Sæson 1 Idealistisk, upædagogisk, rygende, seksuelt udfordrende folkeskolelærer, hvis hjerte banker tydeligere for elever end for egne børn.

Rita viser den sexede lærer

I næsten ti år har skuespiller Mille Dinesen portrætteret folkeskolelæreren som en fandenivoldsk antihelt. Undervejs har hun fået mere respekt for lærere.

Publiceret

Vidste du det om »Rita«?

»Rita« er en dansk tv-serie, som er skabt efter idé afmanuskriptforfatter Christian Torpe. Lars Kaalund har væretkonceptualiserende instruktør.

Mille Dinesen vandt i 2012 tv-prisen »Den Gyldne Nymfe« ved enfestival i Monte Carlo for rollen som Rita.

Første afsnit rullede over skærmen på TV2 9. februar 2012.

Den franske remake »Sam« med den franske stjerne MathildeSeigner i hovedrollen har haft stor seermæssig succes og erproduceret i flere sæsoner.

Fox Television Studios har produceret en amerikansk pilot af»Rita« med Anna Gun i hovedrollen.

Der findes en hollandsk udgave af »Rita«, men her hedder serien»Tessa«.

Sæson 2 Rita bliver kæreste med skolelederen, som kæmper for at samle lærere og elever, da Islevgård Skole og Rønnegårdsskolen bliver lagt sammen.
Sæson 3 Som konstitueret skoleleder sikrer Rita, at eleverne scorer exceptionelt lavt i de nationale test, fordi det udløser en ekstrabevilling, som der er hårdt brug for til skolens inklusionselever. Rita bliver fyret.
Sæson 4 Rita langer burgere over disken, indtil hun får job på den landsbyskole, hun selv gik på som barn. Men landsbyskolen må lukke, og Rita står igen uden lærerjob.
Sæson 5 Rita har åbnet sin egen lilleskole med kollegaen Hjørdis. Skolen med 14 elever holder til i Ritas hus.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er næsten ti år siden, at skuespiller Mille Dinesen første gang trak i skovmandsskjorten, de lidt for stramme jeans og halvstøvlerne med solid hæl. Ti år siden, hun slog sin røv i skolens toiletsæde og tændte en Marlboro, mens hun kastede et ærgerligt dansklærerblik på lokumsgraffitien: »Rita knepper skoleenspektøren«.

Siden har hun hjemmevant hamret hælene ned ad flere skolers gange. Krammet eleverne. Kæmmet lus ud af håret. Kæmpet for inklusionsbørn. Og kæmpet mod skolelukninger og besparelser pakket ind i pædagogiske nyskabelser. Hun har knaldet med skolelederen, med en far til den stille pige i klassen og med en storebror.

For læreren, Rita, smelter privatliv og professionelt liv sammen, og det bliver understreget til fulde i den femte og sidste sæson af TV2/Netflix-serien »Rita«, hvor hun sammen med kollegaen Hjørdis åbner en lilleskole med 14 elever i sit eget hjem.

Mille Dinesen synes, det er et privilegium, at hun i ti år har fået lov til at sætte ansigt og mimik på læreren Rita.

»Rita siger, hun blev lærer for at beskytte børn mod deres forældre. I starten er hun lige så meget barn som sine elever, men hun bliver voksen. Hun har lidt ufine metoder, og mange synes, hun er for meget in the face, men hun har hjertet på rette sted og forsvarer altid sine elever. Det gør, at man godt kan lide hende og holder af hende«, siger hun.

I sæson 2 bliver Rita kæreste med skolelederen, som kæmper for at samle lærere og elever, da Islevgård Skole og Rønnegårdsskolen bliver lagt sammen.

Anmeldelse: Rita

Research på skoler

Ti år er lang tid i en rolle. Faktisk er det så lang tid, at Mille Dinesen har svært ved at huske, hvordan hun forberedte sig på at træde ind i rollen som hele Danmarks enfant terrible-skolelærer.

Til en vis grad trak hun på sin egen skoletid. Minderne fra de seks første skoleår på Sortedamskolen på Østerbro i København er ikke de bedste.

»Det var en typisk skole. Min klasselærer var rimelig sloppy. Det hele var lidt sjasket. Jeg ville gerne noget mere. Så kom jeg i privatskole på Niels Steensens Gymnasium. Jeg kom over til nogle lærere, der var kompetente og gik op i deres fag. De respekterede deres elever. Der var en helt anden drive. Jeg fik lyst til at læse lektier og blive god til noget og følge med«.

Men det er ikke kun egen skolegang, Mille Dinesen trækker på.

»Inden optagelserne til serien gik i gang, var jeg også ude på skoler og med på lærerværelser for at finde ud af, hvordan det er at være på en skole. Jeg har været flere steder og fulgtes med flere forskellige lærere og i forskellige klasser. Det handlede mest om at opsnappe stemninger. Jeg så, hvordan nogle lærere gjorde, og så tænkte jeg faktisk, at det skulle jeg slet ikke gøre. Rita skulle være helt sin egen. Men man skulle jo tro på, at hun havde været lærer med hud og hår i mange år, så jeg har taget noget med - på den måde, hun går på gangene, stikker hovedet ind til skolelederen og snakker på lærerværelset, og måden, hun drikker kaffe på«, siger Mille Dinesen.

Sæson 3 Som konstitueret skoleleder sikrer Rita, at eleverne scorer exceptionelt lavt i de nationale test, fordi det udløser en ekstrabevilling, som der er hårdt brug for til skolens inklusionselever. Rita bliver fyret.

Kulissen revet ned

De første tre sæsoner af »Rita« er optaget på det, der tidligere var Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Islev i Rødovre. Den fiktive skole i serien hed Islevgård Skole.

»Vi optog i Rødovre. Vi startede med en tom skole. Nu er den så revet ned. Det blev den efter sæson tre.

Det var en speciel skole. De arbejdede med at gøre ting anderledes. Vi lavede det til en skole med klasseværelser. Vi startede med tavle og kridt, noget gammelt lort, som jeg husker det fra folkeskolen. Men i fjerde sæson flyttede vi over på Værløse Flyvestation. Der gik vi over til smartboards, og eleverne havde computere med. Jeg savnede lidt den grønne tavle og kridtet, og at man ikke sad og kiggede ned i sin laptop hele tiden. Men det er udviklingen, og det fortæller, at vi har været i gang længe«.

Manuskriptforfatterne fulgte nøje med i nyhederne, klippede skolenyheder ud og samlede sammen fra skoledebatten. På den måde følger den fiktive skoleserie også med den politiske udvikling af skolen hen over årene. Besparelser, skolelukninger, nationale test, inklusion og overenskomster er blot nogle af de emner, som bliver taget op i »Rita«.

»Det har været interessant. Det er en dramakomedie. Vi portrætterer det ikke én til én. Men der er ingen tvivl om, at det har været en sprængfarlig arena. Der er så mange ting i skolen, man kan tage fat i. Der er så mange skønne plot, som manuskriptforfatterne har grebet. Læreren, der bliver mobbet, lus, forældre, som lægger ansvaret fra sig. Skolen har meget at byde på«, siger Mille Dinesen.

I sæson 4 Rita langer burgere over disken, indtil hun får job på den landsbyskole, hun selv gik på som barn. Men landsbyskolen må lukke, og Rita står igen uden lærerjob.

 International lærersucces

På nogle områder er skuespilleren, Mille Dinesen, misundelig på læreren, Rita Madsen.

»Man kan sige, at Rita er min diametrale modsætning. Hun er lig kaos. Hun er konfliktsøgende. Jeg er meget mere kontrolleret og konfliktsky. Men når man arbejder med en rolle som Rita i så mange år, så kommer der noget Mille i Rita og omvendt. Hvis jeg havde valgt at spille rollen iskoldt, så havde vi problemer med at få sympati med hende. Nu kan hun slippe af sted med meget, fordi vi ikke er i tvivl om, at hun har hjertet på rette sted. Hun siger og gør alle de ting, som jeg ville ønske, jeg kunne sige i øjeblikket«, siger Mille Dinesen.

Mille Dinesen får ofte beskeder fra folk på baggrund af sin rolle som Rita. Og det er ikke kun i Danmark, at lærernes antihelt får opmærksomhed. Serien er produceret som remake i både Frankrig, Holland og USA.

»Jeg får virkelig meget feedback fra hele verden. De kan godt lide, at hun er bramfri. I nogle lande er det virkelig sejt. Der er mange elever, der skriver: 'Jeg ville ønske, jeg havde en lærer som dig'.

Der var en skole i New York, hvor lærerne skrev til mig, at de godt kunne tænke sig at adoptere nogle af de metoder, som jeg har som Rita. Det er sjovt«, siger Mille Dinesen.

 Sæson 5 Rita har åbnet sin egen lilleskole med kollegaen Hjørdis. Skolen med 14 elever holder til i Ritas hus.

Respekten for lærerne er vokset

Mille Dinesen er glad for, hvis hun har været med til at vise flere facetter af folkeskolelæreren. Stod det til hende, var folkeskolen førstevalg for de fleste.

»Jeg ville ønske, man så sin skolegang som en forberedelse til livet. Hvis det var sådan, skulle alle gå i folkeskole. Det er der, man får det bredeste grundlag. Man møder høj som lav og tynd som tyk og elever fra alle samfundslag. Folkeskolen er meget mere blandet, end det er på en privatskole«.

Selv er hun blevet mor. Hun så gerne, at sønnen kom i folkeskole, men han er skrevet op til privatskole.

»Der kan ske meget på de her fire-fem år, inden han skal i skole. Og så må vi se, hvordan folkeskolen står på det tidspunkt«.

I arbejdet med lærerrollen gennem de sidste ti år er skuespillerens respekt for lærerne vokset.

»Jeg er blevet mere og mere klar over, hvor vigtigt et erhverv det er. Lærere har ikke fået ret meget anerkendelse. Det forstår jeg ikke. De har et virkelig vigtigt job. Hvis jeg med Rita-rollen kan give et lidt mere nuanceret billede af lærerjobbet, er det skønt«.

Powered by Labrador CMS