?
40.000 elever laver rodsuppe
1.700 skoleklasser er i denne uge med i projektet "Danske Rødder og knolde", hvor de lærer om sund mad og rigtige råvarer. Eventen er arrangeret af Hjemkundskabslærerforeningen og '6 om dagen', og alle klasser har fået gratis undervisningsmateriale.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Alle hjemkundskabslærere har i denne uge kunnet hente en gratis kasse med danske rodfrugter og grøntsager, så de kunne lave suppe og boller med børnene. Med kassen følger et gratis undervisningsmateriale 'Danske rødder og grove knolde' til hjemkundskabsundervisningen i 4.-7. klasse.
"Formålet er at give eleverne mulighed for at smage, røre, lugte, se og lave mad med sæsonens grønsager - og opleve at mad med mange grønsager kan smage godt. Og vi vil også gerne sætte fokus på hjemkundskabsundervisningens betydning og ressourcetildeling", fortæller Hjemkundskabslærerforeningen.
Undersøgelser viser ifølge '6 om dagen', at der i gennemsnit er 11 kroner pr elev til råvarer i hjemkundskabsundervisningen.
"Det er svært at lave god mad med mange grønsager for så få penge. Denne event giver et lille pusterum i lærernes stramme budget. 'Danske rødder og grove knolde' er et pilotprojekt, og hvis det er en succes, vil vi gennemføre lignede events én til to gange om året", fortæller Susanne Tøttenborg fra '6 om dagen'.