It
0   510

Forskere: Sæt filmproduktionen fri med tablets

Med en tablet er det muligt for eleverne på en enkelt lektion at filme, redigere og lægge lyd på optagelser - samtidig. Dermed kan filmmediet få en selvstændig rolle i skolen i stedet for blot at være krydderi til læringsforløb med blyant og papir i fokus, mener to forskere.

Levende billeder fylder stadig mere og mere i børn og unges hverdag som et selvstændigt medie. Men når de møder film og filmproduktion i skolen er det som krydderi til et undervisningsforløb, hvor det skriftlige er det centrale.

Sådan lyder budskabet fra ph.d.-stipendiat Thilde Emile Møller fra Afdeling for film og medievidenskab ved Københavns Universitet. Hun har i sin forskning planlagt undervisningsforløb med filmproduktion på iPads i flere klasser på mellemtrinnet sammen med klassernes lærere.

Artiklen fortsætter under banneret

"I Fælles Mål står der, at man skal bruge film. Der står bare ikke hvordan. Jeg hører fra mange lærere, at filmproduktion kan være svært at gå til. De ved ikke, hvordan de skal håndtere produktionsaspektet i en pædagogisk kontekst", siger hun.

Sammen med lektor Ole Christensen fra professionshøjskolen UCC har hun nu skrevet artiklen 'Filmarbejde i skolen - fra kamera til tablet og nye arbejdsformer?' (læs artiklen ved at følge link til højre).

Nemmere produktion

Med tablets er det blevet meget nemmere at arbejde med filmproduktion, påpeger Thilde Emilie Møller.

"Produktionsaspektet er blevet meget nemmere at gå til og meget mere intuitivt. Når jeg taler med lærerne, er det meget tydeligt, at man har en lineær tilgang til at lave film. Det er ikke en kritik, men det er et udtryk for, at man har den klassiske forestilling om en film som noget, der starter med et manuskript, så et storyboard, filmning og så til sidst redigering. Fokus er på slutproduktet i stedet for de pædagogiske muligheder i produktionsfasen", siger hun.

"Med tabletten bliver alle faserne smidt i luften samtidig. Det er ikke noget, der udfordrer eleverne, men det udfordrer planlægningen af produktionen. Eleverne er helt med på at den klassiske progression i filmproduktionen brydes op".

Tablettens mange funktioner reducerer også produktionstiden, fordi det hele er samlet ét sted.

"Jeg planlagde forløbene i tæt samarbejde med lærerne. Efter første pilotprojekt rensede vi ud i alt det, man plejer at gøre, og så lavede vi nogle kortere øvelser, som passer til hvad iPad'en kan, til mellemtrinnet og til en lektion på halvanden time. På den tid kan man nå at filme og at lægge produktionen på Skoletube. Ud over små produktionsøvelser kan man også nå at modtage evaluering fra læreren på sit produkt", siger Thilde Emilie Møller.

"Man kan ikke sige noget om, om det er bedre eller dårligere, men det er det, den kan".

Enevældig kontrol

Der er dog også problemer ved at bruge iPads til filmproduktion, påpeger hun. For eksempel er der en fare for, at et enkelt individ får magten over produktionen, når alt er samlet på ét sted.

"Før samlede man alt materiale og sad så fire mand om en computer og udvalgte. Derfor bliver det vigtigt at tænke ind i forløbet hvordan man sørger for, at resten af gruppen ikke bare er overflødige", siger Thilde Emilie Møller, som understreger, at iPad'en også produktionsmæssigt har begrænsninger. For eksempel har den ingen zoomfunktion og er generelt et uhandy kamera.

"Det er interessant, at eleverne lynhurtigt fandt ud af, hvad tabletten ikke kunne. På den måde bliver de jo bevidste om, at en specifik teknologi eller app gør noget ved produktionen. Det er afgørende for produktet, hvilken teknologi man vælger. Næste gang savner de måske zoomfunktionen, og så vælger de noget andet. Det giver jo mediebevidsthed".

For Ole Christensen var Thilde Emilie Møllers forskning en øjenåbner.

"Det er en helt ny måde at lave skole på, hvor man på én gang arbejder med produktion, refleksion og videndeling. I stedet for luftige ord som 21st century leaning skills, så er der her et meget konkret eksempel med tablet som device og film som udtryksform", siger han.

Ikke for eller imod iPads

Det er dog vigtigt for lektoren at understrege, at det ikke handler om for eller imod iPads.

"Vi er meget fokuserede på at arbejde med en bred teknologiforståelse. Vi skal ikke låse os fast på iPad'en. Den kan noget, men der er andet, den ikke kan. Vi er fokuseret på tabletten i bredere forstand som mobilt, netbaseret, intutitivt produktionsredskab", siger han.

Ole Christensen håber, at en ny tilgang til filmproduktion kan være med til at udfordre synet på film som medie.

"Hvem læser egentlig manualer længere? Selv ældre mennesker går i stedet på Youtube og finder en instruktionsvideo, og i børns bevidsthed er film og levende billeder lige så naturlige som blyant og notesblok. Alligevel bliver filmen i skolen alt for ofte et supplement til netop de klassiske, skriftlige læringsformer", siger han.

"Vi skal simpelthen have lavet et nyt udsigtspunkt. Thildes projekt er spændende fordi det netop ikke blot kigger på filmen som udtryksform, men også på konteksten - den pædagogiske praksis".


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

It-netværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for it i folkeskolen. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
11.420 andre er allerede tilmeldt