Anmeldelse

Børnene er det vigtigste

Børnene er det vigtigste

Hvem skaber fremtiden, og hvordan skal skole, institutioner og samfundet se ud i fremtiden? Hildebrandt præsenterer med sin seneste bog nogle væsentlige problematikker og håb i debatten om fremtidens skole og samfund.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Børnene er det vigtigste" er titlen på denne nye bog af Steen Hildebrandt, hvori han præsenterer nogle væsentlige bidrag til debatten om fremtidens samfund og ikke mindst fremtidens skole og uddannelse. Bogen tager sit afsæt i forestillingen om, at der er håb for fremtiden - et håb, der er tæt forbundet med vores aktive handlinger i nutiden og ikke mindst vores syn på, hvilke visioner vi har for fremtiden.

Fakta:

Titel: Børnene er det vigtigste

Forfatter: Steen Hildebrandt

ISBN: 9788770907996

Pris: 279 kroner

Sider: 216 sider

Type: Bog

Forlag: Turbine Forlaget

For visionerne er vigtige, hvis vi skal skabe en verden, hvor forestillinger om verdensborgeren, dannelse, uddannelse, empati og bæredygtighed bliver de bærende elementer. Og i tilknytning til visioner er det vigtigt at stille spørgsmål, at turde udfordre såvel nutidens handlemåder som fortidens forestillinger. Det er væsentligt at gøre sig klart, at fremtiden (bør) skabes af os, ikke som et tilfældigt resultat af nutidens handlinger, men som noget, der udspringer af de valg, vi foretager os i bevidsthed om vores visioner og erfaringer.

Bogen er opbygget tematisk på en sådan måde, at hvert afsnit implicerer nogle væsentlige problemstillinger og dilemmaer, som vi står over for i såvel skole som samfund. Nogle væsentlige problematikker vedrører kreativitet og begrænsningen af samme, test og målinger og forestillingen om et opgør med eksisterende tankeformer.

Selvom bogens omdrejningspunkt er skolen, fremhæves der i alle afsnit elementer af mere samfundsmæssig orientering. Det er klart en styrke i bogen, fordi skolen ses i sammenhæng med det omgivende samfund frem for at optræde som en uafhængig eller løsrevet institutionel anordning. Eksempelvis stilles der spørgsmål som Hvordan skaber vi tillid mellem mennesker? Hvad vil vi med vores samfund? Hvilken fremtid vil vi gerne være med til at skabe? - hvilke er både nødvendige samfundsmæssige spørgsmål og forudsætninger for at skabe mening og orientering i arbejdet med børn og skole.

En anden kvalitet ved bogen er den fine afbalancering mellem at udfordre den gængse tænkning, at stille kritiske spørgsmål og at turde komme med svar. Som sådan er bogen et skridt på vejen mod en mere visionær uddannelses- og samfundstænkning og burde som sådan impliceres i især politiske beslutninger. For eksempel fremstår den kritiske tilgang til især test, måling og konkurrence som velunderbygget med reference til kreativitetsforskning, dannelsestænkning og ikke mindst egne visioner. Når Hildebrandt påpeger, at vi skal have en folkeskole ikke i verdensklasse, men i særklasse, er der netop tale om både et opgør med sammenligningstænkningen og fremstillingen af en vision for folkeskolen - som værende en skole, der svarer til, hvad vi vil med vores samfund og dermed med vores folkeskole.

Hildebrandt henviser bogen igennem til en række væsentlige forskere og samfundsdebattører, hvormed hans forestillinger og hypoteser underbygges. Særligt forestillingen om verdensborgeren - med henvisning til filosoffen Peter Kemp - er væsentlig for tænkningen i bogen, ligesom også C. Otto Scharmers Teori U synes at være betydningsfuld.

Når vi skal skabe fremtidens samfund, som altså blandt andet er præget af en verdensborger- og bæredygtighedstænkning, må vi nødvendigvis møde vores omverden med åbenhed, dialog, nysgerrighed og ydmyghed, ligesom vi - som også Einstein påpeger - må søge at løse problemerne med en anden tænkning end den, der har skabt problemerne. Det er med andre ord ikke tilstrækkeligt blot at justere eller foretage lappeløsninger - i for eksempel folkeskolen - vi må i stedet turde tænke nyt om vores samfund og uddannelser.

Med "Børnene er det vigtigste" har Hildebrandt givet nogle præcise og udfordrende bud på, hvordan vi skal gribe fremtiden an. Bogen giver ikke anvisninger som sådan, men udfordrer og provokerer læseren til selv at tænke. Dermed er bogen ikke kun relevant for lærere, pædagoger og undervisere, men snarere for alle os, der føler en forpligtelse til at være medskabere af samfundet. Bogens mange gentagelser må ses som en positiv fastholdelse af læseren - en fastholdelse i vigtigheden af at diskutere, hvordan vi ønsker, vores samfund og vores uddannelsesinstitutioner skal forme sig.