Debat
36   278

Folkeskolereformen ... systemet tabte og lærerne vandt!

Hvis du også var dybt krænket over den måde, reformen blev gennemtrumfet (og det var endda før, det blev moderne at være krænket), så er vi i samme båd. Men i dag synes jeg, at reformen var til lærernes fordel, og jeg er overbevist om, at mange klarsynede politikere har fortrudt - og med god grund.

Jeg, en fritidsløs arbejder.

Jeg havde engang en kollega, som ville på efterløn, og så spurgte jeg hende henkastet, hvad hun ville bruge tiden på. Hun var en meget intellektuel kvinde (og fuldkommen blottet for humor), så hun tænkte grundigt over det, inden hun svarede, at hun glædede sig allermest til at se fjernsyn. SE FJERNSYN! Hun var mere typen på at skrive en historisk slægtsroman i 12 bind! Men hun var simpelthen så træt af arbejde om aftenen, når resten af familien hyggede sig inde i stuen. Se, det var da et skæbnefællesskab, jeg kunne relatere til. Dengang nærmede min stresstærskel sig dagligt det mørkelilla felt i samme sekund, som aftensmaden var ryddet væk, og man kunne begynde at forholde sig til mængden af forberedelse til den kommende dag. Jeg hadede det. Det gjorde min familie helt sikkert også, for mage til sur kælling skulle man da lede længe efter!

Artiklen fortsætter under banneret

 

Da håneretten blev borte med blæsten.

Senere fik vi den historiske lockout, og midt i det følelsesmæssige kaos glædede jeg mig helt vildt til faste arbejdstider og særskilt fritid. Ja, okay, det var så lige indtil Ikast kommune fik præciseret, hvordan man forestillede sig de nye arbejdstider, og så sagde jeg ´goodbye amigos´ og fandt et job i en bedre kommune. Men de nye arbejdstider satte lærernes arbejde i perspektiv. Under lockouten kunne politikerne spille på befolkningens fordomme om lærernes flossede arbejdsmoral, men i dag ved folk godt, at lærernes arbejdsliv er lige så presset som stempelkaffe. Jeg oplever, at det har givet anerkendelse. Politikerne mistede simpelthen håneretten.

 

Og hvordan gik det så med de faste arbejdstider?

Jeg var så fornærmet over lockouten, at jeg besluttede, at hvis arbejdstider skulle være et mistillidsvotum, så skulle jeg dæleme dytme også nok følge dem til punkt og prikke. Ha! Ta´ den!

Siden da har jeg skrevet mine arbejdstider ned hver dag, og en gang i ugen tæller jeg dem sammen. For det første opdagede jeg, at jeg ikke arbejder nær så meget, som jeg troede. Det føles klart værre, end det er! De der uger med forældresamtaler og vikartimer og alt muligt andet føles som mindst 60 timer. Men tæller man det sammen, har man måske kun arbejdet 4 timer over. Så når folk praler med, at de har en arbejdsuge på 80 timer, så tænker jeg i mit stille sind, om de nu også har prøvet at regne på det. 45 timer føles som det dobbelte, men det er det altså ikke.

Jeg fandt også ud af, at de der uger med korte dage (hvis man har en tandlægetid, sidste dag før juleferien …) trækker temmelig meget ned i det ugentlige timetal. Jeg mærker det bare ikke. Det føles ikke tilsvarende befriende. Så hvor småligt det end lyder, så har det givet mig ro i sindet, at jeg ved, om jeg arbejder over eller ej.

Jeg har aldrig før været så presset, men jeg har heller aldrig før arbejdet i så få timer. Jeg ligger på sofaen hver aften og ser åndsforladte boligprogrammer og holder hviledagen i hu. Jeg kender da lærere, som har købt sommerhus, ene og alene fordi de holder fri om søndagen, for det havde vi jo aldrig førhen. Politikerne fjernede med et snuptag en gigantisk pulje af gratis overarbejde. Det var jo direkte dumt. Hvis de næste overenskomstforhandlinger kommer til at handle om, at få friheden tilbage (”min frihe´, den ka´ ingen ta´ fra mig”, citat Gitte), så husk lige, hvad vi brugte friheden på før 2013.  Det er ikke den form for frihed, som vi gider have tilbage.

 

Vi fik forresten også 6. ferieuge.

Jo, jo, normaliseringen længe leve. Vi var velsagtens den sidste befolkningsgruppe, som ikke måtte afholde 6. ferieuge. Den har sikkert kostet min arbejdsplads en halv million kroner årligt på vikarkontoen! Politikerne kunne jo dårligt kræve en komplet normalisering uden at lade ferieloven følge med, og det var de da helt sikkert lede ved. Nu rejser vi gladelig på ferie i de billige perioder og tager vores børn ud af undervisningen præcist lige så skruppelløst som alle andre.

 

Men hvad med forberedelsen og undervisningen, hænger hverdagen sammen? Næ!

Kunne vi effektivisere forberedelsen, som politikerne troede? Næ! Men jeg forbereder mig mindre. Meget mindre. I gamle dage skrev en klasse nok 6 danske stile om året (det bliver cirka 150 stile i alt). Nu skriver de måske 2, og de bliver rettet over flere måneder. Eleverne har lykkeligt glemt, at de nogensinde lavede en opgave, når de får den retur. I det hele taget brugte jeg meget tid på rettearbejde dengang. Der var også biologirapporter fra omkring 100 elever flere gange årligt. Det er slut nu.

Dengang blev forældrehenvendelser besvaret prompte, og ekstra møder blev afholdt efter behov. Nu må forældrene tage til takke med en mail, næste gang jeg har tid (der kan godt gå et par dage), og ønsker om ekstra samtaler kan man tillade sig at afvise (fx om barnets lektier, når familien rejser til østen i en måned). Lærerne lærte at sige de tabubelagte ord, at vi ikke har tid. For det er pludselig ikke mit problem, om jeg har tid eller ej. Det er forvandlet til et ledelsesproblem. Jeg har simpelthen fået lønmodtagermentalitet.

Det var en virkelig dårlig bivirkning, men den slags politiske beslutninger kan rende mig i en vis arbejdsbelastet legemsdel. Serviceniveauet var meget bedre på alle fronter førhen, men sjovt nok er respekten for vores arbejde meget større i dag.

 

Syv år senere (”7 år, Niels, man ved et og andet”, citat Mulle)

Nu står lokalpolitikerne med en gruppe tøsesure lærere med trivselsmålinger, der er mere bloddryppende end Vlad Dracul´s aftensmad,  skolebørn med testresultater er i frit fald, og utilfredse forældre.

Man bør have respekt for tøsesurhed. Det er nemlig ikke noget, man kan fjerne med hverken lokkemidler eller undskyldninger. Tøsesurhed har ingen udløbsdato. Min personlige lockout-tøsesurhed er blevet en del af mit dna og uden udsigt til tilgivelse. Derfor har jeg også uden skam vænnet mig til, at man godt kunne gøre mange ting meget bedre, hvis man havde bedre muligheder, men når det ikke sker, så er det en politisk beslutning. Det er ikke mit ansvar. Det går ud over min faglige stolthed, ja, og det stresser mig, ja. Det blev legalt at effektivisere, og det gavnede absolut ingen, men det er ikke mit ansvar.

 

Mit hjem er også blevet større af, at hjemmearbejdspladsen røg ud. Det tror jeg, at især min bedre halvdel var glad for, for det store skrummel af et skrivebord og reolen med grimme ringbind var ikke særlig feng shiu-agtige. Han forstod ikke mit behov for ufattelige mængder af plads, og det gør min arbejdsgiver heller ikke. Det, der før fyldte et halvt rum, er kogt ned til nogle snoldede hylder i forberedelseslokalet. Dengang købte folk faktisk hus efter, om man havde brug for en hjemmearbejdsplads, og det fik man ingen løntillæg for.

Men politikerne ville absolut bruge skattekroner på dyre skoleombygninger i stedet for gratis hjemmekontorer. Og den beslutning kan ikke spoles tilbage – pladsen er brugt til noget bedre, skulle jeg hilse og sige!

Nu mangler jeg bare, at min arbejdsgiver holder op med at tænke, at min private mobiltelefon skal bruges til mit arbejde, som om den er kommunalt fælleseje.

 

Til de kommende overenskomstforhandlinger har politikerne kun deres pokerfjæs tilbage, for jokeren er spillet.

De vandt første runde, da de valgte at flytte ansvaret fra lærerne og over på ledelsen. Jeg foreslår helt klart, at de får lov at beholde det. Efter min mening har vi aldrig stået stærkere, for det eneste vi behøver at gøre, er at afvente, hvordan man fra politisk side har tænkt sig at løfte ansvaret og løse de problemer, som fulgte i kølvandet.

Efter min mening skød politikerne sig selv i foden med den største kanon, de kunne finde. Nu humper de rundt og leder efter forbindingskassen, mens de øver sig på trylleformularer uden det magiske ord ´ressourcer´. Men så virker det bare heller ikke (”Bare ærgerligt, Sonnyboy”, citat Stella)!

 

Vi, lærerne, skal holde op med at drømme om de gode gamle dage. Vores nuværende arbejdssituation er dybt utilfredsstillende på en lang række parametre, men hvis vi lader nostalgiske sirenesange lokke os tilbage til fortidens uindskrænkede forberedelsestid forklædt i frihed og selvforvaltning, så risikerer vi at åbne porten til helvedes forgård og kommunernes umoralske misbrug i form af stadig flere undervisningstimer og store opgaver uden tidsfastsættelse. Det ville være den største dumhed af alle (”hvis I to var ludobrikker, var I så slået hjem nu?”, citat Knud).

Mange lærere ser uden tvivl Lov 409 som deres værste fjende, men i mine øjne fik vi foræret et stærkt våben mod den sølle skæbne, der venter os uden


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ