Bag titlen ”Pigespejdernes dramapatrulje opfører Junglebogen” gemmer sig noget af det mest overskudsramte teater, jeg har set længe. Her er det ”Divaerne i junglen” for fuld udblæsning. En metafortælling om pigespejdernes dramapatrulje og deres bestræbelser på at opføre Rudyard Kiplings klassiker "Junglebogen".

Forestillingen veksler mellem dramapatruljens interne konflikter og selve scenerne fra stykket, hvor Mowgli, Shere Khan og Baloo kommer til live. I forberedelserne kæmper truppens leder og største diva om at få den udelte opmærksomhed i en gruppe, hvor alle har deres egen agenda. Samtidig får truppen et nyt mandligt medlem, der må klæde sig ud som pigespejder for at blive optaget. Han hedder i virkeligheden Romeo og bliver hurtigt forelsket i gruppens yngste medlem, Julie. Manuskriptet rummer masser af referencer til teater- og litteraturverdenen. Der er flere fortolkningslag at gå i gang med.

Batidas forestilling er som et stykke jazzmusik. Fabulerende og samtidig stramt komponeret. Det er på en gang topprofessionelt og meget legesygt. Dramapatruljens medlemmer slår gnister på scenen, hvor man forelsker sig lidt i dem alle sammen med deres store charme og mange brister.

Metalaget i forestillingen giver skuespillerne mulighed for at italesætte teaterets konventioner. Samtidig mikser Batida flere genrer i stykket og krydrer det hele med dans, musik, skygge- og dukketeater. Forestillingen er derfor oplagt til at bruge som en del af dramaundervisningen i klassen, hvor teateret som kunstform kan diskuteres. Batida anbefaler stykket til børn mellem otte og tolv, hvilket er alt for snævert. Jeg er ikke i tvivl om, at forestillingen vil underholde og tilfredsstille alle lige fra 0. til 10.