Debat

Enig kredsstyrelse anbefaler at stemme "Ja"

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En enig kredsstyrelse for medlemmer i Esbjerg og Fanø Kommuner anbefaler at stemme ”Ja”.

Kredsstyrelsen har drøftet det indgåede forlig på det generelle område og LC-området og anbefaler på den baggrund, at medlemmer af Esbjerg Lærerforening stemmer ”Ja” til forliget.

Vi konstaterer, at det centrale forlig sikrer reallønnen, og de specielle forhandlinger gav et løntrin for alle.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det er nu skrevet ind i forligsteksten, at lærere og børnehaveklasseledere har adkomst til den 6. ferieuge som beskrevet i ferieloven og til at få den udbetalt.

Vi finder, at de 15 punkter om arbejdstid giver muligheder for at forbedre de nuværende forhold for medlemmerne i Fanø og Esbjerg kommuner.

Der er i forligsteksten beskrevet, at begge parter nu er opmærksomme på adgangen til at indgå lokale arbejdstidsaftaler, der fraviger eller supplerer de centrale arbejdstidsbestemmelser.

Desuden hæfter vi os ved, at:

- det er lederens ansvar at sikre, lærerne har reelle muligheder for at leve op til folkeskolelovens bestemmelser.

- det er ledelsens ansvar, at der tages højde for de samarbejdsopgaver, læreren løser i skoleåret udover det samarbejde, der finder sted i relation til undervisningen.

- opgaveoversigten skal være udtryk for retfærdighed og udarbejdet ud fra forståelige, gennemskuelige og saglige kriterier.

- planlægningen skal sikre, at der er fastlagt, sammenhængende og effektiv tid til forberedelse. Der skal være individuel og fælles forberedelse til rådighed, så det er muligt at følge op på undervisningen.

- der planlægges med større sammenhængende blokke til den langsigtede planlægning og evaluering af undervisningen.

- den fastlagte forberedelsestid som udgangspunkt ikke kan anvendes til andre formål. Er det nødvendigt, skal ledelsen forholde sig til, hvordan læreren får mulighed for at forberede undervisningen.

- der ved planlægningen af arbejdstiden skal sikres, at lærerne får reelle muligheder for at mødes om planlægning, tilrettelæggelse og efterbehandling af undervisningen.

- ledelsen løbende skal være opmærksom på lærerens præsterede tid.

- tillidsrepræsentanten i forbindelse med de i punkterne beskrevne initiativers implementering skal sikres den nødvendige ramme til at kunne udføre opgaven, der også indbefatter løbende dialog med lærerne og med den lokale lærerkreds.

Det er kredsstyrelsens opfattelse, at der er tale om bindende forpligtelser, som skal følges op og evalueres i samarbejde mellem de centrale og lokale parter.

Derfor ønsker vi nu at spille bolden over til Esbjerg og Fanø Kommuner og lade dem ved deres samarbejdsvilje og handlinger vise, at de står bag det forlig, som deres og vores organisation i fællesskab har sendt til afstemning.

På vegne af kredsstyrelsen

Kenneth Nielsen

Formand