Anmeldelse

Overgange i naturfag

Hvad kan vi forvente?

Hvad kan vi forvente, at eleverne kan (læs: er blevet undervist i), når vi modtager dem i skolen, på mellemtrinnet, i udskolingen, på gymnasiet, på universitetet? Debatten er ofte skarp og uforsonlig, men kan vi finde en fælles vej?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Overgange i naturfag" sætter, trods navnet, fokus på én enkelt af disse overgange, nemlig transitionen fra natur/teknologi i 6. klasse til biologi, fysik/kemi og geografi i 7. klasse. Som noget helt særligt er bogen målrettet eleverne.

Fakta:

Titel: Overgange i naturfag

Forfatter: Jens Hviid, Frank Jensen, Martin Krabbe Sillasen

Pris: 175

Sider: 96

Forlag: Gyldendal

Bogen indeholder en række eksempler på naturfaglig viden, der hører til både natur/teknologi og biologi, fysik/kemi og geografi. Emnerne er Økologiske kredsløb, Den urolige jord, Flyde og synke, Det rene vand, Energi i hverdagen og Motorvejen påvirker mennesker og natur. Efter hvert kapitel oplistes, hvad du som elev kan forvente at blive undervist i i de enkelte naturfag i 7.-9. klasse.

Forfatterne opsummerer på mange måder en lang række af de faglige områder, som de fleste elever i natur/teknologi bliver undervist i, og peger fremad mod naturfagene i udskolingen. Bogen indeholder på de sidste sider en kortfattet lærervejledning til de enkelte kapitler. Aktivitetsark kan formidles eller printes fra forlagets hjemmeside. Bogens omfang gør, at den ikke egner sig til at blive anvendt i sin helhed, men i højere grad lægger op til at arbejde med udvalgte kapitler som en evaluering af klassens natur/teknologi-undervisning og som hjælp til lærerens overlevering til lærerne i biologi, fysik/kemi og geografi.

Og her er der i den grad plads til forbedringer på rigtig mange skoler. Fagudvalgene lever i disse år en krank skæbne med begrænset tid til faglig og pædagogisk samarbejde. Men det er vigtigt at tale sammen og afstemme forventninger til, hvad der arbejdes med på de forskellige trin. Det er gået af mode at udarbejde lokale læseplaner, men samtalen om, hvad det er vigtigt at arbejde med lokalt på den enkelte skole, giver ejerskab, engagement og en følelse af, at vi løfter i flok.

Jeg vil også anbefale "Overgange i naturfag" til arbejdet med naturfagsforløbene i natur/teknologi. Med læseplanen for natur/teknologi 2019 lægges der op til, at der i løbet af 5.-6. klasse gennemføres mindst to særligt tilrettelagte problembaserede undervisningsforløb, for eksempel fordelt med ét i 5. klasse og ét i 6. klasse. Målet er at give eleverne mulighed for fordybelse og oplevelse af sammenhænge samt at videreudvikle naturfaglig kompetence ved at indkredse, undersøge og belyse autentiske problemstillinger. Her kan bogens temaer være udgangspunkt for en undersøgelsesbaseret tilgang med udgangspunkt i elevernes nysgerrighed.

Vi er stadig langtfra i mål med at styrke elevernes interesse og motivation for at vælge naturfag som uddannelsesretning. Gode oplevelser med undersøgelsesbaserede forløb fyldt med autentiske problemstillinger, forsøgsarbejde og praktisk arbejde peger i den rigtige retning.