Advokat: Kommunen burde have erkendt sin fejl
Da Ombudsmanden erklærede fyringen af skolekonsulent John Veber Hansen ulovlig, ville det have klædt kommunen, hvis den havde erkendt sin fejl og tilbudt ham et passende job eller en godtgørelse, mener advokat Mette Klingsten, der førte sagen for ham
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Trods sejren i landsretten er John Hansen ikke tilfreds med godtgørelsen på 150.000 kroner efter fire års kamp for oprejsning. Alligevel har han ikke anket dommen:
"Dette er en godtgørelse, som ligger nogenlunde som praksis. Virksomhedsoverdragelsesloven indeholder ikke nogen ord om sanktioner, så derfor bliver udfra funktionærloven og overenskomstens regler, man må fastsætte den", siger advokat og ekspert i virksomhedsoverdragelsesloven Mette Klingsten. "Men jeg er meget optaget af, at de regler bliver fulgt af alle, ikke mindst det offentlige, som har en særlig forpligtelse. Måske var det uforvarende - måske vidste man ikke, at virksomhedsoverdragelsesloven var gældende her, og at UU Sydvestjylland derfor havde pligt til at overtage John Veber Hansen. Men det kan undre mig, at man ikke efter Ombudsmandens afgørelse tilbød John Veber Hansen et ordentligt beløb eller en ansættelse. Der synes jeg, at man af egen drift burde være gået ind og sagt undskyld og tilbudt en løsning".
Egon Fræhr, der i dag er borgmester i Vejen Kommune og var det i Brørup Kommune, hvorfra John Veber Hansen blev afskediget i 2004, vil ikke kommentere Mette Klingstens forslag. UU Sydvestjyllands leder Finn Lambek gik i sin tid ud og fandt en medarbejder udefra til den vejlederstilling, hvor John Veber var eneste ansøger. Han fastholder over for folkeskolen.dk, at han havde fået til opgave af UU-centrets bestyrelse at finde de bedst egnede folk til det nye center, og at han ikke fik nogen besked om, at han skulle overtage de hidtidige fuldtidsvejledere fra de 15 kommuner.