Gang-mødet

To lærere mødes på gangen. Den ene er på vej væk fra den klasse, som den anden skal ind i. De har begge brugt 7 minutter efter undervisningen på nogle konflikter. Så nu er der kun få minutter, inden undervisningen begynder igen. Lærerne får øjenkontakt, gør grimasser, gestikulerer og siger nogle metaforer. ”Eskil har hånden på komfuret, Line hænger og Thorleif……” efterfulgt af et V-tegn mod øjnene og væk igen. Det betyder, at Thorleif skal der holdes øje med, Line har haft en dårlig weekend og Eskils ADHD er slem i dag. Det hele sker, mens de to lærere passerer hinanden. Det er et split sekund, som der sjældent beskrives – nogen som helst steder. Men gangmødet er indbegrebet af effektivitet.

På akademisk (det nye latin) kan mødet beskrives som en ”professionel pædagogisk implementering, der kommunikerer didaktiske informationer effektivt”. Men helt ærligt, det er en begrebstung sætning, der i praksis er forholdsvis intetsigende. ”Professionalisme”, ”kommunikation”, ”implementering”, ”information” og ”effektivitet” kan være hvad som helst! I en videnskabelig akademisk sammenhæng er det måske produktive begreber, men på en skole er de egentlig bare ….. tomme ord. Ingen i praksis taler på den måde.  

Lærere løber zig-zag

Læreren har et job, som i disse managementtider ikke kan ses, fordi det handler om at stå åben mellem to modsætninger. Det kan managementteorier slet ikke rummer. Andre erhverv er umiddelbart mere ”sexede”. Sekretæren, der sidder ved computeren, lederen på vej til møde med en mappe, pedellen, der sætter en hylde op og rengøringspersonalet om morgen… Vi antager at de udfylder deres arbejdsopgave, når vi ser dem om morgenen. Med lærerjobbet er det anderledes. De står konstant med et stort dilemma, at de skal understøtte både elevens natur og fagets/skolens kultur, på en gang.

Psykologen skal ofte alene have fokus på individet, embedsmanden alene på lovgivningen, sociologen alene på socialiseringen, akademikeren alene på kvalificeringen, filosoffen alene på idealer og økonomen alene på tallene. Det kan man blive skråsikker af.  Men læreren varetager både eleven og samfundets interesser. De står udspændt mellem eleven og stoffet, mellem lovgivning og den lokale situation, mellem form og indhold, mellem med- og modspil, mellem individ og fællesskab og mellem socialisering og kvalificering (trivsel og læring, som det hedder på psykologisk i dag.) Læreren befinder sig altså altid i forholdet mellem modsætninger. Det er det, der hedder didaktik.

Det reducerer læreren til en ren skydeskive, der må løbe zigzag mellem det ene og det andet. Det skal de kunne holde til, det er det, som de er uddannede til. Men omverdenen må i det mindste have forståelse for lærerens dobbelte opgave. Og vide, at skolepædagogik derfor banalt sagt handler om alt andet end videnskabelige metoder-der-virker.

Erfaring og fornuft elimineres

Derfor skal et samfund først og fremmest passe på lærernes undervisningsmod og give mulighed for frihed & fællesskab på skolerne. Helt konkret. Og ikke alt muligt andet! Skolen er en pædagogisk institution, ikke Novo Nordisk. Pædagogik er ikke raketvidenskab, men bare i praksis enormt svært.

Desværre er de fleste lærebøger om ”læring og trivsel” -  som det hedder nu om dage - det rene volapyk eller tomme psykologiske manifester. Det er akademiske udredninger, der intet har med en pædagogisk praksis at gøre, og som primært har den funktion, at folkeskolelærere og -ledere kan få højnet deres status og karrieremuligheder, og at en hel masse forskere og forlag får del i den offentlige økonomiske kage/mærsk-milliarden.Så nu er lærerprofessionen fanget i et hav af videnskabelige rapporter og hæmmende teknokrati. Denne åbenlyse håbløse og u-pædagogiske tilstand er simpelthen ikke længere til diskussion. Den er et faktum.

Didaktik er ikke raketvidenskab  

Før reformen var pædagogik nogle århundrede gamle didaktiske principper: Elevens møde med stoffet kunne ske på 100 forskellige måder alt efter undervisningens hvorfor, hvordan, hvem, hvad, hvorfor, hvor, hvornår osv. Læreren planlagde på sin måde afhængig af fagpersonlighed, skolefagets retningslinjer og skolens fælles kultur. Den kreative proces med at udforme egne undervisningsplaner og -midler gav skolekulturen en fælles faglig stolthed og tilfredsstillelse. Det var og er stadig ikke raketvidenskab. Det er bare hamrende svært i praksis.  

Da folkeskolereformen erstattede den pædagogiske praksis med en horde af specialister, kom alt fokus på forskere, psykologer, jurister, sociologer, neurologer osv. Pengene gik nu til dem og en akademisk opkvalificering af lærerstanden - på bekostning af lærernes daglige kollegiale samtaler og gangmøder– og det kunne ikke går hurtigt nok.

Lærerne blev nærmest bunket ind i store kommunale kurser, hvor de skulle lære, at de ikke længere kunne bruge deres forældede erfaring, udokumenterede holdninger og sunde fornuft. Jeg var der. Jeg var en af dem, der skulle undervise kommunens lærere. Jeg var vidne til en massakre på lærerprofessionen. Jeg har stadig noget, der ligner et krigs-trauma. Intet handlede i det vanvid om den pædagogiske praksis, men alene om at uddrive alt grundtvigsk kultur, det skolelokale selvstyre og at fjerne lærerens myndighed.

Konceptkurser med hvid kittel

Der var absolut ikke noget pædagogisk nytskabende i de kommunale tvangsindlagte koncept-kurser med mærkelige embedsmandsagtige opfundne titler som ”synlig læring”, ”læringsmålstyret undervisning” og ”innovativpædagogik”. Det var alene en indføring i en underlig nyopfunden videnskabelig-akademisk diskurs krydret med en total mangel på forståelse og respekt for praksis. Kunne konceptsælgerne bruge bogstavkombinationer som LP, KRAP og DUÅ, så fremstod det hele meget elaboreret og værd at kaste millioner efter.

Der var og er ikke en eneste af de kommunale kurser, som ikke kunne udfoldes inden for den almenpædagogik, som lærerne i forvejen havde mødt på deres grunduddannelse. Men nyt skulle det pludselig være, specialiseret og iført hvid kittel. Og helst meget dyrt. Fakturaernes høje prisfastsættelse blev i sig selv kommunernes dokumentation for egen opkvalificeringen og så var der en Mærsk-million, der lige skulle indhentes. Ansøgninger blev skrevet, før man anede, om noget i praksis kunne realiseres. Man kaldte det innovativt, Det var den rene mani. Det handlede ofte alene om at finde dem, der kunne formulere sig, så pengekassen sprang op. Jeg var der, jeg var med. Professionshøjskolerne var som vilde dyr, der kæmpede om, hvem der fik fat i rovet først!

Bling bling-grafer

I stedet for en almenpædagogisk praksis, hvor vi sammen kunne skabe ro og tillid til at udfordre hinanden i praksis, derude i virkeligheden, så fik vi bunker af døde bogstaver: Rapporter, forskningsresultater, testresultater, diagrammer, målemetoder, algoritmer, elektroniske platforme, læringsmålstyrede skriftlige vejledninger, registreringsskemaer, skærmmanualer osv. Alt samme bling-bling, som for en økonom, en politiker og en forsker måske ser professionelt ud, men i en pædagogisk sammenhæng er det mest ligegyldige vrøvl, hvis ikke dissideret kontra-produktiv. Kort sagt helt uden for pædagogisk rækkevidde.

Sandheden er, at børn ikke bliver hægtet af samfundsudviklingen, hvis de ikke følger alle mulige elektroniske programmer og tager tests til en bestemt tid, eller hvis lærerne ikke konstant er på kurser i sidste nye såkaldt videnskabelige resultater og undervisningsmetoder. Det forholder sig faktisk omvendt! Skolereformen ender med, at lærerne ikke mødes på gangen, og i stedet emailer til hinanden hele eftermiddagen i stedet. Den mest ineffektive kommunikationsform.

Lærerjobbet hører til den slags job, der ikke får tilføjet meget af teknologien. Det er et generelt problem for lærernes status, fordi kommunens og statens virkelighedsforståelse i dag alene findes på computerskærmen: Hvis elever i dag ikke får en diagnose, så eksisterer deres symptomer ikke. Hvis en aktivitet ikke registreres elektronisk, så findes den ikke. Hvis lærerne tror på eller har en holdning til noget, der ikke understøttes af en forskningsrapport, så er det ikke længere relevant.

Men lærerjobbet handler jo om at være til stede, om at samtale, om at have overskud til at se eleven. Nærværet, det fysiske fællesskab, mavefornemmelse, improvisationen, helhedsforståelsen, stemtheden, gentagelsen, selvkritikken og evnen til at multitaske, er stadig hemmeligheden bag god undervisning. Den kerneydelse er ikke mulig at specialisere eller akademisere, uanset hvor mange ETCS læreren har på CV’et. Det burde ikke være en hemmelighed, det er nemlig helt evident.  

Fordi sådan er menneskelivet. Og skolen bør være menneske-lig.

Det bliver vi som samfund, politiker, fagforening og skattebetaler nødt til at forstå.