Da Peter Kemp skrev sin tiltrædelsesforelæsning, havde røgen endnu ikke lagt sig i området omkring World Trade Centers tvillingetårne.

Verden var blevet mere sårbar end nogen sinde, og han nåede frem til den konklusion, at den største pædagogiske udfordring i det 21. århundrede må være at 'tage hele vort værdigrundlag op til revision' og gøre verdensborgeren til et nyt dannelsesideal.

Det er ikke længere nok, at eleverne bliver gode, danske demokrater.

'Børnene skal oplæres til verdensborgere, der har et fælles verdensborgerligt liv', sagde Peter Kemp, da han tiltrådte som professor i pædagogisk filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitet et par måneder efter 11. september 2001.

Dette verdensborgerlige liv kan nemlig leves på tværs af religioner, hvis alle bare kan blive enige om, hvad der grundlæggende er godt og ondt.

'Det er vores etiske holdninger til, hvad der er et godt liv, og hvad der er destruktion af livet, der afgør, hvordan vi omgås hinanden i praksis', påpegede han.

Så hvis vi bare kan nå frem til en 'alment acceptabel minimumsidé om det gode liv', så er meget nået.

'Det er det, vi skal lære børnene i skolerne, ligegyldigt hvilket fag der undervises i: Vi kan mødes i etikken, selv om vi ikke kan mødes i livsanskuelserne. Jeg kan ikke se nogen vigtigere opgave i vor tid'.

Grænseoverskridende udfordringer

Den pædagogiske konsekvens må så blive, mener Peter Kemp, at 'børn ikke blot skal oplæres i klasseværelsesværdier, der gør det rart at være i skolen, men også i de værdier, der er betingelsen for et godt liv for samfundet og for menneskeheden i det hele taget'.

Siden 11. september er verden kun blevet mere usikker, og professoren fastholder i dag de store ord.

'Den største pædagogiske opgave for skolen må være at tage de udfordringer op, som den moderne verden stiller os over for. Og forberede børnene på det så tidligt som muligt'.

Og udfordringerne - ja, de overskrider vores eget land, mener han. Det er store, gennemgribende, internationale problemer, som han inddeler i tre grupper: globaliseringen, forholdet mellem det nationale og det internationale, og hvad han kalder 'fremtiden for de kommende generationer', med et andet ord miljøet.

'I første omgang gik folkelige bevægelser imod globaliseringen og forsvarede enkeltstaterne, som man mente blev reduceret i kraft af de mange internationale firmaer'.

'Men efterhånden har det mere udviklet sig til et spørgsmål om, hvordan vi udvikler globaliseringen. Det er ikke længere sådan, at det nationale nødvendigvis er det gode og det internationale det onde'.

Superstaten USA bruger eksempelvis sin militære styrke på en anden måde end under den kolde krig. Det rejser nye spørgsmål, også i klasselokalet.

'Hvornår er det berettiget at føre en krig? Kan man føre forebyggende krige, som USA nu gør? Og hvordan forholder man sig til terrorproblemet? Er det bare et spørgsmål om at udrydde nogle terrorreder og nogle regimer, som måske støtter terrorister, eller vil det være langt bedre at rette op på de sociale vilkår, der kan være medvirkende til, at der opstår terror'.

'Det er problemer ved globaliseringen, som gør, at vi ikke bare kan stikke hovedet i busken som strudsen. Vi må meget tidligt åbne folks øjne for de spørgsmål'.

Er EU et gode eller et onde

Et andet centralt spørgsmål, der trænger sig på, er EU. Er EU et gode eller et onde? Skal Danmark være en del af Europas Forenede Stater? 'Vil en europæisk forfatning beskytte de enkelte stater imod at blive fuldstændig udjævnet - hele den debat er det væsentlig, at vi får ind i skolerne'.

Og så skal spørgsmålet om miljøet ses i et større perspektiv, mener Peter Kemp.

'Som det er nu, kan man have lidt debat om miljøet, men det behøver ikke at gå ret langt ud over det nutidige - altså, om man selv og ens børn har et miljø, som er nogenlunde rent at leve i. Flere generationer frem - det er der ikke meget debat om i den pædagogiske verden, og det, finder jeg, er en meget stor mangel. Det er et meget væsentligt spørgsmål'.

Disse vinkler peger på, hvad en verdensborger er, siger Peter Kemp.

'En verdensborger er en person, som interesserer sig for den globalisering, der er. Hvordan tackler vi den? Hvordan får vi en human globalisering? En verdensborger opfatter sig som ansvarlig for det globale, ikke bare samfundet'.

'En verdensborger er desuden et menneske, der går ud over sin egen nationalitet uden nødvendigvis, efter min mening, at ophæve den, men tværtimod beskytter det bedste i den. Endelig er en verdensborger en borger, som tager et ansvar for verdens fremtid'.

'Verdensborgeren er på den måde et begreb, der sammenfatter, hvad der er den væsentligste pædagogiske opgave'.

Peter Kemp mener ikke, at der skal være et skolefag, som hedder Verden, men at kosmopolitismen (det at føle sig som en borger i verden) må præge alle fag.

Flere undervisningsmidler, der er præ-get af en kosmopolitisk ånd, ville hjælpe, siger han.

jvolsen@dlf.org

Peter Kemps tiltrædelsesforelæsning kan læses i 'Dansk Pædagogisk Tidsskrift' 2/2002 og på www.dpu.dk

At undervise i krig

Man kan fortælle børnene, at der er forskellige synspunkter på, hvordan den krig skal opfattes. At der er mange, der mener, at den krig ikke burde føres, også selv om de ikke er pacifister. At det er en forkert krig på et forkert tidspunkt. Og så kan læreren gøre rede for, hvorfor der er nogle, der mener, at den er rigtig', siger Peter Kemp.

'Det må være en problemstilling, som man så vidt muligt må sørge for at få diskuteret med børnene, så de kan tage stilling. Så det ikke bare er noget, de ser rulle hen over tv-skærmen'.

'Det er et spørgsmål om at finde sin holdning. Og jeg mener ikke, at der er noget galt i, at læreren lægger sin egen holdning frem og siger: 'Det er min holdning, men man kan godt have andre holdninger''.

'Der er ingen grund til at prøve at være objektiv, for det burde man efter min mening være alt for involveret til at kunne være. Men man kan sætte det frem som noget, børnene selv må tage stilling til. Som man selv har gjort det'.

'Det er i hvert fald den erfaring, jeg har haft som universitetslærer - man skal give et bud og så opfordre dem til selv at prøve at finde deres synspunkt i forhold til det. Så kan de jo tage et andet, men jeg tror ikke, de bliver glade for ingen bud at få'.

jvo

Verdensborgere mod krig

Visionen om verdensborgeren stammer fra den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant (1724-1804) og er blevet et hit i debatten om Irak-krigen i vestlige medier. Kant forestillede sig en slags verdensregering mellem demokratier, der kunne sikre freden. Han ville sandsynligvis have været tilhænger af FN.

Mange europæiske kommentatorer har således fremført den kantianske model som argument mod krigen. Nogle amerikanske kommentatorer har så skudt igen med den såkaldte hobbesianske model (af europæere ofte kaldet den texanske cowboy-model).

Den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) gik ind for en stærk statsmagt, der kunne holde styr på indbyggerne, som ellers ville bekrige hinanden. Mennesket er grundlæggende egoistisk, mente Hobbes, og uden en stærk stat ville 'naturtilstanden' råde i samfundet.

I forlængelse heraf mener amerikanske kommentatorer så, at en stærk superstat er den bedste garanti for ro og orden på kloden. Europæerne tror derimod på FN, diplomati og human kosmopolitisme (det vil sige: det at føle sig som verdensborger).

jvo

At se verden i øjnene

'Vi skal ud over det begrænsede miljø, som for eksempel Margrethe Vestagers 'Værdier i virkeligheden' formulerede. Det drejede sig alt sammen om det danske miljø. Det kan være godt nok, men vi opdrager mennesker til at blive indelukkede og kun interessere sig for det lukkede miljø. Og det, tror jeg, er den store fare', siger Peter Kemp.

'Hvis vi skal være med til at hindre de værste katastrofer i verden, bliver vi nødt til at være bevidste om, hvad det hele drejer sig om. Og det skal vores uddannelsessystem medvirke til. Vi kan jo altid sige, at det er dråber i havet, men det bliver i hvert fald ikke bedre, hvis vi ingenting gør'.

jvo

'De store ideer i den europæiske modernitet - nationalisme, kommunisme, socialisme, men også nyliberalisme - er brugt op. Den næste store ide kunne være en selvkritisk kosmopolitisme, hvis det lykkes at åbne ideen om verdensborgerskabet mod det 21. århundrede'

Ulrich Beck, tysk sociolog, i sin nye bog 'Magt og modmagt i den globale tidsalder'

'11. september var startskuddet. Her indså Bush-regeringens udenrigspolitiske stab straks, at fra nu af var alting muligt'

Susan Sontag, kritisk amerikansk forfatter, i Der Spiegel/Politiken 8. marts