Debat

Kristendomslæreren - i mellem dannelse og indoktrinering

Værdineutralitet er derfor indbildende, når den påstår, at der er plads til alle. Derfor tror jeg heller ikke på folkeskolen som et værdineutralt sted, der kun skal afspejle befolkningssammensætningen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg synes, at debatten om faget kristendomskundskab savner aspekter. Ikke at jeg besidder alle aspekter på den debat, men jeg oplever at debatten kører i ring. Der er hele det dybest set ligegyldige men værdisymbolske cirkus omkring hvorvidt faget skal hedde det ene eller det andet. Et andet mere solidt aspekt er debatten om, at fagets indhold jo skal afspejle elevsammensætningen. Nogen plæderer for, at kristendom fylder alt for meget i faget kristendomskundskab set i forhold hvor meget andre livssyn og religioner der gør sig gældende i samfundet og i klassen. Faget skal så at sige lefle for tidsånden. Folkeskolen skal lægge sig fladt ned i al sin selvdestruende tolerance.   

Jeg hører til mindretallet af lærere som uddanner sig i linjefaget kristendomskundskab. Og så tror jeg på Gud. Mere præcist tror jeg på Jesus Kristus som en historisk person, hvis både liv, død, opstandelse og himmelfart fandt sted eksakte steder i Mellemøsten. Det kan der selvsagt være noget mytisk over af helt legitime naturstridige årsager. Omvendt tror jeg altså ikke udelukkende på kristendommen som leverandør af gode og spændende symbolske fortællinger uden reel historicitet. 

Min tro og overbevisning synes måske at være en udfordring, når nu jeg skal undervise børn og samtidig bibeholde min professionalitet som værende ikke-forkyndende – for kan jeg undervise uden at være farvet i den danske folkeskole?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Eller rettere, er der nogen uanset overbevisning, der kan det? Befinder kristendomsfaget (og vel sagtens samfundsfaget) sig ikke i et særligt felt mellem indoktrinering og dannelse?

Indoktrinering er karakteriseret ved en form for implicit tvang uden valgmulighed for eleverne. Dannelse er her karakteriseret ved en stadig eksplicit tiltale overfor eleverne med en reel og frivillig mulighed for dem at modtage eller at afvise/modsige budskabet.

Alternativet er, som det desværre synes at være på mange folkeskoler i dag nemlig, at læreren særligt i disse fag fejlagtigt fremstår som en faglig neutral størrelse overfor eleverne.

Jeg tror vitterligt ikke på et værdineutralt rum, en værdineutral størrelse eller person.

I teorien kan værdineutralitet godt eksistere, men ikke i praksis, idet mennesket altid befinder sig inden for en fundamental ramme. Værdineutralitet er derfor indbildende, når den påstår, at der er plads til alle.  Derfor tror jeg heller ikke på folkeskolen som et værdineutralt sted, der kun skal afspejle befolkningssammensætningen.

Jeg tror på folkeskolen som et sted, hvor man eksplicit vil og ønsker noget for børnene. Med andre ord er folkeskolen også konfessionel, medmindre den vil foregive ikke at påvirke børn og dermed indoktrinere dem i bl.a. faget kristendomskundskab. Folkeskolen skal ikke være et sted, hvor man bilder børnene ind, at de selv kan finde vej. Eleverne har brug for lærerens tiltale i deres dannelsesproces. En tiltale, der har rod i værdier, hvor nogen værdier er større end andre, for ikke at sige absolut bedre end andre. Uden tiltalen står eleven i fare for indoktrineringens væsen. Et tvingende væsen, der underminerer vores og elevernes frihed til at tage fejl og vælge fra. Og til at sige os imod!

  

Powered by Labrador CMS