Selv på læreruddannelsen Metropol på Frederiksberg, der traditionelt har været meget søgt, er der i år ledige pladser

Over halvdelen af de nye lærerstuderende har 7 i snit

Karaktergennemsnittet blandt de optagne på læreruddannelsen stiger, præcis som det var målet med de nye adgangskrav. Søgningen til uddannelsen er faldet markant, men blandt de optagne er der nu 56 procent, der har over 7 i studentereksamensgennemsnit.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 2012, før 7-tallet blev indsat som mindstekrav for optagelse gennem kvote 1, havde kun 35 procent af de lærerstuderende over 7 i snit. Sidste år var andelen steget til 47 procent, og i år er der altså 56 procent af de kommende lærerstuderende, der har mindst et 7-tal med sig fra den adgangsgivende eksamen. De øvrige 44 procent er optaget via kvote 2 med optagelsessamtaler. Men samtidig er søgningen til læreruddannelsen  faldet markant, og der er optaget under 2500 studerende mod godt 3500 for to år siden og 4500 tilbage i 2002.

Læreruddannelsen kæmper fortsat med faldende ansøgertal

Men Danske Professionshøjskoler er trods alt tilfredse med udviklingen: "Vi regner til gengæld med, at de studerende, som kommer ind, i højere grad har de nødvendige forudsætninger og motivation for at gennemføre uddannelsen", siger rektor Ulla Koch, UCSjælland, der er formand for professionshøjskolernes uddannelsespolitiske udvalg.

Blandt samtlige nyoptagne er adgangskvotienten steget fra 6,2 i 2012 over 6,6 i 2013 til 6,9 i år. "Det er en meget tilfredsstillende udvikling", siger dekan Tove Hvid, professionshøjskolen UCC i København. "På læreruddannelsen er der en direkte sammenhæng mellem lavt adgangsgivende karaktergennemsnit og frafald. I 2012 var frafaldsprocenten på læreruddannelsen 41 pct. Den skulle gerne falde med dette års optag. Så faldet i optaget behøver ikke at true forsyningsforpligtelsen til folkeskolen".

Alle er optaget, og der er fortsat ledige pladser på samtlige læreruddannelsessteder i Danmark.