Skolerådet/Rådet for Børns Læring
0   279

Pædagogisk overvismand

Formanden for formandskabet for Bertel Haarders nye skoleråd er økonom. Pædagogik har han ikke meget forstand på

Jørgen Søndergaard indrømmer gerne, at det er begrænset, hvad han ved om pædagogik og skole. Men det er heller ikke derfor, han er blevet formand for formandskabet for Bertel Haarders nye rådgivende organ, Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen.

Heller ikke selv om formandskabet for rådet ifølge loven skal bestå af »personer med særlig indsigt i forhold vedrørende folkeskolen«, som skal »rådgive undervisningsministeren om det faglige niveau og den pædagogiske udvikling i folkeskolen«.

Artiklen fortsætter under banneret

Nej, Jørgen Søndergaard mener selv, at han er blevet formand, fordi han har mange års erfaring med at formidle mellem den politiske verden og den forskningsmæssige. Og netop den erfaring er der brug for i det nye råd, der består af et formandskab af eksperter og en forsamling af interesseorganisationer.

»Der er ikke en bevogtet mur mellem forskningsverdenen og organisationsverdenen, men der er en grænse. Man skal respektere, at der gælder nogle forskellige spilleregler i de to verdener«, siger Jørgen Søndergaard.

»I organisationsverdenen er det legitimt at have holdninger og meninger. I den forskningsmæssige skal man kunne underbygge og dokumentere sine udsagn. Det er to vidt forskellige verdener, og det er vigtigt, at man forstår det, hvis man skal have en fornuftig dialog ud af det«.

Forbilledet for formandskabet er de økonomiske vismænd. Hvad er det gode ved at bruge den model på skoleområdet?

»Der har jo været forskellige råd på skoleområdet i mange år. Ofte har det været traditionelle råd, hvor man blander organisationsrepræsentanter og uafhængige fagfolk. Den slags råd har efter min erfaring tit svært ved at fungere. Man markerer en række synspunkter uden at nå frem til en konklusion«.

I det nye råd er det slet ikke meningen, at rådsmedlemmerne skal blive enige. Meningen er, at formandskabet, der er den uafhængige del af rådet, skal fremlægge den analyse og de anbefalinger om en eller anden problemstilling, som der er fagligt belæg for at fremlægge, forklarer Jørgen Søndergaard.

Interesseorganisationerne kan så knytte synspunkter og kommentarer hertil. Hele dynen bliver derefter afleveret til ministeren.

»Hvis det lykkes, giver det en klarere rådgivning til det politiske system. Politikerne kan bedre se, hvad der er organisationsinteresser, og hvad der er de faglige folks synspunkter. Det er det, der er idéen. Tiden må vise, hvor godt vi kan lykkes«.

De økonomiske vismænd prøver at være kritiske over for den til enhver tid siddende regering. Hvad med jer?

»Vi har den helt klare holdning, at vi ikke er en del af den siddende regering, så vores vurderinger og anbefalinger skal være uafhængige af, hvem der sidder i ministerstolen. Hvis regeringen har gang i nogle projekter, som vi er uenige i, så vil vi udtale os om, hvad vi synes om dem«.

»I den første beretning siger vi for eksempel, at vi synes, at man har haft et lidt vel højt tempo på i reformprocessen, nu kunne man godt tage og klappe hesten lidt og vente og se, hvordan det, man har sat i søen, virker, inden man begynder at lave nye forandringstiltag i folkeskoleloven. Det er vel et vink med en vognstang til regeringen og det politiske flertal bag folkeskolen: Tag nu lige og vent, I har lavet nok om i et stykke tid. Det demonstrerer vel meget godt, at vi rådgiver om det, vi mener er rigtigt«.

Vil I - som Det økonomiske Råd - selv pege på jeres efterfølgere?

»Det er i hvert fald min opfattelse, at vi skal give ministeren nogle bud på, hvem der kunne være mulige efterfølgere. Om han så vil følge dem eller ej, er ikke til at sige. Det står jo i loven, at det er ministeren, der udpeger formændene«.

Vil I - som Det økonomiske Råd - forsøge at påvirke gennem den offentlige debat?

»Ja, det er bestemt også en metode, vi vil bruge. Vi har ikke kun som ambition at rådgive ministeren. Vi synes, det er en naturlig del af vores funktion, at vi også forsøger at få vores vurderinger og anbefalinger ud, så de er tilgængelige for en bredere kreds - det være sig kommuner, lærere, skoleledere og for den sags skyld alle dem, der interesserer sig for folkeskolen. Det er der ganske mange danskere, der gør«.

Kan man være uafhængig, når man er politisk udpeget?

»Det mener jeg godt, man kan. Det er jo, om jeg så må sige, et beskedent bijob. Man har ikke noget i klemme på den måde. Hvis der kommer en minister, der hellere vil have nogle andre, så kan han få nogle andre. Man er ikke under pres, når man sidder i den stol, det må jeg sige, det føler jeg ikke overhovedet. Det er ikke kun Bertel Haarder, men ministre i det hele taget. De respekterer fuldt ud, at der er autonomi til stede i sådan nogle rådgivende organer som for eksempel det her formandskab. Omvendt er de også i deres fulde ret til at sige, at det, vi kommer med, er uinteressant, eller at de ikke bryder sig om det«.

Når det er ministeren, der udpeger, tænker man alligevel sit?

»Der findes også politisk nedsatte organer, som har en mere politisk funktion, men jeg synes, at det gode ved den her konstruktion er, at vi skal kunne holde til at stå over for samtlige medlemmer af Skolerådet. Vi kan ikke rådgive ministeren, uden at det har været forelagt for Skolerådet først. Jeg kan ikke med min formandskasket på sende et brev med et råd til Bertel Haarder, uden at jeg har drøftet det med Skolerådet først. Det, synes jeg, er en stor styrke, for det er med til at sikre, at vi ikke laver, om jeg så må sige, politisk virksomhed. Alt, hvad vi gør, er synligt. Rådgivningen foregår i det offentlige rum, så alle kan følge med i den«.

Hvilken gavn får folkeskolen af, at formandskabet er kommet?

»Jeg håber, at vi kan give et bidrag til udviklingen af skolen ved at få synliggjort den dokumentation, der er, og som vil komme for, hvad der ser ud til at give gode resultater. Det anser jeg selv som hovedoverskriften for vores virke. Vi vil prøve at sætte et fingeraftryk på skoleudviklingen, ved at vi får trukket viden og dokumentation tydeligere frem i forhold til ministeren og Folketinget, så de ikke udelukkende baserer sig på, hvad de tror og synes, men får et mere solidt grundlag. Også kommuner og skoler kan få gavn af den viden, vi finder frem«.

Hvad mener du med »gode resultater«?

»Det formelle svar er, at eleverne klarer sig rigtig godt i forhold til folkeskolens formålsparagraf. Men det er jo en bred sag. Jeg synes, at 'gode resultater' er gode faglige resultater, men 'gode resultater' er bestemt også, at eleverne får en stor lyst til at gå videre i uddannelsessystemet«.

Formandskabet vil blandt andet prøve at finde frem til folkeskoler, som har en høj frekvens af elever, der efterfølgende gennemfører en ungdomsuddannelse.

Vil I også måle, hvordan skolerne løser deres demokratiopdragende opgave?

»Indførelsen af nationale test af faglige færdigheder kan rumme den risiko, at man ensidigt kommer til at flytte fokus over på det, der bliver testet. Derfor er det vigtigt, at der er en eller anden opfølgning på, hvordan skolen lykkes med de andre dele af formålsparagraffen, herunder elevernes demokratiforståelse. Og derfor har vi nu en dialog med ministeren om, hvorvidt det ikke var en idé at sætte nogle kloge hoveder til at spekulere over, hvordan man kunne teste eller finde et eller andet instrument eller en mekanisme, som kunne give os en fornemmelse af, hvordan skolerne klarer sig på demokratiområdet. Også for at lærerne selv kan være med til at sørge for, at skolerne får et balanceret fokus, og at de nationale test ikke fører til en skævvridning«.

Danmarks Lærerforening sad i det nu nedlagte Grundskoleråd, som rådgav ministeren direkte. Nu er der skudt et formandskab ind mellem ministeren og Lærerforeningen.

Er DLF kommet længere væk fra magten?

»Sådan håber jeg ikke, det er. Det ligger i hvert fald ikke i konstruktionen. Man kan jo heller ikke på nogen måde sige, at Dansk Industri sidder ude på bænken, selv om man har et økonomisk råd«.

»Jeg tror, det handler om, hvordan man spiller på det her instrument, som jo bare er et blandt flere. Jeg håber, man vil se Skolerådet som en af de platforme, hvor man kan komme til at markere sine holdninger og standpunkter«.

»Man skal lige finde ud af, hvordan den her konstruktion skal gribes an. Giver det nu Lærerforeningen større eller mindre indflydelse? Det må komme an på en prøve. Men det er min oplevelse, at det meget ofte ender med, at man ikke kan blive enige om noget i den traditionelle rådsmodel«.

Siger Jørgen Søndergaard. Han skal videre til et møde med ingen anden end Bertel ­Haarder. Med sig har han en række projekter, som formandskabet - med Skolerådets bifald - anbefaler ministeriet at sætte i værk:

Hvordan fungerer samarbejdet mellem social- og skoleforvaltningerne? Hvad er god skoleledelse? Hvad er de mulige konsekvenser af skolesammenlægninger? Er der nogle skoler, der er særlig gode til at bryde den sociale arv? Noget tyder på, at svenskerne er bedre til at undervise andengenerationsindvandrere - kan danske skoler lære noget af dem?

Det er undersøgelser, som formandskabet ikke selv kan finansiere, men anbefaler, at ministeriet finder nogle penge til.

»Stort set alle organisationer i Skolerådet bakker op om den her liste«, fortæller Jørgen Søndergaard på vej ud af direktørkontoret på Socialforskningsinstituttet, hvor han i dagligdagen slår sine folder.

Nok er Jørgen Søndergaard ikke ekspert i skole, men han har et stort personligt engagement i mønsterbrydning, siger han.

»Min interesse for folkeskoleområdet er først og fremmest stimuleret af det forskningsprogram om social arv, som vi har haft kørende her på Socialforskningsinstituttet i ti år. Vi har meget, meget omfattende undersøgelser af, hvad de forskellige dele af opvækstvilkårene betyder for, hvordan børn klarer sig, herunder også i hvilket omfang skolen kan rette op på de problemer, der er for nogle af de børn, som har vanskelige vilkår. Så min faglige baggrund kommer fra den side«. |

Blå bog

Jørgen Søndergaard blev cand.oecon. i 1974 og var lektor på Økonomisk Institut ved Aarhus Universitet, indtil han i 1985 blev sekretariatschef for Det økonomiske Råd, de såkaldte økonomiske vismænd. Her var han, til han blev direktør for Socialforskningsinstituttet i 1995.

Han mener selv, at stillingen som sekretariatschef for de økonomiske vismænd kan have været medvirkende til, at Bertel Haarder udpegede ham som formand for formandskabet for Skolerådet, der som nævnt er en pædagogisk kopi af Det økonomiske Råd.

Medvirkende kan også have været, at han før har udført lignende opgaver for VK-regeringen - eksempelvis var han formand for den arbejdsmarkedskommission, der fremlagde sin rapport for nylig, og han var medlem af Strukturkommissionen og medlem af Velfærdskommissionen.

I skolesammenhæng dukkede han op, da Bertel Haarder pludselig gjorde ham til formand for det udvalg, der skulle levere en national handlingsplan for læsning. Udvalget holdt tidsfristen og afleverede planen i 2006.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ