbejde, der er beskyttet af ophavsretten".

Ingen sanktioner mod piratkopiering

For at komme piratkopieringen til livs, laver Copydan informationskampagner. De har blandt andet trykt og uddelt plakater med kopireglerne.

"Vi laver løbende informationskampagner, hvor vi informerer om kopi-reglerne. Når man er indberettende skole, er der en form for frit lejde, for hvis vi leger politimænd, når skolerne sender enkelte kopier af engangsmateriale ind i indberetningsperioden, så stopper skolerne nok helt med at indberette. Og det ville give os kæmpe problemer med vores fordeling," siger forhandlingschef Stefan Eland Kristensen fra Copydan Tekst og Node. 

Udgiver Ole Camåe synes, skolerne slipper for billigt, og Copydan ikke gør nok for at forhindre misbruget.

"Det er simpelthen for tyndt, at Copydan ikke kontakter skolerne og siger, at det, de har gang i, er ulovligt".