Skønlitteratur
0   316

Bogen, som skabte og ødelagde ham

Foreløbig har det taget forfatter Klaus Lynggaard 19 år at komme sig over skattegæld og forventningerne, som fulgte efter succesen med romanen »Martin og Victoria«. Den roman, flest lærere opgiver som et større fiktivt værk i dansk

Pigerne stopper ham, ser på ham med store øjne og spørger med et forventningsfuldt smil: »Er det dig, der er Martin?«

Drengene kigger på ham indforstået og spørger: »Findes hende Victoria i virkeligheden?«

Selv om bogen »Martin og Victoria« snart har tyveårsjubilæum, er det stadig den bog, som flest lærere opgiver som et større fiktivt værk i dansk i folkeskolen. Bogens beskrivelser af halvfjerdsernes rodløse og rådvilde ungdom i forstadens parcelhuskvarterer og betonhøjhuse krydret med ægte kærlighed og eksperimenter med både sex og stoffer har afløst ungdomsklassikere som »Det forsømte forår« og »Den kroniske uskyld«. Derfor sker det også stadig, at bogens forfatter Klaus Lynggaard holder foredrag for elever i folkeskolens afgangsklasser.

Han er ikke i tvivl om, hvad der gør hans bogsucces så holdbar. Fra det let tilrøgede arbejdsværelse på første sal på et gammelt landsted i Haslev falder ordene prompte.

Artiklen fortsætter under banneret

»Den er skrevet med et rent hjerte. Skrevet helt uden bagtanker. Jeg ville skrive mig på afstand af nogle ubehagelige oplevelser i min egen ungdom. Men bogen tog magten fra mig, fremmedgjortheden og mobningen gled ud. Jeg blev næsten forelsket i min hovedperson, i hans kammerater og i figuren Victoria. Ellers havde personerne ikke været så sympatiske«, siger han.

Lynggaard var 28, da debutromanen udkom. Indtil da havde han fået udgivet et par dystre digtsamlinger og levede som bistandsklient.

Jeg vil være noget

Egentlig ville Klaus Lynggaard gerne have været rockstjerne. Han spillede i flere forskellige bands, samtidig med at han udgav digte. Men han fik ikke banet vejen til massepublikummet.

»Der lå et eller andet i mig. Giv mig et massepublikum, eller jeg skider på gulvet. Da jeg så skrev Martin og Victoria, fik jeg et massepublikum, og så var det jo ikke særligt fedt. Pludselig gik det op for mig, hvor hårdt det er at være forbundet med et værk. Det gik op for mig, at det ikke gælder om at være kendt, men om at være anerkendt«.

Klaus Lynggaard er ligesom persongalleriet i »Martin og Victoria« vokset op i kølvandet på 68er-oprøret. Hans far var glasblæser og hans mor sygeplejerske. Han blev født i København, men voksede op i den nordsjællandske forstad Kokkedal. Et borgerligt liberalt hjem med meget frisind. Her voksede en lidenskabelig interesse for rockmusik, mens foretagsomheden over for kommuneskolens lektier dalede.

»Jeg elskede at læse. Engang prøvede jeg at læse alt på biblioteket og begyndte ved a. Når jeg kom hjem med mine karakterer, sagde min far altid: Det bliver din mor ked af at se. Han forstod glimrende, hvor jeg var henne, men min mor havde ambitioner på mine vegne. Hun ville gerne kunne fransk. Hun ville lære biologi, og hun blev ked af det, når jeg kom hjem med et 03. Men mor, sagde jeg, jeg skal jo ikke bruge det her til noget«.

Opgør med bongopatter

»Martin og Victoria« blev også et opgør mod 70ernes kvindeopgør.

»Jeg var træt af lilla bleer og bongopatter. Der skulle være to store duske under armene. Der var store bomuldstrusser og kvinder i kedeldragter. Da jeg skrev bogen, var Victoria et bevidst opgør. Hun var en rigmandstøs, som havde ben i næsen, men også lange ben, som hun ikke var bange for at vise frem. Victoria er sammensat af forskellige personer. Hun er til mange drenges skuffelse ikke en virkelig person«, siger Lynggaard.

Han fylder meget. Ryger meget. Bander meget. Har store armbevægelser og store budskaber. Der er ingen tvivl om, at han har sagt det hele før, men han har intet imod at gentage.

»Martin og Victoria er de to mest repræsentative mennesketyper, man kender. Han er en søger, og hun er en stræber. Bogen beskriver en relativt ukompliceret ungdomsforelskelse. Havde jeg beskrevet min egen, var det blevet noget mere kompliceret, og det var da også et opgør med hele den sociale problematisering, som gennemsyrede 70erne, hvor jeg voksede op. Jeg endte med at skrive en historie om, at kærlighed fjerner alle problemer«, siger han.

Men efter romanen blev han selv træt af det ukomplicerede billede af ungdommens skridt mod voksenlivet. Og træt af altid at blive forvekslet med sin egen hovedperson.

»Folk troede, at jeg var Martin. At jeg altid var glad i låget. Jeg vidste jo også godt, da bogen kom på gaden, at jeg havde snydt lidt. Det er jo svært at være ung«, sukker den slidte stemme.

Når succes gør ondt

Da bladene begyndte at falde af træerne i 1985, tog Klaus Lynggaards karriere fart. På bare 14 dage gik han fra at være bistandsklient til succesforfatter. Pengene væltede ind på kontoen. Han var 28 og boede i kollektiv i det indre København.

»Jeg røg i en skattefælde, som jeg stadig sidder og betaler tilbage på, og som faktisk er grundlagt på baggrund af Martin og Victorias uventede succes, og det har været så træls. Jeg tjente rigtig mange penge. Mit liv er delt i et før og efter bogens udgivelse. Den har skabt mig den har ødelagt mig. Jeg mistede kontrollen over mig liv ved simpelthen at tjene for mange penge. Og så ikke at være i stand til at administrere det. Det er derfor, jeg stadig sidder og betaler skattegæld af og ikke kan bevæge mig. Ikke har kunnet bevæge mig i tyve år«. Han kaster et tænksomt blik ud over det sydsjællandske efterårslandskab i brændende farver.

For to år siden flyttede han og hans viv til en lejet lejlighed på landejendommen tæt ved Haslev. Efter mange år i kvarteret omkring Nansensgade var indre Nørrebro blevet for mondæn. Gårdene var låst og byfornyet, charmen var forsvundet. At det lige blev Haslev, er et tilfælde. Med en skattegæld kan man intet købe, og det var i Haslev, der var en lejlighed til leje, som parret kunne betale, og hvor udlejeren også mente, at der var plads til to store hunde.

Martin og Victoria er vendepunktet. Det er der, det går op for mig, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil. Der sker jo det meget banale, at når ens drømme går i opfyldelse, så er man virkelig på skideren. Medmindre man er meget, meget dygtig til at administrere nogle meget vigtige ting, og det kan man ikke påstå, at jeg var«.

Samme år som succesen vælter over ham, begynder han at skrive opfølgeren »Victorias år«.

»Når jeg holder foredrag, er der altid en pige på første række med hånden oppe, og så kommer det dræbende spørgsmål: Hvorfor er toeren så dårlig? Hun mener, den er dårlig, fordi den første er så god. Toeren var et bevidst forsøg på at skyde mig selv i foden og komme væk fra rygtet om, at jeg bare var en rigtig positiv-livsbekræftende-glad-i-låget-ung-mand«.

Oprindeligt planlagde Klaus Lyng-gaard, at »Martin og Victoria« var begyndelsen på en trilogi. Noget, han endda flere gange blev citeret for i medierne.

»Mig og min store mund. Det hører jeg for i dag. Hvornår kommer treeren, spørger folk. Men jeg kan ikke se, hvordan de to skulle samle tråden op igen«.

Faktisk udgav Klaus Lynggaard ikke digte eller bøger i syv år efter »Victorias år«. Han har ikke skrevet en roman siden og regner heller ikke umiddelbart med at gøre det.

»Der skete nogle ting på privatfronten misbrug som jeg måtte køre helt ud. Jeg tror, man er disponeret for misbrug. Det kostede mig en masse penge. Jeg tog nogle meget hårde behandlinger efter Minnesota-modellen. Så blev jeg Anonym Alkoholiker, og det gjorde jeg, på trods af at der er så meget Gud i det. Jeg gjorde det på grund af fællesskabet. Jeg var nødt til at være sammen med nogle, som havde prøvet det samme som mig. For jeg havde været til læger og psykologer, men de ved ikke en skid om det«.

Martin i bagagen

Selv om han forsøger at lægge afstand til Martin, indrømmer Klaus Lynggaard, at der er en del af den sårbare dreng i ham.

»Jeg har udspaltet mig selv i alle drengene i bogen. Lige fra Ronnie, der har den der tonseside, til Jens, der er sådan en klogekaj. Men folk, der kender mig fra dengang, synes, jeg minder mest om Mikael. Altså sådan en, der ikke kan holde sin kæft og altid spiller smart. Men der er da mange personlige erfaringer i Mar-tin eksempelvis mine erfaringer om at være forelsket. Men det er ikke en nøgleroman. Og hans familie ligner ikke min. Men vi flyttede til Kokkedal, og jeg ville gerne beskrive, hvad det gjorde ved folk, at der så hurtigt voksede de her grimme forstæder op«, siger Lynggaard.

Selv om det ikke var meningen, at bogen skulle blive en ungdomsroman, er Klaus Lynggaard glad for sine unge læsere.

»De har den samme umiddelbare glæde ved at læse bogen, som man har, når man oplever et stykke musik«.

Hvis han i dag fik muligheden for at give Martin et råd med på vejen mod voksenlivet hvad skulle det så være? Han tager spørgsmålet ind sammen med røgen fra cigaretten.

»Pas på dig selv, min dreng«, siger han og puster ud.

»Men jeg tror egentlig ikke, at man kan lære af andres erfaringer. Se på mig. Jeg var en læsehest som ung. Jeg havde enormt meget andenhåndsviden, jeg vidste meget. Jeg havde læst masser af kærlighedsromaner, men det betød ikke, at jeg bare kunne det der med en pige. Jeg har altid været tilbøjelig til at svinge mellem opgangsperioder og nedgangsperioder. Når jeg var nede, troede jeg aldrig, jeg skulle komme op. Og når jeg var oppe, troede jeg, at sådan ville livet altid være. Jeg ved nu som voksen, at en dag vender det«.

mbtrier@dlf.org

Klaus Lynggaard

er født i 1956 på Christianshavn. Han arbejder i dag som musikkritiker på Information. Han er gift med Anne Marie, som han har været sammen med i 19 år. De har ingen børn. Siden han gik i skole, har han haft en brændende interesse for musik og litteratur. Og har langt det meste af tiden været aktiv på begge fronter. Han debuterede med digtsamlingen »Vinterkrig« i 1981. Fra 1984 til 1987 var han musikkritiker på Kristeligt Dagblad. 1985 udkom debutromanen »Martin og Victoria«, året efter »Vic-torias år«. I 1986 modtog han statens treårige arbejdslegat. I 1996 kom hans første cd med gruppen Quote Unquote. Lige nu er han ved at indspille sin første soloplade.

Læs mere om Klaus Lynggaard på www. artebooking.dk


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.665 andre er allerede tilmeldt