Anmeldelse

Vejledningsdidaktik, 2. udgave

Vejledningsdidaktisk sammenskudsgilde

En stor del af koryfæerne i det danske vejledningslandskab har slået sig sammen om en ny udgave af ”Vejledningsdidaktik” med moderne bud på … vejledningens didaktik. Det er ikke nødvendigvis en bog, man læser i ét stræk uden at blive ganske tummelumsk, men den giver en god rundtur i, hvordan man i 2020 kan se på emnet fra forskellige vinkler.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Christian T. Lystbæk lægger for med at tegne et billede af ”vejledningens landskab”, og Grethe Fogh Nielsen runder af med en gennemgang af vejledningsdidaktiske grundbegreber og -positioner. Et kapitel, som nogle læsere (heriblandt undertegnede) formentlig med fordel vil kunne læse som noget af det første.

Fakta:

Titel: Vejledningsdidaktik, 2. udgave

Pris: 269

Sider: 191

Forlag: Frydenlund

Imellem disse to redegørende kapitler udfolder der sig et fagligt sammenskudsgilde af bidrag til, hvordan man kan anskue vejledningspædagogik fra forskellige teoretiske ståsteder og i forskellige sammenhænge. Peter Plant gennemgår jordnært og uden de store falbelader, hvordan erhvervspraktik kan indgå som en aktivitet med tilhørende didaktiske overvejelser. Randi Boelskifte Skovhus understreger igen det, som vi, der arbejder med vejledning, godt ved, men ikke altid får taget hånd om: At uden for- og efterbehandling tømmes de velmenende vejledningsaktiviteter for mening for en stor gruppe af elever.

Trine Harck er erfaren udi gruppevejledning, og skulle man have glemt, at gruppevejledning er andet og mere end en samtale med flere end to deltagere, så bliver man mindet om de didaktiske overvejelser bag gruppevejledningen med dette kapitel.

Et kapitel om vejledningsdidaktik i uddannelsesinstitutioner (Rita Buhl og Randi Boelskifte Skovhus) har blandt andet det spændende perspektiv, at ”didaktiske overvejelser om begrebet (uddannelsesfremmedhed) kunne handle om, hvorvidt det er konstruktivt at betragte problemstillingen som hørende under 'deltagerforudsætninger' og derved individualisere et problem, der også kunne anskues strukturelt. Man kunne således overveje, om uddannelsesinstitutionen som didaktisk kategori er plaget af ungdoms-/voksenfremmedhed”. Vi taler så meget om de unges uddannelsesparathed – en samtale om uddannelsernes ungeparathed er nok også berettiget indimellem.

To spændende kapitler kredser om den filosofiske og eksistentielfænomenologiske tilgang til vejledning. Kapitler, man ikke som læser flyver igennem, men som maner til eftertanke i en tid, hvor en stor del af vejledningen er styret af bestemte politiske mål.

"Vejledningsdidaktik" vil i sin reviderede form formentlig finde bred anvendelse på diverse vejlederuddannelser. Den er grundig, og det mærkes, at de forskellige bidragydere ved, hvad de taler om.