Debat
Tyggegummi i folkeskolen?
Mange skoler har forbud mod tyggegummi, men det blev der lavet om på, da to folkeskolelærere i en 4. klasse anvendte tyggegummi og andre sansestimulerende øvelser til at forbedre elevernes koncentration og mindske undervisningsforstyrrende uro.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af: Sira Raabjerg Edelslund, Sanne Louise Svendsen og Anina Corse Hansen
I forbindelse med vores bachelorprojekt i ergoterapi har vi undersøgt to læreres oplevelser med at anvende sansestimulerende øvelser i undervisningen. Et af vores hovedresultater er, at øvelserne reducerer uroen og har en positiv virkning på elevernes koncentration. Resultaterne viser også, at lærerne betragter øvelserne som et relevant og supplerende redskab til deres pædagogiske indgangsvinkel til læring.
Hvad er sansestimulerende øvelser?
De seks sansestimulerende øvelser i vores projekt er små lege, der tager ca. tre minutter og foregår i klasselokalet. De er udviklet af den amerikanske ergoterapeut, Diana Henry og bygger på fysiologiske og neurologiske principper om sanserne. En bevidst påvirkning af sanserne kan regulere hjernens evne til at være vågen og opmærksom. Det kræves, når eleverne skal sidde stille og lytte til læreren. På et tidspunkt vil koncentrationen falde, hvilket sker hurtigere for børn end voksne. Hensigten med øvelserne er således, at de skal bruges, når eleverne eksempelvis begynder at karte på stolen eller småsnakke med sidemanden.
De ukendte sanser
Sanseindtryk flyder til hjernen som vandløb til en sø. Utallige sanseinformationer trænger ind i hjernen hvert øjeblik ikke bare fra øjne og ører, men fra alle steder i kroppen. De fleste kender de fem sanser, men faktisk modtager vi ubevidst informationer fra mere end 20 sanser. Der er særligt to sanser, som er interessante i forbindelse med regulering af hjernens evne til at være vågen: muskel-led-sansen og balancesansen. De stimuleres eksempelvis, når man aktivt bruger musklerne, hopper eller ryster på hovedet. Gennem bevidst påvirkning af netop disse sanser kan elevernes koncentration tilpasses i forhold til, hvad de skal lave i undervisningen. Dette har været udgangspunktet i vores projekt.
Favoritøvelser
Mange skoler har forbud mod tyggegummi, men kæbemusklerne er en særligt god kilde til stimulering af muskel-led-sansen. Brugen af tyggegummi i undervisningen kan derfor have en positiv indvirkning på elevernes koncentration, hvilket både lærere og elever i projektet oplevede.
Den øvelse, som var mest populær hos eleverne, hedder Hoppebolden. Eleverne sluger en usynlig hoppebold, som begynder at hoppe helt vildt, først i armene, så i benene og til sidst i hovedet. Øvelsen stimulerer balancesansen og er god at bruge, når eleverne er sløve og ukoncentrerede.
De deltagende lærere var positive over for at bruge Tyggegummi, Hoppebolden og flere af de andre øvelser i deres undervisning fremover. Øvelserne kan desuden være relevante i forhold til den nye skolereform, hvor der blandt andet er fokus på mere variation i undervisningen, da skoledagene bliver længere. Vi mener, at øvelserne kan være et ergoterapeutisk bud på et redskab til at skabe variation i skoledagen, mindske uro og øge elevernes koncentration.
Anvendelsen af øvelserne forløb over en periode på 14 dage, og det vil derfor være relevant at undersøge brugen af øvelserne i et større perspektiv.