Studerende på DPU holdt onsdag debat om fyringerne af tre lektorer på pædagogisk filosofi og DPU's fremtid.

Studerende på DPU frustrerede over filosof-fyringer

Tre filosoffer skal fyres, og en rapport om Aarhus Universitets - herunder DPU's - fremtidige strukturering har skabt frygt for DPU's fremtid. DPU er ikke lukningstruet og pædagogisk filosofi er ikke kvalt, garanterede dekanen på et debatmøde i går.

Offentliggjort Sidst opdateret
Dekan Lars Qvortrup stod i skudlinjen for de fremmødtes spørgsmål og kommentarer. Også professor emeritus i filosofi Peter Kemp var med som debatør, mens politiker fra De Radikale Marianne Jelved var ordstyrer.
Spørgsmålene fra salen lød blandt andet på, hvad dekanen anser for relevant.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En gruppe studerende på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole havde i går indkaldt til debatmøde, hvor dekan på DPU, Lars Qvortrup stod i skudlinjen for de studerendes kritik og spørgsmål, mens professor emeritus i filosofi Peter Kemp kritiserede de varslede fyringer af tre lektorer på pædagogisk filosofi.

Fusion har givet underskud

Siden fusionen med Aarhus Universitet er DPU kommet i økonomiske vanskeligheder bekræftede de begge.

"Men det er hverken forståeligt eller på nogen måde acceptabelt, at man vælger at afskedige højt anerkendte og fagligt kompetente lektorer. Det har absolut intet på sig, at deres arbejde ikke har været lønsomt", sagde Peter Kemp.

Han henviste til, at fyringsbegrundelsen lyder, at de tre lektorer ikke har leveret relevant pædagogisk filosofisk arbejde.

Diskussion: Hvad er relevant?

Begrundelse om manglende relevans førte til en debat om, hvad der egentlig er relevant. En studerende fortalte, at hun ville bruge sin kandidatuddannelse i pædagogisk filosofi til at tage stilling til metoder og etikker i skolen.

"Filosofi handler om, hvad der er sundt og godt, og det er hele grundlaget for, hvad vi så vælger at gøre. Jeg vil bruge min uddannelse direkte i folkeskolen. Er min uddannelse ikke relevant?" spurgte hun Lars Qvortrup.

Der kom flere spørgsmål om, hvad dekanen betragter som relevant, og han svarede, at der var flere måder at forstå relevansbegrebet på. I ledelsen bruger man begrebet helhedsorienteret, bredt og horisontalt. Det handler om, at DPU's aktiviteter skal være relevante for pædagogikken og uddannelsesforskningen som helhed. "Grundforskningen og den anvendte forskning skal følges ad", sagde Lars Qvortrup flere gange.

Qvortrup: Jeg kan ikke kommentere fyringerne

Lars Qvortrup bad tilhørerne om forståelse for, at han som dekan ikke kan kommentere på de enkelte fyringsvarsler og hele processen, og han henviste til, at partshøringen stadig er i gang.

Flere af tilhørerne mente dog, at han burde kunne forholde sig til, hvad han mener, når han siger relevant, og hans forklaring på relevansbegrebet fik kritik for at være for ukonkret.

Kritik: Begrundelse er usaglig

Ligesom Peter Kemp mener de tre fyringsvarslede, at begrundelsen er usaglig. De tre varetager aktuelt størstedelen af undervisningen på kandidatuddannelsen i pædagogiske filosofi, de henter penge hjem til DPU, de er en del af internationale faglige miljøer i pædagogisk filosofi og leverer artikler til videnskabelige tidsskrifter i pædagogisk filosofi, fortæller lektor Asger Sørensen, som er en af de fyringsvarslede.

"På trods af dette bebrejdes vi ikke at levere relevant forskning i pædagogisk filosofi", siger han, og derfor vil de tre bestride begrundelsen.

Debat om anstændighed eller ej

Peter Kemp fastholdt gennem debatten, at baggrunden for fyringerne er usaglig, at den egentlige grund er, at ledelsen ikke bryder sig om de fyredes filosofi, og at hele situationen omkring er uanstændig.

Lars Qvortrup fastholdt, at det er foregået på en ordentlig måde, og at blandt andet høringsfasen er udtryk for det. "Det er uanstændigt at sige, at jeg fyrer folk, fordi jeg ikke han lide dem".

Det har været en svær beslutning at træffe, og der har langt fra været enighed i ledelsen om, hvem der skulle fyres, sagde han.

Dog gav han de studerende ret i, at de ikke er blevet spurgt i tilstrækkelig grad, og han lovede, at samarbejdet mellem ham som dekan og de studerende fremover skal være bedre.