Danske Skoleelever vil tjene penge på skolefoto

Statsstøtten til Danske Skoleelever skrumper. Blandt andet derfor er organisationen ved at etablere datterselskabet Mer’Foto. Booker en skole det nye skolefotofirma, vil en del af overskuddet gå til skolens elevråd.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danske Skoleelever har et stykke tid kigget efter alternative måder at tjene penge på. I slutningen af februar kunne organisationen på Facebook løfte sløret for datterselskabet Mer'Foto, som bl.a. skal tage klasse- og skolebilleder, som forældrene kan købe. Målet med projektet er at skabe økonomisk vækst for Danske Skoleelever ved at skabe en forretning, hvor også de enkelte elevråd på skoler, der benytter Mer'Foto, vil få udbytte af salget.

Formand for Danske Skoleelever Ester Vyff fortæller, at Danske Skoleelever har haft fat i både advokat og revisor for at sikre, at juraen er på plads ved etableringen af det nye skolefotofirma, og at målet er, at løfte konceptet og købsoplevelsen til et nyt niveau for de forældre, der køber skolebilleder gennem Mer'Foto.

"Vi har spurgt os selv om, hvordan vi løbende kan sikre gode rammer for de aktiviteter, som vi er sat i verden for at skabe. Vi har søgt inspiration i andre organisationer, hvor det er udbredt at skabe alternative indtægtskilder. Vi har set på spejderne, som har Spejdersport og udlejer spejderhytter. Så nåede vi frem til, at skolefoto var et godt sted i vores verden. Der er mange papirer i de eksisterende tilbud, og både forældre og elever efterspørger flere digitale løsninger. Vi vil lave klassisk skolefoto, men i et digitalt system. Vi vil gerne smide de krøllede elevsedler væk", siger Esther Vyff.

Planen er, at Mer'Foto kan tilbyde elevfotografering allerede fra næste skoleår.

Ny forældreorganisation vil forbyde skolefoto 

Konkurrent: Usmagelig konkurrence 

Danske Skoleelever modtager offentligt tilskud, men tilskuddene er blevet færre de senere år. En opgørelse som Altinget har fået via en aktindsigt hos Børne- og Undervisningsministeriet i begyndelsen af året, viser, at Danske Skoleelever sidste år modtog 5,6 millioner kroner i tilskud, hvilket var 850.000 kroner mindre end i 2018. I 2020 forventes det at falde yderligere.

Men er det i orden, at en statsstøttet organisation etablerer et datterselskab, som leverer varer på lige fod med andre firmaer i branchen?

Nej, mener ejer af Vestegnens Skolefoto Lise Randrup.

"Når man modtager offentlig støtte, så er vi i en gråzone. Det bliver hurtigt konkurrenceforvridende. Det gør det også, hvis man siger til elevrådene, at de får penge af salget, hvis de vælger deres egen organisation. Jeg synes, det er upassende, hvis valg af samarbejdspartner handler om penge eller andet "under bordet" fremfor regulær konkurrence på pris/kvalitet m.v. Det undrer mig, hvis det er lovligt", siger Lise Randrup.

Skoleleder anbefaler at droppe skolefotos 

Danske Skoleelever: Vi konkurrerer på lige vilkår

Men Mer'Foto er en lovlig konstruktion, fortæller Esther Vyff.

"Vi bruger vores frie midler, som vi yder som et lån til datterselskabet. De frie midler er penge fra eksempelvis kontingenter og kursussalg. Det er Danske Skoleelever, der putter penge i Mer'Foto for at starte det op, men det er ikke midler, vi får fra staten. For eksempel får vi penge fra staten til DM i fagene, men de penge bliver brugt på DM i fagene", forklarer Esther Vyff og tilføjer:

"Danske Skoleelever yder et lån til Mer'Foto, som fungerer på markedsvilkår og som skal tilbagebetales. Mer'Foto kommer til at levere som alle andre virksomheder. Vi skal konkurrere på pris og kvalitet som alle andre. Derfor betragter vi det ikke som konkurrenceforvridende".  

Dansk Skolefoto: Ingen spinder guld på skolebilleder