Forlænget frist gav flere ansøgere til læreruddannelsen

Rektorernes formand er optimistisk i forhold til at komme op i nærheden af sidste års ansøgertal til læreruddannelsen. En forlænget kvote 2-frist har nemlig nu givet knap 500 ekstra ansøgere. Fremover er kvote 1 lukket land for ansøgere med under 7 i studentergennemsnit, så rektorerne forventer en stor nedgang i kvote 1-søgningen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg er umiddelbart rimeligt optimistisk. Jeg vil betragte det som en fremgang, hvis vi når det samme tal som sidste år på grund af to forhold - dels kom de nye regler meget sent, dels kunne man være bekymret for, om lærerkonflikten påvirkede søgningsmønstret ", siger formand for Professionshøjskolernes Rektorforsamling Erik Knudsen.

250 flere har søgt læreruddannelsen

Fordi kravene til den nye læreruddannelse faldt på plads meget sent i forhold til ansøgningsfristen til kvote 2, besluttede man at forlænge fristen med to måneder. Den ekstra frist udløb i går og har givet næsten 500 ekstra ansøgninger, så der er nu 46 procent flere kvote 2-ansøgere end sidste år. På de mest populære læreruddannelsessteder i København og Aarhus har man i forvejen hovedsagelig optaget studerende med studentereksamensgennemsnit over 7. Men på andre læreruddannelsessteder er det over halvdelen af de nuværende studerende, som ikke ville kunne optages med de nye krav. Har man ikke tilstrækkelig adgangskvotient, kan man i stedet søge ind på kvote 2, og så bliver man indkaldt til en optagelsessamtale.

20 procent bliver væk fra samtale

"De meldinger, jeg har nu, tyder på, at op mod 20 procent af ansøgerne ikke dukker op til samtalen. Men de, der kommer, viser sig til gengæld at være meget motiverede for at blive lærere og lever op til de supplerende kvalifikationskrav, vi har opstillet", siger Erik Knudsen.

Han er godt tilfreds med, at man med samtalen hurtigt får afklaret, om læreruddannelsen er det rigtige match - til gavn for både ansøger og uddannelsessted. Først efter kvote 1-fristen den 5. juli kan det endeligt opgøres, om læreruddannelsen kan matche sidste års ansøgertal. 

Kvote 2-ansøgere til læreruddannelsen kan nu søge helt til 15. maj