Steffen Rønne fra Læreruddannelsen i Esbjerg skal sammen med sin kollega stå for evalueringen af projektet

Europæisk alliance skal forhindre unge læreres flugt fra folkeskolen

Overalt i Europa forlader unge lærere folkeskolen kort tid efter, at de er begyndt. Derfor er læreruddannelser i Sverige, Finland, Tyrkiet, Portugal og Danmark gået sammen om et EU-projekt, der skal finde ud af, hvad der skal til for at få de unge til at blive. Esbjerg repræsenterer Danmark.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Steffen Rønne fra Læreruddannelsen i Esbjerg skal deltage sammen med sin kollega Bo Alstrup Jensen.

"Projektet går ud på om muligt at udvikle en model for, hvordan man bedst hjælper og støtter de unge lærere, så man mindsker antallet, der stopper", fortæller Steffen Rønne.

Tag godt imod de nye lærere - det er der penge i

Læreruddannelser i Sverige, Finland og Tyrket vil etablere et samarbejde mellem folkeskoler og studerende på sidste år af studiet. Det er antagelsen, at det kan hjælpe, hvis der er en tættere kontakt til skolerne allerede under studiet. "Det handler om at påtage sig det fælles ansvar mellem læreruddelserne, modtagerskolerne, forvaltning og de studerende. Hvem, der skal følge de studerende og præcis, hvordan projekterne skal bygges op, er ikke afgjort endnu".

Danmark skal evaluere I Danmark og Portugal kommer der ikke til at køre forsøg, for skolerne i Esbjerg havde for travlt med skolesammenlægninger til at kunne deltage i projektet.

Steffen Rønne og Bo Alstrup Jensen skal derfor stå for evalueringen af projekterne i de andre lande og for udgivelsen af mindst en publikation om erfaringerne.

"Og så skal vi afholde et comenius-kursus i 2014, hvor vi skal udvikle projektet, så man fremover kan sende skoleledere og unge lærere til os på comenius-kurser. Det skulle gerne være sådan, at de erfaringer vi får, bliver implementeret i skoleforvaltninger, skoler og læreruddannelser".

Første møde holdes i Ankara i november, og projektet skal køre i tre år.