På en rasteplads på Fyn dansede Vorbasse-lærerne pludselig Gangvagt Style

Bussen er ladet med lærere, bannere og gejst

"Dyt dyt lockout er yt" står der i bagruden på en af de tre velpakkede busser, som om lidt vil køre 140 lærere fra otte skoler i Billund kommune til København. Målet er Christiansborg Slotsplads.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Klokken er lidt i elleve. Inde i bussen er stemningen god, og der er plads til både smil og latter. Lærerne er klar til at vise, at de står sammen om det her. En produktion af gule lockoutsløjfer af tyl, og regnslag med slogans som "Forberedelse fremmer forståelsen" og "Vi vil gerne undervise" kommer hurtigt i gang. Der snakkes ivrigt, stemningen er høj og ind imellem alt det sjove, dukker alvoren alligevel op til overfladen. Der bliver talt om, hvorfor vi er på vej til København sammen med tusinder af andre lærere, og man er slet ikke i tvivl om, hvor stort et indtryk denne konflikt med KL gør på en lærer. 

"Nu er vi nået Fyn, så skal der synges", råber musiklærer Ulla Jørgensen pludselig, og teksten til sangen deles ud på velforberedte papirlapper til alle i bussen. Der synges, skråles og grines.

Godt inde over Fyn er der brug for en pause, og det er der også mange andre busser med lærere, som har har brug for. De hurtigt dannede og lange køer ved toiletterne opvejes af Vorbasse Skole, som har medbragt udstyr til at blæse Gangvagtstyle ud over hele parkeringspladsen. Der danses, klappes og hujes.  - Lastbilchauffører ser undrende til med skæve smil. "Så er der Gangvagtsstyle!"

Video: Ole Velo Jensen

En del af noget større

Hurtigt pakkes alt ind i bussen igen, og rejsen imod København fortsættes.

Ved betalingsanlægget i Korsør udbryder damen i billetlugen forundret "Endnu en bus?". Man gribes af en følelse af, at være en del af noget større. Lars Jespersen, som er medlem af kredsstyrelsen, forventer, at det er følelsen af, at man ikke bare er en enkelt lille skole, eller en mindre lærerkreds, der bliver det bærende i København i dag.

"Netop det, at vi viser, at vi står sammen, og at vi er mange, der gør det. Det bliver det, som vi vil tage med os hjem fra demonstrationen i dag." De store samtaler om værdier og fællesskaber bliver afbrudt af Gangvagtsstyle fra bagenden af bussen, og de jævnlige dyt der lyder fra forbipasserende biler, som reagerer på banneret i bagruden. 

Vi nærmer os København. Det ses både på trafikmængden og de i bussen, der er begyndt at iføre sig "demonstrationsudstyret". Ved Østerport holder busserne. Lærerne går ud på gaden og finder bannere og musik frem fra bussens bagagerum. Længere fremme kan man se og høre lærere, som synger slagsange, medbringende farvestrålende bannere, balloner og andre kreative indslag. Lærerne slutter sig til den enorme flok, der fylder gaderne ind imod Slotspladsen. De er sammen, kampklare og forventningsfulde.

Tag med på en panorama-tur over hele slotspladsen:

Video: Ole Velo Jensen

 

Hils på Billund-lærerne i bussen:

Video: Ole Velo Jensen