Hvad skal der mon til for at påvirke en undervisningsminister?

Mange har allerede på forskellig vis forsøgt. Indtil videre uden det store held. 

En underskriftsindsamling kan selvfølgelig ikke ændre verden, men sammen med de mange andre tiltag, kan den forhåbentlig være med til at påvirke ministeren. Og er vi mange nok, kan vi råbe så meget højere. 

Vil du være medunderskriver finder du underskriftsindsamlingen her:

Giv børnene en kortere skoledag. 

Nedenstående er en lettere redigeret udgave af undertegnedes første henvendelse til ministeren - en kommentar postet på Ellen Trane Nørbys Facebookside. Ministeren har i skrivende stund ikke svaret på min opfordring

Kære Ellen Trane Nørby

Den folkeskole vi står med efter reformen, er en skole med verdensrekord i undervisningstimer, og hvor prisen pr. time er skruet ned på østeuropæisk niveau.

Fagfolk, undervisere, børn og forældre forsøger stadig at råbe politikerne op, ligesom foreninger over hele landet, der oplever en voldsom nedgang i medlemstal. 

Børn med særlige behov og udfordringer magter ikke længere at gå i skole, og der meldes om mistrivsel alle mulige steder fra. 

Kun ét sted klapper de for alvor i hænderne. Det er på privat- og friskolerne, hvor ventelisterne svulmer og hvor nye skoler dukker frem over hele landet. Det kan jo være fint nok, at der findes et alternativ i form af privatskoler, men det er vel ikke en undervisningsministers ærinde at opløse folkeskolen?

Ingen siger, at hele reformen skal rulles tilbage, men du kan ikke blive ved med at lukke øjne og ører for, at det er tid til at rette den største fejl; reformens egentlig akilleshæl: De alt for lange og kompakte dage med undervisere, der ikke har reel tid til at foreberede sig, og med uhyggeligt mange vikartimer i kølvandet på en struktur, hvor timerne til kurser, sygdom og afspadsering kun kan hentes et sted: i klasseværelset.

Som det er nu, skal de stærke børn nok overleve. Dem, der for alvor taber, er dem, reformen påstod, at den skulle tage hånd om. Det er de sårbare børn, dem, hvis forældre ikke råber vagt i geværet, når de holder op med at spise i skolen, fordi de ikke længere kan mærke sig selv. Dem, der gemmer sig i garderober eller bag skabe for bare at få et par minutters ro til at fordøje. Dem, der går i skole med ondt i maven ved udsigt til de mange mange timer, som de ikke magter at følge med i. Dem, der ikke føler sig som en del af fællesskabet i deres klasse, men som før kunne finde ligesindede i deres fritidsliv. Dem, som lærerne skal have både tid og overskud til at kunne lægge en arm omkring. Dem, der ikke lige nu bliver skrevet på en alenlang venteliste til nærmeste privatskoler.

For hver dag der går, dykker motivationen og læringslysten hos rigtig mange børn rundt om i landet og vi har sat endnu mere blus under det institutionaliserede samfund. Med skolereformen kan børn i dag se frem til 30.000 timer i institution uden at vi åbner øjnene for konsekvenserne. Det er mere end dobbelt så mange institutionstimer, som deres forældre - din og min generation - har haft. Og vi har kun set de første tegn på, hvad de uhyggeligt mange timer har af indflydelse på børns empati, koncentration og livsglæde…

Skolereformens konstruktion har skabt et eksperiment, der lige nu stjæler dyrebare barndomstimer fra vores børn. Kære Ellen. Det haster faktisk! Vil du virkelig fortsætte med at eksperimentere vores børns barndom væk fordi du tror problemet løser sig med tiden? Det kan jeg simpelthen ikke tro!

Det her er ikke operationen, der skal lykkes. Det er en patient, der skal overleve. 

Hvis børn ikke har tid eller kræfter til bare at være børn, hvordan skal de så kunne blive til hele mennesker?

Giv vores børn et liv i balance. 

De bedste hilsner

Gunvor Ganer Krejberg