Anmeldelse Didaktik
0   258

Næsten levende vekselvirkning

Fakta



<p>Forfatter: Ole Pedersen</p><br /><p>344 sider, 135 kroner plus forsendelse</p><br /><p>Forlaget Kvan</p><br /><p>Telefon 8610 2100</p><br /><p>Kvan@post6.tele.dk</p><br /><p /><br /><p>Forlag: Forlaget Kvan</p>

Ny bog om Grundtvig-Kold-version 2003 »Det var sådan en grundtvig-kohlsk efterskole, jeg gik på«, sagde min gæst, da hun så bogen.

Artiklen fortsætter under banneret

»Hvad er det egentlig, grundtvig-kohlsk betyder«, fortsatte hun stadig med Chresten Kolds efternavn udtalt som tyske Helmuth Kohls.

»Nåå jo«, funderede hun videre, »det er noget med morgensang og kristendomsundervisning, ik?« Jo, det er noget med ææh Altså, vi er alle sammen påvirket af Grundtvigs og Kolds tanker og ideer. Men hvad er det nu lige, de går ud på? Det har den tidligere forstander på Den Frie Lærerskole i Ollerup, Ole Pedersen, skrevet en personlig, essayistisk og noget ordrig bog om. Ole Pedersen er som foredragsholder og lærer en god fortæller. Det mærkes i bogen, hvor den er bedst. Men andre steder har teksten tendens til at blive ufokuseret. I et stort afsnit om N.F.S. Grundtvigs liv og gerninger får han vist, at Grundtvig har sat dybe spor i dansk åndsliv, og at enhver dansker »bevidst eller ubevidst på en eller anden måde er berørt af det grundtvigske«. Grundtvig formulerede aldrig en egentlig pædagogisk teori, men i 1830erne og 40erne udsendte han en række skrifter, som satte varige spor. Det var skolepolitiske programerklæringer, som indvarslede højskolen og tankerne om Livets Skole: »Naar Skolen virkelig skal blive en for Livet gavnlig Oplysningsanstalt, da maa den for det første ikke gøre Oplysningen eller sig selv, men Livets Tarv til sit Øjemed, og for det andet tage Livet, som det virkelig er, og kun stræbe at oplyse og fremme dets Brugbarhed«. Hovedsagen er det »levende, det fælles og det almindelige«. Undervisningen skal mere bygge på samtalen end doceren, »for lærerne kan lære lige så meget af eleverne som omvendt«. Det er denne levende vekselvirkning, der er det grundtvigske lurmærke; lærer og elev skal have gensidig respekt, så begge parter kan lære ved at lytte til hinanden og tale sammen.

På samme måde får Ole Pedersen fint placeret Chresten Kold i samtiden. Hvor Grundtvig var »sær«, var Kold »mærkelig«, skriver han. De er nogle »løjerlige« og »sære asener« i al deres forskellighed. Men de er fælles om at være egenrådige. At fri- og efterskoler i dag omtaler sig selv som grundtvig-koldske, er på mange måder paradoksalt. Kold var en kristen forkynder, mens Grundtvig mente, at historie er børneskolens vigtigste fag, mens kristendom bestemt ikke er skolens opgave det er forældrenes og kirkens. Disse to personer, som på visse områder er hinandens uforenelige modsætninger, bliver i dag omtalt sammen som en slags dansk pædagogiks Dupont og Dupond. Det var og er de ikke. Det får Ole Pedersen flot frem hele bogen igennem. Det mærkes, at han nærer stor kærlighed til både friskolerne og folkeskolen. Der er ikke tale om meningsforskelle mellem de to skoleformer, skriver han. Det er to forskellige måder at holde skole på. Men fri- og efterskoler får på huden for de mange tomme ord om deres grundtvig-koldske basis. Det er godt med »holdningsskoler«, men de hænges ud for deres ordskvalder, på samme måde som »oraklet på Danmarks Pædagogiske Universitet, professor Niels Egelund«, bliver udstillet. Fingrene lægges ikke imellem, og man er aldrig i tvivl om, hvad Ole Pedersen selv mener. Det er tydeligt, at det smerter ham, at mange af de såkaldt frie skoler ikke for alvor gør noget ud af at sætte ord på de værdier, de hævder at bygge på.

Denne del lykkes flot for Ole Pedersen. Men flere steder i bogen ville det have pyntet på teksten med en opstramning. Et ellers spændende afsnit om fortælling er ved at blive kvalt. I fortællinger! Det er, som om han tror, at læserne ikke kender den nordiske mytologis fortællinger, så de får lov at brede sig over maaange sider; mens pointerne om fortælling næsten drukner. Kolds rejse til Smyrna er vigtig for at forstå hans senere handlinger. Men en del af beretningen om Peter Hass og hans kone kunne være skåret ud, de tilføjer ikke nye pointer eller øget forståelse. Et referat af en amerikansk film bruges til at understrege en pointe. Fint. Men det er ligegyldigt at få at vide, hvem der spillede hovedrollen i filmen. Fokus forsvinder fra fortællingen. To steder i bogen står der, at politikeren Frank Dahlgaard er fra Dansk Folkeparti. Det er han ikke! Den slags fejl støjer.

Ole Pedersen får sagt noget vigtigt om den levende vekselvirkning. Om didaktisk kunnen. Og om faglighed, der handler om »lærerens faglige habitus i de respektive undervisningsfag og i særdeleshed om lærerfaget«. En person, der ikke behersker lærerfaget, er ikke lærer, men måske vejleder, konsulent eller instruktør. Og den lærer, der kun er dygtig i lærerfaget, er slet ikke lærer, men måske socialpædagog, hedder det.

Bogen giver et engageret billede af Grundtvigs og Kolds betydning i den danske skole. De mange henvisninger til tidens skolepolitiske debat virker veloplagte, men de gør, at bogen mere bliver en aktuel debatbog end bogen om det grundtvig-koldske skolesyn.

Bogen har en god indholdsfortegnelse, en fortræffelig litteraturliste og et ikke helt præcist navneregister. Et emneregister mangler.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ