Lad det være sagt med det samme; anmelderen her er i krise. Den fuldendte ambivalens råder.
På den ene sider er denne helt friske antologi om folkeskolereformen et på flere måder særdeles interessant tidsdokument, men på den anden side leger bogen med at være - og fremstår - akademisk arrogant. Mere om det.

Denne markante fagbog er redigeret af et par helt centrale figurer i skolereformen, nemlig professor Jens Rasmussen og forskningschef Andreas Rasch-Christensen og lektor Claus Holm, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU). Hele denne eksterne redaktion bidrager selv med artikler i bogen, som ellers er dækket ind med artikler fra forskere og undervisere fra danske universiteter, Copenhagen Business School og andre videregående institutioner. To af bogens 15 forfattere har lærerbaggrund, ser det ud til, herunder Jens Rasmussen selv.
Bogens største bidrag er reformhovedarkitekten Jens Rasmussens indledende artikel om 2014-reformen generelt. Derpå følger tre artikler om reformen sat i relation til et ledelsesperspektiv, nemlig et forvaltningsperspektiv (anbefalelsesværdigt), et skoleledelsesperspektiv og et klasseledelsesperspektiv. Og så kommer i alt fire artikler om særlige elementer i og omkring skolereformen, nemlig inklusionen, selve målstyringsparadigmet med forenklede Fælles Mål (Rasmussen igen plus Andreas Rasch-Christensen), evalueringsbegrebet og fænomenet den understøttende undervisning. Så en artikel om danskfaget set med reformøjne og en tilsvarende artikel for naturfagsundervisningen. Pudsigt nok og meget besynderligt, så mangler der en artikel om matematik - af alle fag. Redaktionen må have vurderet, at det var vigtigere at komme med bogen nu end at vente på et matematisk bidrag. Bestemt interessant.

Endelig er der i bogens sidste del tre artikler med personalemæssige vinklinger i forhold til skolereformen; det er sammenhængen mellem læreruddannelsen og skolereformen (anbefalelsesværdigt), det er samarbejdet mellem pædagoger og lærere og endelig en lang, afsluttende artikel om lærernes ændrede autonomi under reformen ved bogens tredje redaktør, Claus Holm.

Bogen er interessant, fordi den i ekstrem grad er et tidsdokument for hele selvforståelsen, rosen og argumentationen i og omkring skolereformen, herunder forenklede Fælles Mål. Bogen lever i sit eget proskolereformunivers, i så stor udstrækning at den egentlig fremstår som en slags fiktion. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Bogen vil være guf for alle taleskrivere i Undervisningsministeriet, fordi den netop er så kritikløs og selvkritikløs. Her vil kunne copypastes i den helt store stil til eventuelle begejstringstaler.

Men der er enkelte undtagelser. Elsebeth Jensen leverer en fin og interessant diskussion i belysningen af forholdet mellem læreruddannelse og skolereform. Man behøver ikke at være enig i Jensens vurderinger, men artiklen er udtryk for en dilemmasøgning og virkelighedsforankring – der bevæger sig delvist væk fra den megen sandhedsserum til udvortes brug, som bogen ellers er fuld af. Også Klaus Majgaards artikel om forvaltningsmuligheder i reformsammenhæng er en klar undtagelse. Efter en kort, alt for lyserød indledning lægger Majgaard helt andre begrundede vurderinger på bordet, og her kan det gå hårdt ud over de såkaldte nationale mål og selve målstyringstænkningens effekt på læring. Her brydes bogens generelle fiktionsverden.

Hvilken genre er denne bog? I hvert fald ikke en kendt genre. Bogen opfører sig som en slags embedsmandsbog fra ministeriet, skærer bevidst mange, mange relevante, faglige diskussioner væk, hvilket i sig selv er akademisk stærkt betænkeligt, egentlig akademisk arrogant. Den løsriver sig selv bevidst fra virkeligheden, for eksempel kan man ikke finde lov 409 omtalt og diskuteret ét sted i hele bogen. Det bliver på den måde en meget politisk bog. Man kan i hvert fald ikke bare kalde bogen for forskningsformidling, og omvendt er den heller ikke blot et partsindlæg. Under alle omstændigheder bliver det fremover en central bog, når Skolereform 2014 skal på dagsordenen i forskellige sammenhænge.

Jens Rasmussen selv tager i sin store, generelle artikel et enkelt kritisk forhold op til diskussion. Og kun det. Det er dannelsesdiskussionen, der nager. Kritikken af, at målstyringen og kompetencebegrebet nedtoner dannelsen i vores grundskole, får svar i artiklen.
Inden da har han forsøgt at forklare baggrunden for skolereformen ud fra flere vinklinger, og det er på sæt og vis lidt sorgmuntert, når han helt ukritisk forklarer nødvendigheden af ”et fagligt løft”, og når han ser reformen som svaret på en vis politisk utålmodighed med skolen, tydeligt underforstået: med rette.
Om reformen faktisk bliver en succes eller ej, bekymrer Jens Rasmussen sig en hel del om - over flere sider. Forskningen viser, at man med rette kan tage mange forbehold over for forventningen til succes (og så er banen jo alt andet lige kridtet lidt op), men på den anden side vil han dog ikke på forhånd afvise, ”… at denne reform af folkeskolen kan vise sig at blive alle reformers reform” (side 9). Dette er i sig selv et ganske forrygende statement, når man relaterer det til dansk skoleudvikling gennem tiderne - og til det mere og mere påtrængende behov for en moderne, omfattende og reelt fremtidsrettet reform af grundskolen.

Og jo, er Rasmussens svar til dannelseskritikerne i artiklens sidste del: Der er ganske afgjort masser af dannelse i reformen. Kritikken tilbagevises ikke forsigtigt, hvilket er okay, men meget direkte. Det sker med legitimerende baggrund i en af de helt store dannelsestænkere gennem tiderne, tyske Wilhelm von Humboldt, og især med udgangspunkt i et lille skrift fra Humboldts hånd i 1793, "Theorie der Bildung des Menschen". I dette skrift taler Humboldt blandt andet om dannelse, visdom og dyd på en for nutiden attraktiv måde, og den samlede Humboldt-analyse får da også Rasmussen til at sige, at ”I dag udtrykkes det humboldtske dannelsesideal i kompetencebegrebet” (side 32). Kritikerne i dag er således galt afmarcheret, og de er enten af konservativ observans eller af progressiv, venstreorienteret observans, men det betyder mindre – mener Rasmussen - om det er den ene eller anden observans, for begge kritikerpositioner er reelt før-humboldtske. Det vil sige med basis i 1700-tallet. Eller ældre.
1793 er i øvrigt det år, hvor Marie-Antoinette og hendes mand, kong Ludvig 16., under typisk fransk revolutionsdramatik begge bliver et hoved kortere i guillotinen i Paris. Året efter kommer turen så til Danton og Robespierre selv.

Generelt er det imidlertid temmelig interessant at se, hvordan Rasmussen, og senere han og Andreas Rasch-Christensen, beskriver sammenhængene både i reformen som helhed og i målstyringsparadigmet, når der er "fred og ro" som her. Ikke fordi der er meget nyt under solen, men sammenhængende og interessant alligevel. Og lidt nyt trods alt? Ja, der er i hvert fald nogle gevaldige afbøjninger hist og pist i bogen (ud over almindelige vendinger som ”det er der ikke så meget nyt i”), for eksempel omkring målstyringsparadigmet, som nu kaldes andengenerationsmål og ikke et paradigmeskift, som det ellers konsekvent har heddet.

Men der er også en masse små unøjagtigheder og små mistolkninger – eller ligefrem bevidste mistolkninger, som jo ikke bliver rigtigere af, at de bliver gentaget i det uendelige. Man kan jo selv dømme med, for eksempel her:
”De nye forenklede Fælles Mål i dansk udgør en del af den samlede pakke i den nye folkeskolereform. Allerede fra begyndelsen af august 2014 forelå der en samlet beskrivelse af de nye, forenklede Fælles Mål, selvom målene først træder endelig i kraft fra skoleåret 2015-2016” (side 172).
Citatet her – blot som eksempel – kan mindst give anledning til følgende kommentarer: 1) Der er stadig helt uens brug af "forenklede" eller "fælles" eller "nye" – også i bogen her. Ikke hensigtsmæssigt. 2) Lad os bare sige "forenklede". Men der er egentlig ikke nogen, der anstrenger sig for at forklare, hvorfor forenklede Fælles Mål 2014 er mere "forenklede" end så meget andet. Man ser dog til stadighed – også i bogen her – at nogle mener forenklet som noget rent kvantitativt. For faget histories vedkommende for eksempel er der mere end dobbelt så mange obligatoriske fælles mål i dag, end der var med Fælles Mål 2009. 3) Citatet siger ”allerede” færdige, og ”selvom” de først skulle bruges senere. Men sådan så virkeligheden slet ikke ud. Faktisk tværtimod. Målfremstillingen var ekstremt hård og hurtig, alt meget udemokratisk og ikkedialogisk og meget sent færdigt, selvom det var med det yderste af neglene, så sent, at ministeriet blev nødt til at ændre på ikrafttrædelsen. Og det er en ganske anden historie.