Debat

De nye fraværsregler … kommer næsten til at kræve en privatsekretær!

Det er næppe forbigået nogens næse, at kommunerne skal til at sanktionere, hvis eleverne har fravær. Det har nu medført nye retningslinjer for registrering af fravær, som læreren skal håndhæve.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Og det lyder som en større opgave: ”Klasse-/kontaktlærer er ansvarlig for at gennemgå fravær i Tabulex og korrigere for sygemeldinger og ekstraordinær frihed, hver dag eller som minimum to gange om ugen”. For mit eget vedkommende er det i hvert fald lige et step op rent arbejdsmæssigt og endnu et indhug i min sparsomme forberedelsestid.

Mit problem er ikke så meget overblikket over fraværet, men måske i virkeligheden den manglende kommunikation. Dels skriver forældrene til en tilfældig lærer, nu hvor kontaktbogen er pist væk sammen med Intra, og dels får jeg ikke talt med alle mine kollegaer, fordi vi er mange. Jeg har førhen arbejdet på mindre skoler, hvor man kunne overskue elevgruppen og fik givet småbeskeder videre til personalet i ens afdeling. Den tid er forbi, nu hvor de store skoler og tilsvarende store lærerkollegier vinder frem. 

Jeg havde næppe læste mailen om retningslinjerne færdig og forladt forberedelseslokalet, før problemet med intern kommunikation manifesterede sig i form af en pige, som sagde, at hun skulle til lægen. Det kan enhver jo komme og sige, og jeg havde mest lyst til at svare, at hun er 13 år og sund og rask, men på den anden side befinder vi os i et epicenter for fnat! Hun bedyrede, at mor havde skrevet til klasselæreren, og det kunne jeg jo umuligt tjekke. Jeg ville naturligvis gerne vide, hvornår hun skulle være hos lægen, og hvor langt væk lægen bor. Det var meget langt væk, forklarede hun med store øjne, så det lød næsten som børneafdelingen i Viborg, men det var nu bare nede i midtbyen, hvilket måske er 3 km. ”Men jeg skal ”, sagde hun og lignede en, der frygtede en iltforgiftning af al den friske luft. Okay, gåtur frem og tilbage plus ventetid kunne næppe blive meget mere end 1½ time i alt, så hun kunne i hvert fald sagtens være tilbage til spisepausen. Det havde hun tydeligvis ikke tænkt sig, men derfor kunne jeg jo godt forlange det alligevel. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det er jo en helt almindelig dagligdags situation, og her ville det være praktisk, hvis man kunne tjekke elevens kontaktbog uden at være kontaktlærer (vi har ingen kontaktbog endnu i AULA, men det kunne vi jo få). Det ville også være praktisk, hvis jeg lige kunne tilføje aftalen om at komme tilbage til skolen, så klasselæreren kunne se det (den funktion har kontaktbogen vist ikke, men det kunne den vel få). Hvis vi skal have et overblik over fravær, så kræver det også et overblik over  årsagen, og det får vi, hvis Tabulex og kontaktbogsfunktion er koblet sammen (og det er de ikke, men det kunne de måske blive). Kort fortalt, så mødte jeg ikke hendes klasselærer mere den dag, og jeg ved heller ikke, om pigen vendte tilbage.

Nå, men det rigtig sjove begynder ved formuleringen om lærerens tiltag: ”Ved skolens uvished om årsagen til elevens fravær kontaktes forældrene af klasse-/kontaktlærer samme dag via Aula eller telefonisk”. Det er ”samme dag”, der er det sjove. Her ligger simpelthen en forventning om, at jeg skal prioritere kontakten til forældrene over alt andet, og det er ikke en ubetydelig detalje i min hverdag. Hvis det tager 10-15 minutter at sætte sig med det (finde et stille sted og tænde computer, tjekke mails for anden gang den dag …), så bliver det lynhurtigt til en time ugentligt.

Det er også meget sjovt, at jeg gerne må ringe til forældrene, for vi har nemlig rigtig mange udenlandske forældre, som ikke taler dansk. Det kræver en tolk, så det skal man vel lige bestille først? Hvor hurtigt kan man overhovedet klare sådan en samtale? Det kommer jo til også at tage noget tid. Og hvilken telefon skal jeg ringe fra? Hvis det er min egen, så udleverer jeg mit privatnummer, og dermed åbner vi op for, at forældrene kan ringe til læreren midt i den bedste sendetid for at snakke om deres bette pus. Det fik lov 409 udfaset, og den uvane behøver vi sandelig ikke at genindføre.

Men tilbage til pigen. Lad os nu sige, at klasselæreren kunne se, at jeg havde bedt hende komme tilbage, og at hun ikke gjorde det, så kunne kunne læreren ringe hjem og sige, at skolen forventer at et lægebesøg på 15 minutter kan klares på under 5 timer (med sin nye Iphone 11 arbejdstelefon).  Hvis læreren kender historien, så kan man forklare forældrene, at deres barn forsømmer sin skolegang. Hvis ikke klasselæreren kender disse detaljer, så er der ingen basis for en fornuftig samtale. Så har vi kun en ubegrundet anklage, som vil virke anstødelig på de fleste, og de vil nemt vil føle sig presset op i et hjørne og gå i selvforsvar. Vi er nødt til at være rustet til tænderne med information for at tage de snakke, som reglerne lægger op til, som kommer til at handle om forældrenes syn på skolegang og ikke bare barnets trivsel og faglige udvikling.

De nye regler lægger naturligvis op til at fraværsregistrere time for time (det tror jeg til gengæld godt, at Tabulex kan sættes op til). Og det er absolut ikke uinteressant, specielt ikke efter spisepausen! Det gør de også på gymnasierne. Her kan eleverne altid følge med i deres fravær, og således bliver det ikke kun gymnasiet, som skal være vagthund, men lige så meget eleverne selv. På gymnasiet er det vel også kontoret, som holder øje med fraværet og indkalder til samtale. Jeg ser ikke mig selv som den myndighed, der skal holde øje med hver enkelt elevs fravær. Det må være et job for forældrene selv og skolesekretæren (når gymnasiet kan, så kan folkeskolen vel også). Jeg tænker heller ikke, at det er mit job at minde forældre om, at deres barn nu har passeret grænsen på 10% fravær og nærmer sig et kritisk niveau. Det må være da helt klart være et job for skolesekretæren, ligesom på gymnasiet som trods alt har over dobbelt på mange elever, som min arbejdsplads. Men jeg skal til gengæld gerne skrive i kontaktbogen, at Mia-Maria gik hjem for at hente sit gymnastiktøj. Og jeg skal også gerne registrere, hvorvidt hun kom tilbage!

Som prikken over i´et spurgte min yngste datter, om hun måtte tage en ”PS” fredag d. 3. januar, som er første skoledag efter juleferien? For andre uvidende ligesom mig selv, så betyder PS en Planlagt Sygedag, og er sådan noget man gør på motionsdag – underforstået! Dette var blot en humoristisk fodnote til begreberne ”lovligt” og ”ulovligt fravær”. For hvad er lovligt fravær egentligt? Er det lillesøsters fødselsdag, at barnet er for træt til at gå i skole, eller at man rejser på ferie før alle andre … Det er nemlig ikke et helt ukendt fænomen, at forældre betragter afspadsering som noget, der også omfatter deres børn! Hvorfor er fravær ikke bare fravær, og så kan årsagen blive markeret som ”kendt” eller ”ukendt”!