Anmeldelse

Podcast i skolen

Sæt lyd på undervisningen

Anvendelig håndbog om podcast åbner for nye perspektiver i arbejdet med lyd i skolen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I starten var det en stille summen i et hjørne; i dag trænger stemmerne fra podcasts sig ind alle steder: Vi lytter, når vi vil, hvor vi vil. Men det mest banebrydende ved den udvikling er nok, at det er blevet meget nemmere at arbejde med lyd i skolen.

Fakta:

Titel: Podcast i skolen

Forfatter: Mikkel Aslak Koudal Andersen

Pris: 270

Sider: 152

Forlag: Akademisk Forlag

Mange lærere har grebet muligheden, og med "Podcast i skolen - Håndbog i elevproduktion" er der nu en bog til både nybegynderen og den erfarne. De to indledende kapitler er korte og handler om de mest centrale elementer, man skal have for øje, når man arbejder med podcasts. Men de rummer også gode refleksioner over, hvad podcasten især kan bidrage med i skolen. For eksempel har forfatteren den fine pointe, at man ikke nødvendigvis behøver at tænke i den polerede podcast, som kan deles med alverden.

Nej, arbejdet med lyd og lydoptagelser kan også rette op på, at ”forløb, hvor mundtligheden er et egentligt selvstændigt genstandsfelt, er i underskud, i forhold til hvor meget skriftligheden får lov at fylde”. Man kan i dag arbejde med det mundtlige på en helt anden måde i forhold til for få år siden, hvor man ikke kunne fange det mundtlige udtryk så let. Med en smartphone i hånden kan vi komme helt tæt på det mundtlige sprog, og elever, der er usikre på det skriftlige, kan bogstaveligt talt komme til orde. Hvad med at bringe mundtligheden ind i elevplanerne, er et af forfatterens inspirerende spørgsmål: Lad for eksempel forældrene lytte til elevernes korte lydfortællinger inden en forældresamtale.

Efter den generelle introduktion følger en række forslag til konkrete måder at arbejde med podcast på i skolen og især i danskfaget. I eksemplerne veksler forfatteren glimrende mellem det håndværksmæssige og mere generelle refleksioner. Forslagene til arbejde med elevproduktioner suppleres med idéer til, hvordan læreren kan bruge podcast i sin egen undervisning: Flipped learning kan jo også praktiseres med podcast, og ”en kort indtalt oplæsning med mundtlig feedback fortæller forældrene langt mere end en melding om, at deres barn er på LUS13”.

Hjemmesiden podcastiskolen.dk, som er knyttet til bogen, rummer en række gode podcast med hørbare eksempler på, hvordan man laver den gode speak, hvordan man kan arbejde med lydeffekter med mere. Forfatteren praktiserer, hvad han prædiker, og det er jo særlig vigtigt, når det handler om lyd. Sitet rummer også et overflødighedshorn af podcast, der kan anvendes i skolen.

Men bægeret flyder over. Eksemplerne afspejler ganske vist frodigheden og diversiteten i podcastjunglen, og man kunne ønske sig, at forfatteren havde udpeget nogle særligt eksemplariske podcast.

Paradoksalt nok viser bogen her sit fortrin frem for den digitale fremstilling. Bogens klarhed og struktur gør den til et super redskab, hvis man skal arbejde med elevproduktioner – lige fra den professionelle klang til den daglige brug i klassen. Det er en super guide, som bør være tilgængelig på alle skoler.