"Indføring i systemteorien" er en række forelæsninger af den tyske sociologiprofessor Niklas Luhmann, som i sin teori beskriver det moderne samfund som en række selvstyrende og selvrefererende systemer. Han er gennem tiden tolket, tiljublet og kritiseret for det, jeg anser for hans styrke: Hans insisteren på at forholde sig deskriptivt til indviklede begreber som dannelse, læring og kommunikation. Gennem forelæsningerne bliver læseren taget i hånden af mesteren selv og
ført gennem centrale begreber i hans teori såsom forskelsmarkeringen system/omverden, begreberne strukturelle koblinger og iagttagelse med meget mere.

Folkeskolens opgave er elevernes dannelse og læring. Begreberne dækker over processer, som sker i det psykiske systems bevidsthed. Lærerens evige spørgsmål er, hvordan der kan skabes et socialt system (klassen, gruppen, lærer-elev-relationen), der er så attraktivt, at det psykiske system (eleven) irriteres - og kobler sig på. Redskabet er kommunikation.

Det pædagogiske set-up må derfor bestå af passende irritationer, og lærere må derfor se sig ind i kommunikationen og bidrage, så elevernes bevidsthed trickes - de kobler sig på og får forståelse frem for forbistrelse.

Luhmanns systemteoretiske univers kan opleves som tungt at komme ind i, men gennem hans forelæsninger bringer spørgsmålene - om end de er retoriske - og læserhenvendelserne den "luft", som et tøjlet talesprog kan give. Forelæsningerne bygger oven på hinanden, og Luhmann udnytter den redundans, som ligger i det nærværende publikum: Sjette forelæsning: Jeg påbegynder i dag afsnittet om strukturel kobling og vender i den sammenhæng endnu en gang tilbage til overvejelserne om forskellen på operationer .

Luhmann giver forklaringer, så den enkelte simpelthen lettere kan forstå, hvorfor det er svært at forstå de andre (elever, kolleger, forældre, kærester .) - og hvorfor man ikke altid selv bliver forstået. Kommunikation er dobbeltkontingent - altså dobbelt vilkårlig. Man kan blive taknemmelig for, at det faktisk går så godt, som det gør.

Bogen "Luhmann og dannelse" er en antologi, og med 14 artikler kommer vi ud i krogene af det systemteoretiske univers. Udfordringen har givetvis været at præsentere forskellige perspektiver på og anvendelse af systemteorien - og i samme bevægelse at sætte brikkerne sammen til en opdateret og vedkommende fortælling om en teori, som stadig inspirerer og viser nye veje.

Jeg vil anbefale at læse "Indføring i systemteorien" først, da antologien kræver sproglig indforståethed. Mange læsere - mig selv inklusive - har i starten oplevet de systemteoretiske begreber som barsk hjernevridning, men når koden knækker, falder tingene på plads, og man oplever sig selv bruge dem som redskaber i det daglige samvær med andre mennesker.

Bogen er eksemplarisk, i den forstand at den leverer en irritation, som får mig til at koble mig på - og igen fordybe mig i, hvordan jeg som underviser kan fokusere på mig selv som en del af kommunikationen, der er omverdenen for elevens bevidsthed og dermed den væg, som eleverne spiller deres bolde op ad i uddannelsessystemet.

Især er del 3, "Luhmann som uddannelsesteoretiker", interessant for alle med tilknytning til opdragelse, undervisning og uddannelse. Luhmanns begreber bruges til at udfordre og fortolke andre teorier (for eksempel reformpædagogikken), forholdet mellem læring og undervisning beskrives systemteoretisk, og selve uddannelsessystemet søges begribeliggjort som et operationelt lukket system.

Dannelse er oftest - og måske især - i postmoderne samfund indlejret i normative forståelser. Når det hele sejler, har vi behov for markeringer af rigtigt og forkert. Bøgerne er tro mod hovedpointen i Luhmanns teori, det deskriptive perspektiv, som han fastholdt at iagttage med, selv hvor begrebets indhold er normativt. Som Lars Qvortrup skriver i sit bidrag: Luhmann var ikke interesseret i at kaste sig ud i den normative strid om dannelse. Han ville gerne iagttage og analysere dannelse i et anden-ordens-perspektiv. Han holdt begrebet ud i armslængde, idet han anlagde henholdsvis et historisk og et funktionelt perspektiv. Især var han naturligvis interesseret i at analysere [.] Afstanden mellem pædagogik og didaktik.

Og det spørgsmål er man jo som underviser aldrig færdig med at være nysgerrig over for.