Nødlov på vej: Sådan bliver reglerne for undervisning under Corona-lukningen

Regeringen har i weekenden offentliggjort udkast til love og bekendtgørelser om den lukning af skolerne, der er gældende fra i dag, herunder om nødundervisning. Læs dem her.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I denne uge vil reglerne om nedlukning af skoler og institutioner blive udstedt. Det handler bl.a. om nødundervisning i forbindelse med indsatsen for at begrænse spredningen af coronavirussygdommen covid-19. På grund af den ekstraordinære og akutte situation gennemføres der ikke høring over de love og bekendtgørelser, som udstedes. Børne- og Undervisningsministeriet har offentliggjort udkast til dels en lov om det akutte indgreb, herunder konsekvenser i forhold til økonomiske tilskud mv. samt en bekendtgørelse om nedlukningen og en bekendtgørelse om nødundervisning.

Som udgangspunkt holder alle skoler og instituioner lukket ind til videre. af den nye bekendtørelse af nødundervisning fremgår det, at følgende elever er undtaget fra skolelukningen: 

1) Børn og unge, hvis dette er begrundet i barnets eller den unges helt særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, herunder begrundet i forholdene i hjemmet. 

2) Børn, der modtager sprogstimulering og obligatorisk læringstilbud efter dagtilbudsloven, samt de børn, der er omfattet af krav om sprogprøver, jf. folkeskoleloven § 11 a, hvis det vurderes, at barnet har særlige behov, der nødvendiggør, at barnet stadig modtager tilbuddet.

3) Børn, unge og andre elever indskrevet på kostskoler, skolehjem og lignende, hvis forældre har bopæl i Grønland, på Færøerne eller i udlandet, eller hvis forholdene i hjemmet skønnes at nødvendiggøre, at barnet eller den unge ikke hjemsendes, eller hvis den pågældende ikke har et reelt alternativ.

4) Unge, der deltager i Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).

5) Børn og unge, der skal deltage i prøver og eksamener i begrænset omfang.  

Det er skolelederen, der vurderer i hvert enkelt tilfælde, fremgår det af bekendtgørelsen om nødundervisning. 

Nødundervisning gennemføres uden samlet fysisk tilstedeværelse af undervisere, elever, kursister eller deltagere.

Nødundervisning kan blandt andet omfatte fjernundervisning og virtuel undervisning, herunder egen læring i hjemmet efter anvisning fra underviser ved brug af bøger og andre relevante undervisningsmidler, inklusive digitale. Nødundervisning som fjernundervisning eller virtuel undervisning kan også indebære, at eleven får hjemmeopgaver til digital aflevering og efterfølgende bedømmelse og evaluering fra underviseren. 

Gælder ikke praktiske fag

Pligten til at give nødundervisning omfatter ikke praktisk orienteret undervisning i fag eller aktiviteter, hvor det vil være forbundet med uforholdsmæssige faglige, praktiske eller sikkerhedsmæssige vanskeligheder at gennemføre undervisningen uden samtidig tilstedeværelse. I stedet skal skolen udskyde allerede planlagt praktisk orienteret undervisning, så den gennemføres, når pligten til at give nødundervisning er ophørt. Omvendt kan skolen fremrykke allerede planlagt undervisning, der ikke er praktisk orienteret, så denne gennemføres som nødundervisning, fremgår det af bekendtgørelsen.

Læs mere

  1. Bekendtgørelse om nedlukning af skoler og institutioner samtetablering af nødpasning (pdf)
  2. Forslag til Lov om midlertidige foranstaltninger på børne- ogundervisningsområdet til forebyggelse og afhjælpning i forbindelsemed COVID-19 (pdf)
  3. Bekendtgørelse om nødundervisning m.v.  på børne- ogundervisningsområdet som led i forebyggelse og afhjælpning iforbindelse med COVID-19 (pdf)