Janne Skovbjerg vil skrive konkrete refleksioner til alle de nye mål i Kristendomskundskab.

Konkrete ideer til alle mål for kristendomskundskab

Janne Skovbjerg, der blogger på folkeskolen.dk's faglige netværk Religion vil i den kommende tid blogge med konkret inspiration til alle de nye Fælles Mål for kristendomskundskab: ”Hvis vi er mange, der begynder at tage små bidder af det nye, så kunne det være, at det lettede arbejdsbyrden, så vi ikke drukner”.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er det god takt og tone som lærer at dele umiddelbare ideer og undervisningsforløb, selvom det ikke er raketvidenskab, men bare faglige refleksioner, som lærer-hverdagen formentligt er fuld af?

Hvis man spørger Janne Skovbjerg, der underviser i kristendomskundskab på Brårup Skole og har været med i skrivegruppen for de nye Fælles Mål i faget, er svaret ja.

Derfor vil hun på sin blog i det faglige netværk Religion i ugerne op til sommerferien komme med konkrete ideer og tanker, der relaterer sig til alle fagets nye Fælles mål.

"Vi lærere er blufærdige. Vi har måske ikke noget imod at vise vores arbejde til de nærmeste kollegaer - hvor vi så kan vi sige, at det ikke er noget særligt. På blogs og skolekom er vi mere forsigtige, for vi skal ikke udstille os selv ved at sige noget, der kan opfattes, som om vi siger: 'Hold kæft, hvor er jeg klog'", siger Janne Skovbjerg.

Hun bliver selv inspireret, når andre tør komme på banen med deres faglige overvejelser:

"Det ikke sikkert, at jeg kopierer det, de har lavet. Men det sætter tanker i gang - og jeg kan jeg kombinere det med andre ting", siger hun.

Og det er formålet med blogindlæggende, der som udgangspunkt skal falde en gang om ugen - at nogen hopper med i kommentarsporet.

"Altså at nogen lod sig inspirere - og kom med en fed vinkel på noget, som jeg havde skrevet", siger hun.

Voldsomme forandringer

Der kommer nye Fælles Mål for alle fag - så hvis man er lærer i en håndfuld fag, er der en stor omstillingsopgave det kommende år. En opgave der kommer oveni alle de andre ting, som reformen og nye arbejdstid indebærer.

"Tidligere har vi kunne tage tingene ind langsomt - det kan være, at der kom en ny prøveform eller andre arbejdsmetoder. Nu skal vi inkorporere mange nye ting på én gang, og der tænker jeg, at det ikke er menneskeligt muligt alene", siger Janne Skovbjerg og fortsætter:

"Hvis vi er mange, der begynder at tage små bidder af det nye, så kunne det være, at det lettede arbejdsbyrden, så vi ikke drukner i det", siger hun og understreger, at det i mange fag ikke vil være sådan, at målene er gældende før om et år.

"Men hvis man kører 8. klasse, så er det svært ikke bruge de nye Fælles Mål, når man ved, at de skal op i dem i 9.", siger hun. Selvom Janne Skovbjerg har været med til at skrive de nye mål og dermed kender til de tanker, der ligger bag, forventer hun, at det bliver en anden opgave at udmønte dem til konkret undervisning.

Janne Skovbjergs blogindlæg om de nye mål skrives løbende og kan læses herunder:

Livsfilosofi 9. klasse

Man må gerne synde på mors dag! (etik; sprog og skriftsprog 9. klasse)

Bibelske fortællinger. GAB eller….

 

Læs mere

Nye Fælles Mål for kristendomskundskab