Børne og undervisningsministeren synes, det er en god idé at indføre fast tilstedeværelse for lærerne.

Antorini: God idé med mere lærer-tilstedeværelse

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini er enig med skoleledernes formand Anders Balle i, at lærerne skal være på skolen mindst i den tid, eleverne er der.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvor meget skal lærerne være til stede på skolen? Og er det op til lærernes selv at bestemme, hvor og hvornår de arbejder?

De spørgsmål er de sidste par dage blevet udfordret først i går på skoleledernes repræsentantskabsmøde, hvor formand Anders Balle argumenterede for at lærerne mindst er på skolen i det tidsrum, eleverne er der. Og på en paneldebat til skoleledernes årsmøde sagde børne- og undervisningsminister Christine Antorini så, at hun er enig med Anders Balle.

"Jeg synes, Anders Balle havde en god pointe i det med at lærerne skal være på skolen i det tidsrum, eleverne er der. På en moderne arbejdsplads arbejder man med sine kolleger og har kommunikationen i løbet af dagen. Det vil betyde en stor forskel i forhold til, at tingene bliver løst undervejs", sagde ministeren, hvorefter hun understregede, at det ikke ville koste flere penge, men kræve en kulturændring.

Anders Balle: Lærerne skal være mere på skolerne

En del af arbejdstidsaftale Efter debatten uddybede ministeren over for folkeskolen.dk: "Det er en del af A08-aftalen, at lederen kan bede om tilstedeværelse. Jeg synes, det er et vigtigt signal, Anders Balle sender. Ud fra et lærerperspektiv eller et medarbejder perspektiv er det bare sådan, at det er sjovere og nemmere, at man er der med de kolleger, man nu engang skal arbejde med. Man får løst en masse af de småproblemer, der opstår i løbet af en dag. Vi kan ikke lovgive om det, men mulighederne er der, og det er en ledelsesopgave", sagde Christine Antorini.

Hun afslørede i øvrigt over for skoleledernes årsmødet, at hvis hun ikke skal fortsætte som minister, vil det være et drømmejob for hende at være skoleleder.