Fin reform, der ikke holder i længden
Indtrykket af den nye læreruddannelse er generelt positivt hos professor Jens Rasmussen, der dog mener, at den ikke er tilstrækkelig visionær
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Jens Rasmussen har ventet længe på en reform af læreruddannelsen. Allerede i 2002 troede han, at det var tæt på. Han blev bedt om at fremskynde den evaluering af uddannelsen, som han stod i spidsen for. Da evalueringen lå færdig i 2003, var konklusionen klar, læreruddannelsen var en ganske glimrende uddannelse. Men der var en række områder, der burde forbedres. De forbedringer er til hans glæde sket nu. Men han er lidt overrasket over, at der ikke er sket mere end finjusteringer og små udskiftninger. »Det er et serviceeftersyn, der trimmer læreruddannelsen, så den kan holde, indtil der kommer den rigtig visionære uddannelse, som sammenfatter alle de læreruddannelser, vi har i dag, til en fleksibel uddannelse med på- og afstigningsmuligheder«, siger Jens Rasmussen. Han håber, at reformens aldersspecialisering i linjefagene dansk og matematik baner vejen for senere at koble uddannelserne for pædagoger, lærere og ungdomsuddannelseslærere sammen på en måde, som betyder, at undervisere gennem livet får lettere adgang til at skifte spor. Sådan en læreruddannelse vil han gerne være med til at skabe.
Gode forbedringer
Jens Rasmussen glæder sig over reformen på trods af manglen på nytænkning. Han lægger vægt på, at didaktikken i linjefagene generelt bliver styrket. »Det er godt, at man pointerer, at reformen ikke bare handler om at lære mere fag, men at det også handler om, at lærerne skal blive bedre til at undervise. Der bliver lagt vægt på, at lærerne skal være eksperter i undervisning i fag«. Desuden mener han, at det er positivt, at de pædagogiske fag, linjefagene og praktikken skal indgå i et mere forpligtende samarbejde. »Der er ingen tvivl om, at det samarbejde må konkretiseres og udmøntes, og det er glimrende, at der bliver lagt vægt på det i forslaget«. Han mener også, at forslaget styrker praktikken. »Alle praktikperioder og ikke bare den sidste skal bedømmes. Og det er ikke praktikstedet, men lærerinstitutionen, der skal bedømme praktikken«. Han hæfter sig også ved, at adgangskravet for at komme ind på seminariet skærpes. »Seminarielærerne vil jo gerne have alle med. Derfor trækker det mange ned, hvis der sidder nogle i klassen, som ikke har det rigtige udgangspunkt«.
