Debat

Åbent brev til Tina Nedergaard

Vores brøde bestod i, at vi igen-igen kom med konstruktive forslag til et nationalt partnerskab, der skulle løse nogle af folkeskolens problemer her i 2010 og i de kommende år

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Tina Nedergaard, på lærernes vegne vil jeg gerne takke for dit brev. Vi lærere i den danske folkeskole har dog svært ved at genkende fremstillingen af forløbet om det nationale partnerskab.

Vi modtog jeres aftaletekst om eftermiddagen fredag den 24. september, med besked om at vi kunne komme med ændringsforslag. Udspillet viste sig dog at være et take it or leave it.

Mandagen efter aflyste du som bekendt det nationale partnerskab, før parterne havde været samlet blot én gang. Først meldte KL og Skolelederne fra. »Vi kunne ikke skrive under på oplægget i den form, det havde«, lød det fra Skoleledernes formand, Anders Balle. »Hvis et partnerskab skal give mening, så skal man kunne komme med noget input i forhold til indholdet«, var reaktionen fra KL's formand, Jan Trøjborg, da du og regeringen hældte parterne ned af brættet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Og lærerne? Vi meldte aldrig fra. Vores brøde bestod i, at vi igen-igen kom med konstruktive forslag til et nationalt partnerskab, der skulle løse nogle af folkeskolens problemer her i 2010 og i de kommende år.

Det mest besynderlige i forløbet har dog været, at vi siden foråret har været drivkraft i en proces, hvor tavsheden fra regeringen var nærmest larmende.

Jeg kan godt forstå, at det er ubekvemt for regeringen at tale om folkeskolens tilstand i 2010. For regeringen har jo haft magten i de seneste ni år til at indfri alle de ambitioner, den måtte have, herunder magten til at sikre folkeskolen blot en rimelig balance mellem resurser og ambitioner.

BDO Kommunernes Revision dokumenterede i foråret, at resurserne per elev til normalundervisningen i perioden 2002-2009 er faldet med seks procent. I samme periode har I pålagt skolerne elevplaner, kvalitetsrapporter, flere timer, nationale test og en række andre opgaver.

Det har ikke kvalt vores ambitioner om en endnu bedre folkeskole. Lærerne opfordrer stadig til, nu på femte år, at der etableres en national indsats, der kan nedbringe antallet af elever med dårlige læseegenskaber.

Det er fint med flotte målsætninger. Elever, forældre og lærere med fødderne solidt plantet i virkeligheden anno 2010 efterspørger imidlertid også konstruktive løsninger på reelle problemer i skolerne. Oven i de gentagne besparelser i de senere år skal der nu spares yderligere mange hundrede millioner i 2011.

Jeg håber, at du og dine kollegaer i regeringen med tiden indser, at et reelt partnerskab er vejen frem. Et partnerskab, der bygger på en ærlig vilje til at gøre folkeskolen bedre i dag. Dét er at være ambitiøs på folkeskolens vegne. Lærerne er parate. |

Ovenstående er et uddrag af Anders Bondos svar på Tina Nedergaards åbne brev i Folkeskolen nummer 24. Hele svaret kan læses på folkeskolen.dk

Powered by Labrador CMS