Nu bliver det lovligt for kommuner at kræve coronapas af medarbejderne

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har til formiddag indgået en trepartsaftale om, at arbejdsgivere kan kræve corona-pas af medarbejderne - en mulighed, der også vil gælde kommunale arbejdspladser som folkeskolerne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi skal passe på hinanden - også på arbejdspladserne. Corona-passet er en fornuftig løsning, da det vil bidrage til at holde Danmark åbent og til, at medarbejderne trygt kan gå på arbejde", siger formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation Lizette Risgaard i en pressemeddelelse efter dagens aftale.

Formand for kommunernes organisation KL Jacob Bundsgaard mener, det er oplagt at stille krav om coronapas på plejehjem og bosteder.

"Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at begrænse smittespredningen. Og når vi nu beder pårørende til udsatte borgere vise coronapas, når de skal besøge plejehjem og bosteder, giver det god mening, at vi også kræver det af medarbejderne på disse arbejdspladser", siger han til mediet Danske Kommuner.

Den enkelte kommunalbestyrelse kan dog også vælge at stille krav om coronaplads på kommunens øvrige arbejdspladser. 

"Det er vigtigt, at det er trygt og sikkert at gå på arbejde, hvis man lokalt vurderer, at krav om coronapas kan medvirke til at undgå skolelukninger, så er det trods alt et tiltag i den milde ende", siger formand for Lærerforeningens organisations- og arbejdsmiljøudvalg Thomas Andreasen og lægger vægt på, at tiltaget er midlertidigt, da det kun er gældende, så længe covid-19 betragtes som en samfundskritisk sygdom.

På baggrund af trepartsaftalen skal muligheden for at kræve coronapas nu vedtages som lovgivning.