Topkarakter til Reading Recovery

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er opstået et stort marked for produkter og programmer for børn, der har svært ved at lære at læse. I sit seneste review har det amerikanske undervisningsministeriums What Works Clearinghouse set på 20 systemers effekt ved at gennemgå forskningsresultater og undersøgelser. Reading Recovery-systemet, der stammer fra New Zealand, men i dag er udbredt i store dele af verden, får klart den bedste bedømmelse. Programmerne har fået »karakter« på fire forskellige parametre. Sammen med fire andre får Reading Recovery bedømmelsen »stærke beviser for en positiv effekt«, når det gælder programmets effekt på børnenes forståelse for sammenhængen mellem bogstaver og lyde. Programmet bedømmes også til at have positiv effekt på børnenes evne til at læse flydende og på deres læseforståelse, og som det eneste får det topkarakteren »stærke beviser for en positiv effekt« på børnenes generelle læseniveau.

Et enkelt system, Fluency Formula, vurderes ligefrem at have en potentielt negativ effekt på børnenes læseforståelse.

Reviewet har kigget på kommercielt udviklede programmer til læseindlæringen for de fem-otteårige - både programmer, der som Reading Recovery er beregnet specielt til at hjælpe svage læsere op på niveau, og programmer beregnet til den almindelige læseindlæring.

På www.whatworks.ed.gov kan man se listen over de 20 systemer og bedømmelsen af dem og klikke ind på hvert enkelt system og læse om de forskningsresultater, der ligger til grund